Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 30. april

Lars von Trier: Den vigtigste filminstruktør vi har – og nogensinde får

Selv om Lars von Trier lørdag fylder rundt, håber vi, at han forbliver kantet. Hans betydning for dansk film kan ganske enkelt ikke overvurderes.

Foto: JOERG CARSTENSEN
Foto: JOERG CARSTENSEN

For nylig blev Lars von Trier skilt, og det var kun kort tid efter, at han offentliggjorde, at han var begyndt at drikke igen. Der var også rygter om substantielt stofmisbrug. Det sidste nye er heldigvis, at von Trier snart skal i gang med en ny film. »The House That Jack Built« lyder titlen. Hvad den går ud på, ved vi ikke meget om endnu, men den bedste nyhed, vi kan få om Lars von Trier, er, at han går på arbejde. For det betyder, at hans helbred er oppe på et funktionelt niveau frem for at være et sted mellem at ligge ned og stirre ind i en hvid væg eller blot være bange og mistrøstig.

Lars von Trier brød igennem med den dystre, akavede, men også uhæmmet insisterende »The Element of Crime«, og fra starten havde vidunderbarnet verdens intellektuelle filmøjne på sig.

Han var ikke blot fantast. Han var fantastisk. Med sten i skoen og nye eksperimenter har han provokeret og brudt både tematiske og tekniske grænser med hver og en af sine film. Det må kræve mange kræfter og mod at insistere på hele tiden at være så egensindig, men det kræver samtidig, at der er kunstnerisk bund i manererne og dogmerne, for ellers ville Lars von Triers film være ulidelige.

Det er de ikke. De er grænseoverskridende generøse og procentuelt så originalt tænkt, at man ofte sidder målløs tilbage. Gjorde Lars von Trier virkelig det? Han kan jo manipulere med os, mens han op i vores åbne ansigter siger, at han gør det, og alligevel ender man med at sidde grædende tilbage. Det er topmålet af talent.

Instruktøren har ikke altid været lige populær hos danskerne, mens han er hyldet for sin utøjlelige kunstneriske tourettes i et land som Frankrig, hvor man ikke er bange for at være højtravende.

Dansk film har helt generelt et kunstnerisk højt niveau, men vores film ligner hinanden ret meget, og der står Lars von Trier unik i et hjørne. Og hvor er det en velsignet glæde, at der er en sandkasse, hvor det gale geni kan sidde og kaste med sand i helt egne mønstre og spise orm, som det passer ham og i det hele taget skabe sig, som han lyster. Det er nævenyttig grundforskning, der laves i den sandkasse, og det er essensen af kunstnerisk kreativitet at lade sådan en mand få frie hænder. Havde Lars von Trier ikke været født i Danmark, havde dansk film lignet Schweiz, Norge eller Letland. Uden det internationale spotlys, som Lars von Trier, og de der hjalp ham, genererede, havde mange andre danske filmfolk ikke fået chancen.

Og hvad med alle myterne? Er von Trier ikke bare en ballademager, en redepisser, en dreng der rev vingerne af fluerne som barn og nu som voksen torturerer sit publikum lidt på samme facon?

Nej, han er et geni, der dyrker uvurderlig grundforskning, som alle kollegerne kan lære noget af. Ikke fordi de skal efterligne ham, men fordi de skal bruge ham som eksempel til at sprænge deres egne grænser. Tænk hvis Carl Th. Dreyer havde haft samme muligheder sent i sin karriere. Hvis ikke han havde været så ugleset, havde vi haft langt flere film fra hans hånd.

Lars von Trier er derfor ikke alene den mest betydningsfulde nulevende filminstruktør, vi har herhjemme. Han er også den største, vi nogensinde har haft, og med stor sandsynlighed den største vi nogensinde får. Når dansk films dommedagsprofeter råber på en ny Lars von Trier, virker det nærmest håbløst og grinagtigt, for hans lige vil aldrig findes og kan med sikkerhed ikke fremavles i noget som helst støtteprogram.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.