Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 1. juni

Høj penselføring og kulørte lamper

Tal R er blevet kaldt for TALentfuld Revolution. Og nu udstiller han på selveste Louisiana.

Tal Rosenzweig i sit atelie »Paradis« i Nansensgade sammen med hunden Fanny. Foto: Linda Kastrup
Tal Rosenzweig i sit atelie »Paradis« i Nansensgade sammen med hunden Fanny. Foto: Linda Kastrup

Det må være en stor gave for en – i morgen – 50-årig dansk billedkunstner, at Louisiana denne sommer viser en udstilling med ham, der, skønt ikke retrospektivt ophængt, giver et tilbageskuende indtryk af hans værker gennem de sidste to årtier.

Og det må være en endnu større gave, at kunstmuseet i Humlebæk, der ikke i udpræget grad har tradition for at prioritere dansk kunst, sådan set har fulgt Tal R i en årrække og jævnligt erhvervet billeder af ham.

Tal Shlomo Rosenzweig udstillede første gang på Louisiana i 1997. Ved den lejlighed deltog han i en gruppeudstilling, der var et forsøg på at give et billede af regionens billedkunst på det tidspunkt. Et billede blandt mange mulige, men dog en god introduktion til samtidskunsten i slutningen af 1990erne.

Forinden havde Tal R vist sine billeder i nogle mindre udstillingssteder og fremsynede gallerier, men blev hurtigt inviteret af nogle af kunstmuseerne – først Horsens’ og dernæst Holstebros - til at vise separatudstillinger.

Tal R blev uddannet på Kunstakademiet i sidste halvdel af 1990erne – og har siden efterfølgende selv undervist som professor ved Akademiet i Düsseldorf. Men som man kan se på Louisianas udstilling, er Tal R ikke en udpræget akademisk maler. Han kan selvfølgelig sin kunsthistorie, og han har sine referencer til andre malere gennem tiderne – men om noget er Tal R fabulerende og farverig.

Nogle af billederne kan være inspireret af tilfældige oplevelser af mennesker på gaderne, og flere serier tager motivisk afsæt i facader til steder, hvor lasterne dyrkes. Det hele fortalt med hyppig anvendelse af stærke kulører, grov figuration og høj penselføring. Altså netop ikke hvad der som regel forstås med et intellektuelt maleri. Så når udstillingen på Louisiana hedder »Academy of Tal R«, er det måske snarere livets skole, Tal R tænker på. Og Tal R kunne så i anledning af dagen kaste blik og tanker tilbage på sin egen akademitid, hvor det gjaldt om at finde ud af, hvad det i grunden var, han selv ville, når det nu var billedkunst, han ville arbejde med.

At det har været et godt valg, er der meget, der tyder på. Tal R har udstillet på museer og i velanskrevne gallerier både ude og hjemme. Ude og hjemme er han også repræsenteret i væsentlige samlinger. I London blandt andet i Charles Saatchis, og Saatchi er en samler, der har sans for, hvad der bliver til succeser.

Det havde Statens Kunstfond også, da institutionen i 1999 tildelte Tal R det treårige arbejdslegat. Siden har han modtaget blandt andet Eckersberg Medaillen og et legat fra Carnegie Art Award, der var en meget stor skandinavisk kunstpris indstiftet af den svenske investeringsbank af samme navn.

Louisianas udstilling med Tal R kan ses til 10. september. Derefter vises den på det fremragende kunstmuseum, Boijmans van Beuningen, i Rotterdam. Forlaget Permild & Rosengreen udgiver under titlen »Snö« en bog med 32 stentryk fremstillet hos det grafiske værksted Hostrup-Pedersen & Johansen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.