Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
70 år 19. juli

Konsekvent kosmetik

Ellinor Sæther solgte sit livsværk – og købte det hurtigt tilbage.

Ellinor Sæther. Foto: Steen Evald
Ellinor Sæther. Foto: Steen Evald

Ellinor Sæther havde som ung sælger fået en stand i Illum, hvor hun og en kollega skulle sælge Mary Quant, tidens hotteste makeupmærke. Hun lignede måske en pudderdåse med sine tykke lag af falske øjenvipper og sin tunge makeup, men hun var kvik nok til at fatte, at så længe hun eller kollegaen talte i deres mikrofon, kunne sælgeren på standen ved siden af ikke komme i gang og dermed tiltrække kunder.

»Vi taler nonstop,« sagde hun til sin kollega, og sådan blev det. Da ugen var gået, tilbød konkurrenten ved hendes side hende et job. Han kunne se, at Ellinor Sæther var noget særligt, hun kunne sælge, og hun kunne gøre sig umage.

Det er dybest set historien om hende, en ung pige, der voksede op i Skagen, men som ganske ung rejste til København for at blive sminkepige på teatret. I stedet havnede hun i kosmetik­branchen, hvor hun først var sælger og træner for Mary Quant, før hun i 1983 stiftede Sæther og begyndte at distribuere Mary Quant.

Andre mærker kom til, og det store gennembrud blev Clarins, der valgte det unge mærke som sin distributør, og nu står Sæther med sine 60 mærker og 200 ansatte bag en stor del af de mærker, man kan købe i landets stormagasiner og Matas-forrretninger.

Da hun fyldte 60, besluttede hun sig for at sælge firmaet og solgte først halvdelen af sit firma til tyske Gebr. Heinemann – og i slutningen af 2007 resten af firmaet. Men hun blev ved med at arbejde som bestyrelsesformand, hvilket på ellinorsk betød, at hun stadig var på kontoret i Farum mere end fuld tid, og da det gik op for hende, at planerne for Sæthers fremtid ville få vidtrækkende konsekvenser for hendes ansatte, købte hun firmaet tilbage. Hun ejer det stadig.

Hun er en skrap type, svær, grænsende til umulig at interviewe, hun vil helst bestemme, hvad samtalen drejer sig om, og det skal ikke være hende selv, men firmaet, de ansatte, mærkerne. Hun er bestemt som få, og når man har set hende få omrokeret samtlige businessrækker i et overbooket SAS-fly, glemmer man ikke fornemmelsen af, at her er en kvinde med en jernvilje og en vane med at få den. Når tingene er rigtigt svære, foretrækker hun at gå til møder selv, og hun har i et interview fortalt, hvordan en af hendes sekretærer kun holdt tre dage på posten. Selv om hun var ude at rejse to af dagene. Som Ellinor Sæther selv sagde:

»Der findes mennesker, som ikke kan holde mig ud.«

Men der findes også en Ellinor Sæther, der – selv om hun næppe vil indrømme det – er omsorgsfuldheden selv. Når de mennesker, hun virkeligt sætter pris på det, har brug for hende, er hun der – med alt hvad hun har og kan, og hun har midt i al sin bestemthed også en lydhørhed for andre, så det er hende, der bemærker, at den ansatte på lageret ser lidt nedtrykt ud. Og får styr på hvorfor og får det ordnet.

Hun er gift med advokat Søren Tage Sørensen. Parret bor i Vedbæk i Nordsjælland, men har et hus i Italien og i Skagen. Hun er glad for at dyrke sin have, for at lave mad – og for sit arbejde. Derfor bliver hun ved. Hun er holdt op med at tale om, hvornår hun skal pensioneres.Sarah Skarum

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.