Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 12. januar

Man siger ikke nej til Amanpour

Der stod fra begyndelsen respekt om Christiane Amanpours CNN-reportager fra krigen mellem Iran og Irak. Hun løftede nyhedsdækningen til et højere og mere kvalificeret niveau.

Journalist Christiane Amanpour attends the 2018 National Board of Review Awards Gala at Cipriani 42nd Street on January 9, 2018 in New York City. / AFP PHOTO / ANGELA WEISS
Journalist Christiane Amanpour attends the 2018 National Board of Review Awards Gala at Cipriani 42nd Street on January 9, 2018 in New York City. / AFP PHOTO / ANGELA WEISS

Hun er ubestridelig en af verdens mest markante journalister, den britisk-iranske TV-journalist Christiane Amanpour, der er ledende international korrespondent på nyhedskanalen CNN, hvor hun også har et dagligt interviewprogram, der simpelthen hedder »Amanpour«. 12. januar bliver hun 60 år.

Hun er gift med tidligere assisterende udenrigsminister, James Rubin, der var aktiv under Bill Clintons præsidentperiode 1997-2000 og siden også rådgiver både for Barack Obama og Hillary Clinton. Parret har en teenagesøn, og i 2013 flyttede familien fra New York for at bo i London.

Selv blev hun født i London. Hendes far, Mahmoud Amanpour, var iransk muslim og hendes mor, Patricia Hill, kristen og englænder, men Christiane voksede op i Teheran, og hun taler derfor både engelsk og farsi.

Da hun var 11 år kom hun på kostskole i England, og siden flyttede også resten af familien til England efter den islamiske revolution i Iran i 1979.

Efter kostskoleårene tog Christiane til USA for at læse journalistik på University of Rhode Island. Bacheloren i journalistik fik hun i 1983, og samme år fik hun arbejde som assistent på CNNs udlandsredaktion i Atlanta. Det var på dette tidspunkt, at den unge journalist fik chancen for at udfolde sit talent - og med hele verden som publikum. Hun dækkede med sine sproglige fordele konflikten mellem Iran og Irak for CNN og gjorde det modigt og med en kompetence, som skabte respekt.

1986 blev hun overført til at dække udviklingen i det dengang sovjetisk undertrykte Østeuropa op til Jerntæppets fald i 1989. Samme år flyttede hun til Frankfurt, hvorfra hun dækkede demokratiseringsprocesserne i de østeuropæiske lande. Fra 1990 flyttede hun til CNNs redaktion i New York. Endnu et journalistisk gennembrud kom med Iraks besættelse af Kuwait i 1990 og den efterfølgende første golfkrig. Der stod fra begyndelsen respekt om Amanpours reportager fra Den Persiske Golf og der var enighed om, at hun formåede at løfte nyhedsdækningen til nye højder.

I 1990erne skiftede hun scene til konflikten på Balkan, bl.a. med stærke reportager fra Sarajevo, der var under belejring af bosnisk serbiske styrker. De slog ring om byen og lukkede for alle forsyninger. Hovedstaden var uden elektricitet og vand, der var mangel på mad, og nødhjælp blev nægtet adgang. Derudover beskød de bosnisk serbiske styrker dagligt byen med mortergranater, og snigskytter udså sig civile mål på gaderne - også børn. Nogle kritiserede, at hun tog de bosniske muslimers parti. Christiane Amanpour svarede: »Der er situationer, hvor man ikke kan være neutral, uden at man gør sig til medskyldig.«

Christiane Amanpour indforskrev sig uvisnelig hæder for sin sobre tilgang til verdens vanskeligste konflikter. Samtidig kastede hun sig ud i at interviewe de notorisk mest besværlige ledere, bl.a. de iranske præsidenter Mohammad Khatami og Mahmoud Ahmadinejad og præsidenterne i Afghanistan, Sudan og Syrien - og Libyens oberst Gaddhafi. Efter 11. september 2001 var hun den første, der interviewede Storbritanniens Tony Blair, Frankrigs Jacques Chirac og Pakistans Pervez Musharraf. Man siger ikke nej til Amanpour.

I marts 2002 foretog hun frimodigt et direkte telefon-interview med den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, der var omringet af israelere i sit hovedkvarter i Ramalla.

»Spørger De mig, hvorfor jeg er komplet belejret? De er en bedårende journalist,« råbte Arafat, »men De bør havde mere respekt for Deres profession, og De burde have sat Dem bedre ind i tingene, når De taler med general Yassir Arafat. Slut. Ti stille!« Derefter smed han røret på.

Amanpour fortsatte uanfægtet sin opdatering om situationen i Ramalla.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.