Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
70 år 5. juni

Med Sabroe i centrum

Skriften og selvet er den røde tråd i Morten Sabroes professionelle liv. Det er der kommet meget god journalistik og litteratur ud af.

 Forfatter Morten Sabroe fylder 70 år.  (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017)
Forfatter Morten Sabroe fylder 70 år.  (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017)

Morten Sabroe ved rigtig meget om Morten Sabroe. Formentlig mere end nogen andre. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i.

Det særlige ved journalisten og forfatteren, der fylder 70 år mandag, er noget andet. Nemlig at han med sit talent for at skrive, tilsat en stor udtrykstrang og en særlig evne til at observere, ikke bare sig selv, men også den verden, der omgiver ham, har været i stand til at skabe så meget god og engagerende skrift. Som vort lands nok fremmeste eksponent for den såkaldte new journalism, der inddrager elementer fra skønlitteraturen og i høj grad også inddrager journalisten selv. Eller som forfatter til en lang række bøger, ofte med mere eller mindre selvbiografiske træk.

Morten Sabroe romandebuterede i 1976 med en bog med den tidstypiske titel » - men ude i kulissen : roman«, senest udkom den ganske forrygende »Love Me Do«, hvor hovedpersonen er forfatterens kone, og hvor forfatteren i høj grad også selv er til stede. »Læs den og vær forberedt på en nogle gange klaustrofobisk rutsjetur, på store følelser og desperationer og sære usandsynligheder. Morten Sabroe lever ikke med lethed. Så meget mere tyngde har hans prosa,« skrev denne artikels forfatter i sin fem-stjernede anmeldelse.

Centralt i forfatterskabet står også romanen »Du som er i himlen«, der begynder med, at forfatteren tager på reportagerejse for at skrive om Hillary Clinton, men som mest kommer til at handle om hans komplicerede forhold til sin egen mor. Lige så stærk er opfølgeren, »Fader vor«, der ikke bare henter sin titel fra samme bibelske bøn som moderromanen, men som netop også er en parallel til den. Denne gang er det bare faderen der skrives om og op imod. Engageret, modigt, personligt, som det meste af det, Morten Sabroe rører ved.

70 års-fødselaren blev født i Gentofte. Hans far var redaktøren og cirkusrevydirektøren Povl Sabroe, også kendt som Den Gyldenblonde, han mor var Ingrid Sabroe, der havde været Danmarksmester i tårnspring, og det hører med til familiehistorien, at hans farfar var den i sin tid meget fremtrædende sociale reformator Peter Sabroe, så det var ikke en ung mand med en helt almindelig baggrund, der for 50 år siden blev uddannet bygningssnedker. Senere tog han til Frankrig for at studere, senere endnu blev han uddannet som journalist på Berlingske, der dengang hed Berlingske Tidende, og i sin lange karriere som skrivende har han været forbi ikke bare nærværende avis, men de fleste af de betydelige i det hele taget, herunder Weekendavisen, Jyllands-Posten, Information og ikke mindst Politiken.

Så jo, skriften og selvet er den røde tråd i Morten Sabroes professionelle liv, og det kan der godt komme meget god journalistik og meget god litteratur ud af. Få herhjemme viser det bedre end han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.