Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år

Musikalsk flittigmyre

Nikolaj Nørlund har gennem 25 år sat sit præg på den danske musikscene, hvor han har markeret sig som musiker, producer og meget mere. Altid på egne præmisser. 14. juni fylder han 50 år.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix

Siden han i 1990 dukkede op på den danske musikscene som frontfigur i den alternative rockkvintet Trains & Boats & Planes, har Nikolaj Nørlund været en flittigmyre. Ikke kun som sangskriver og udøvende musiker, men i lige så høj grad som producer, mentor for unge orkestre, tovholder på musikalske projekter mm. Den store aktivitet har givet 50 års-fødselaren tilnavnet »dansk indierocks godfather«. Men han har nu heller aldrig været bleg for også at lege med mainstreamen. Dog altid på egne præmisser.

Nørlund er født og opvokset i København. I midt-1980erne blev han samfundssproglig student, hvorefter han spillede i en række rockorkestre og havde forskelligt arbejde i teaterbranchen. I 1989 blev han optaget på journalisthøjskolen, og året efter dannedes Trains & Boats & Planes, der debuterede med minialbummet »Hum« i 1991. Siden fulgte to anmelderroste album, inden de i 1994 trak stikket på Roskilde Festival.

Året efter færdiggjorde Nørlund journalisthøjskolen og udsendte det første album med sit nye engelsksprogede projekt, Rhonda Harris. Han fortsatte ufortrødent i 1996 med det dansksprogede soloalbum »Navnløs«, som indeholder musik sat til Michael Strunges digte fra samlingen »Verdenssøn«. I 1997 udsendte han sit første soloalbum med egne danske tekster, den anmelderroste »Nye Optagelser«, som kastede en pæn sjat prisnomineringer af sig.

Aktiv producer

Ved årtusindskiftet dannede han pladeselskabet Auditorium. Her har han udover egne udgivelser udsendt og produceret opsigtsvækkende album med Peter Sommers band Superjeg, Niels Skousens comeback »Dobbeltsyn« og I Got You On Tapes debut. I 2004 stod han bag den dansksprogede Leonard Cohen-hyldestplade »På Danske Læber«, og året efter ledte han slagets gang på H.C. Andersen-udgivelsen »Andersens Drømme«. På begge medvirker en bred vifte af etablerede danske musikere.

De følgende år var han særdeles aktiv som både musiker og producer. I 2011 producerede og udgav han den unge kvintet Ulige Numres selvbetitlede EP efter at have hørt nummeret »København«. Sangen blev et massivt hit, og Nørlund producerede også bandets debutalbum »Nu Til Dags«. I 2013 fungerede han endvidere som coach i DRs talentprogram »Mentor«. Senest har han udsendt soloudspillet »Det Naturlige« i 2014, hvor han bl.a. samarbejdede med filminstruktøren Martin de Thurah og forfatterne Naja Marie Aidt og Bjørn Rasmussen.

Selvom han nu runder et skarpt hjørne, virker Nørlund fortsat nysgerrig og sulten efter spændende samarbejder og nye kunstneriske impulser. Det kendetegner vel en vaskeægte musikalsk ildsjæl.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.