Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
40 år 14. oktober

Hendes sarte sange fæstner sig langsomt i lytteren

Tina Dickow har på sine egne præmisser spillet sig op i dansk pops superliga.

Tina Dickow bor i Reykjavik med mand og tre børn. Foto: Torben Christensen
Tina Dickow bor i Reykjavik med mand og tre børn. Foto: Torben Christensen

Du ka’ ta’ pigen ud af Aarhus / med en drøm om at bli’ fri / men du ka’ ik’ ta’ Aarhus ud / ud af den hér pige«. Sådan lyder refrænet i Tina Dickows hjemstavnssang »Pigen Ud af Aarhus« fra 2015, der var den århusianske sangskrivers første forsøg udi at skrive på sit modersmål.

Teksten rummer et rammende portræt af sin ophavskvinde. For nok har der fra starten været internationale ambitioner og en markant accentuering af udlængsel i Dickows sange, men samtidig har de altid haft en midtjysk jordbundenhed over sig. Dickow skriver ikke sange med store armbevægelser, de er snarere sarte og personlige størrelser, der langsomt fæstner sig i lytteren.

Dickow er opvokset i Aarhus-bydelen Åbyhøj. Musikinteressen tog til, da hun i 8. klasse kom med i kopibandet M.E.L. Siden tog hun 10. klasse på Sejergaardsskolens Musikefterskole i Tølløse. Mens hun gik i 3. G på Aarhus Statsgymnasium fik hun en rolle i TV-serien »Karrusel« (1998), hvor hun spillede over for Peter Steen og Michael Falch.

Det medførte tilbud om andre roller, men musikken trak mere i hende end skuespillet. Efter gymnasiet studerede hun kortvarigt religion på universitetet, inden hun blev optaget på musikkonservatoriet i Aarhus. Hun droppede dog ud for at forfølge drømmen om at blive professionel musiker.

I 2001 udsendte hun på sit eget selskab debuten »Fuel«, som fik ros fra kritikerne. Året efter flyttede hun til London, hvor hun blandt andet samarbejdede med producerduoen Zero 7 og skrev sange til sit næste album »Notes«. Sammen med Steffen Brandt indsang Dickow i 2004 en duetversion af Leonard Cohens klassiker »Hallelujah« til hyldestalbummet »På Danske Læber« med danske fortolkninger af Cohens sange.

Det brede gennembrud kom i 2005 med det tredje album »In the Red« og blev yderligere understreget med efterfølgeren »Count to Ten« fra 2007.

De udspil sendte Dickow op i dansk pops superliga. I 2008 mødte hun sin kommende husbond, islandske Helgi Jónsson, og spillede på Orange Scene på Roskilde Festival. Siden har fulgt adskillige udgivelser og turneer, der har medført tiltagende succes på hendes egne præmisser i både ind- og udland.

Både privat og professionelt er Dickow stadig i fuld vigør.

I januar fødte hun sit og Jónssons tredje barn, og i juni spillede hun albumkoncerter i anledning af tiåret for hovedværket »Count to Ten«. Til november tager hun på soloturné rundt om i landet, og til december runder hun året af med at spille en eksklusiv koncert i Hamborgs nye koncertsal, Elbphilharmonie.

Man må sige, at det er gået Aarhus-pigen ret godt med at udleve sin drøm.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.