Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 1. april

Han laver film for det store publikum

Filmproducer Regner Grasten har aldrig lagt skjul på, at han ønsker at sælge billetter. Det betyder dog ikke, at han undgår instruktører med kunstneriske ambitioner.

Arkivfoto: Liselotte Sabroe
Arkivfoto: Liselotte Sabroe

Under filmfestivalen i Cannes i 2009 havde undertegnede reporter et fast ritual under interviews med filmfolk. Alle blev bedt om at aflevere den kortest mulige og mest slagkraftige salgstale for den film, de netop var i færd med at producere eller planlægge. Det er det, der kaldes en »pitch« i filmbranchen, og de fleste kunne opsummere deres projekt i tre-fire sætninger.

Ingen greb dog lejligheden til at sælge deres film med så stor entusiasme som filmproducenten Regner Grasten, der ved siden af Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen må være landets mest kendte filmbagmand.

Jeg husker ikke den nøjagtige ordlyd af Regner Grastens pitch, men den drejede sig om »The first time« – hans egenproducerede amerikanske udgave af hans danske kæmpehit »Kærlighed ved første hik«. Og pitchen blev noget i stil med »Stor succes i Danmark = stor succes i USA«.

»Kærlighed ved første hik« solgte flere hundredtusinde billetter, mens den amerikanske udgave, »The first time«, blev ramt af den hårde amerikanske alderscensur, og kun solgte omkring 5.000 billetter i USA.

De voldsomme udsving kendetegner Regner Grastens lange virke som filmproducent. Det ene år slår han alle biografrekorder med film som »Hvidsten Gruppen« for dernæst at ramme ved siden af med en film som »Tarok«, der solgte 100.000 billetter. Nu om dage ville 100.000 være pænt for en gennemsnitlig dansk film, men det er ikke nok for Grasten, der aldrig har lagt skjul på sine ambitioner om at nå ud til så mange som muligt.

»Billetsalget betyder alt. Hvis filmproducenter siger noget andet, så lyver de. Hvis du vækker en hvilken som helst filmproducent midt om natten, og vedkommende ikke er briefet til at sige noget politisk korrekt, vil alle svare »at sælge billetter« på spørgsmålet om, hvad de allerhelst vil,« sagde Regner Grasten til BT for nogle år siden.

Den i dag 60-årige filmmand har sammenlignet sig selv med Muhammed Ali, og det er ikke helt ved siden af. Nogle gange er han ude i tovene, men så snart der viser sig en åbning, vender han tilbage. Og selvom filmkritikerne jævnligt holder hans film op mellem to fingre og rynker på næsen, er der ingen tvivl om, at de er blevet set.

Det gælder eksempelvis »Krummerne«-filmene, der siden 1991 har trukket store mængder af forældre, bedsteforældre og børn i biografen, og som bliver ved med at finde et nyt publikum, når de vises af Danmarks Radio.

Samtidig har Regner Grasten hyldet den kunstneriske film i Danmark, og har eksempelvis hyppigt rost Lars von Triers filmeksperimenter.

For ikke mange uger siden kritiserede han tilmed i Berlingske Det Danske Filminstitut for ikke at gøre nok for vækstlaget af talenter i Danmark og for at skele for kraftigt til potentialet for billetsalg.

»Hvis vi bare laver det, der gik godt sidst, så gider publikum ikke være med mere. Det er dødsensfarligt for filmbranchen,« sagde Regner Grasten, der selv satte en helt uprøvet Anne-Grethe Bjarup Riis til at instruere »Hvidsten Gruppen«.

Om han selv har overholdt sin regel om ikke at gentage succesformlerne, er vel et spørgsmål om definition, men det kan ikke nægtes, at han har sat en endegyldig stopper for sin længstvarende succes, nemlig »Anja og Viktor«-filmene. Filmene handler om to, der elsker hinanden, og endnu en film ville, ifølge produceren, kunne ende med et flop og sætte en plet på en af dansk films mest indbringende franchises. Kræfterne blev i stedet lagt i en ny børnefilm, »Villads fra Valby«, der havde premiere sidste jul og fik varme anmeldelser fra blandt andre Berlingskes Louise Kidde Sauntved.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.