Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 22. april

Han har rusket op i DLG

Kristian Hundebøll har forvandlet DLG fra et konglomerat med mange virksomheder til en veltrimmet koncern, der i dag er en af Europas største landbrugsvirksomheder.

Kristian Hundebøll, CEO i DLG.
Kristian Hundebøll, CEO i DLG.

Kristian Hundebøll ved, hvad der foregår i hjørnerne af Dansk Landbrugs Grovvareselskab. Som øverste direktør for en af Danmarks største virksomheder har han trimmet og moderniseret og uddelegeret ansvar til sine chefer, for han er ikke en egocentreret »her-kommer-jeg-mand«, men en strategisk tænkende administrerende direktør, der internt i virksomheden er kendt for at være viljestærk, målrettet og strategisk og til at skabe netværk og relationer til andre mennesker.

Danske fødevare- og landbrugsvirksomheder har flere dygtige kommunikatorer blandt sine topledere. Hundebøll er en af dem. Han er dog i modsætning til f.eks. Arlas topchef, Peder Tuborgh, langtfra så profileret i medierne.

Da den statskundskabsuddannede Kristian Hundebøll i 2001 blev ansat i DLG, var hans første store opgave at gøre en lettere støvet, dansk grovvarevirksomhed international. I næsten et år rejste han Nordtyskland tyndt for at kortlægge den lokale grovvarebranche, og året efter lykkedes det DLG at få foden indenfor med investeringer i en lille familiedrevet virksomhed.

Det blev startskuddet på en ganske imponerende international vækst for DLG. Her næsten 13 år senere kommer 60 pct. af DLG’s omsætning, der sidste år nåede 54,5 milliarder kr., fra Tyskland. Det er det bedste resultat nogensinde.

Kristian Hundebøll står i dag i spidsen for 7.400 medarbejdere i 11 lande, og DLG er en af Europas største landbrugsvirksomheder og et konglomerat inden for husdyrernæring, plantedyrkning, vegetabilske produkter og service og energi.

Mange virksomheder har ingen succes, fordi lederne ikke har mod nok. Derfor er man nødt til at skifte dem ud. Ellers når virksomheden ikke sine mål. Det har Kristian Hundebøll mange gange sagt internt i DLG til medarbejderne.

Han har skiftet en række chefer ud, hvilket ikke var kutyme under hans forgænger, Asbjørn Børsting, der næsten aldrig fyrede nogen. Hundebøll har også haft modet til at få lukket eller solgt rigtig mange forretninger, bl.a. Samsø Konserves, som ikke passer ind i DLG.

Han har også indrømmet, at DLG har begået fejl, og har fået rettet op på og slanket organisationen. Engang købte DLG virksomheder op, hvis de var billige. Det er livet for kort til, hvis man hedder Kristian Hundebøll. Han vil hellere investere i velsmurte virksomheder, der giver god indtjening. Han har transformeret DLG fra et konglomerat med mange virksomheder, der ikke havde noget med hinanden at gøre, til en veltrimmet koncern. Det kan kun skabe respekt.

Karrieren i DLG startede som direktionsassistent for den tidligere koncernchef. Siden blev han direktør og vicekoncernchef, og for tre år siden overtog han posten som koncernchef.

Det hjalp ham godt i det landbrugsejede DLG, at hans forældre havde haft virksomheden Dangrønt ved Aars i Vendsyssel, der tørrede græs. Kristian Hundebøll, der er født i Hjørring, har mange gange i sine sommerferier, mens han gik i gymnasiet og læste på universitetet i Aarhus, kørt grønthøster og høstet græs hos landmænd.

Den jyske akademiker faldt efterhånden til i DLG, om end han løb ind i begynderknubs i mødet med de mange agronomer og nogle af de bryske og kontante landmænd. Den type landmænd kan nemlig have kort lunte.

Der hersker en stoisk ro over Kristian Hundebøll, som aldrig skælder og smælder. Han er på den ene side en pæn og beskeden mand, der er behagelig at være sammen med. Men han kan også være en hård hund og kontant – og tage svære beslutninger – når det er nødvendigt.

Både som erhvervsleder og privatperson er han fascineret af, hvad der rører sig uden for Danmarks grænser. Det har været kendetegnende for DLG’s investeringer i udlandet, at selskabet har indgået partnerskaber og fusioner med andre firmaer.

Kristian Hundebøll er gift med lektor Jeanett Christensen. Parret, der har to børn, bor i Allerød.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.