Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år

Fra dogme til dollars

Anthony Dod Mantle er medopfinder af dogmebølgens visuelle udtryk og har de seneste år produceret film i USA. Oliver Stone er seneste samarbejdspartner.

Anthony Dod mantle vandt en Oskar for sit arbejde på »Slum Dog Millionaire«. Arkivfoto: Martin Sylvest Andersen
Anthony Dod mantle vandt en Oskar for sit arbejde på »Slum Dog Millionaire«. Arkivfoto: Martin Sylvest Andersen

Lars von Trier var geniet, der skabte idéen om kyskhedsløftet, der gav os en stribe originale dogmefilm fra 1998 og i årene derefter. Der stod i kyskhedsløftet, at kameraet skulle være båret, men det var en heldig og lykkelig omstændighed, at der netop på det tidspunkt kom en ny slags små meget lette DV-kameraer frem.

Det tog den i Skotland fødte og i Danmark filmfotografuddannede Anthony Dod Mantle - 60 år 14. april - til sig, og han holdt fast i dem, selv om man fra produktionens side foreslog større kameraer kun en uge før optagestarten på »Festen«. Thomas Vinterbergs film blev som bekendt – sammen med Lars von Triers »Idioterne« – rambuk for dansk films ny guldalder på filmfestivalen i Cannes i 1998, og resten er filmhistorie.

Siden kom Dod Mantle til at betyde meget for Lars von Triers film, selv om de endte med at blive uenige om udtrykket i »Antichrist« og ikke siden har arbejdet sammen. Det var lige netop på det tidspunkt at Dod Mantle for alvor havde fået vind i sejlene i udlandet. Allerede i 2002 havde han fotograferet Danny Boyles energiske zombiefilm »28 Days Later«. Siden fik han en Oscar for sit arbejde på »Slumdog Millionaire« og arbejdede også på »127 Hours«.

Når man noterer sig, at Anthony Dod Mantle har fotograferet en film, kan man godt være sikker på, at der er spændende landvindinger i vente i biografen. Han søger eksperimenterne og vil helst ikke gentage sig selv. Omvendt siger han også, at det visuelle ikke må tage magten fra det samlede udtryk. Fotografiet skal ses i sammenhæng med skuespillerne, kameraet og lyssætningen.

Dod Mantle vurderer de tilbud, der kommer ind, meget nøje. Til denne skribent sagde han i 2008:

»Jo større en film er, jo koldere kan den være. Jeg skal nå det samme, men kan risikere at få opringninger fra mennesker, som jeg ikke engang har mødt, og i værste tilfælde kan man blive fyret. Det har selv de allerbedste fotografer prøvet. Derfor er jeg varsom med at tage noget stort bare for at gøre det. Det kræver held og modige satsninger at få en lang og stabil karriere som fotograf i udlandet.«

Det har Dod Mantle mildt sagt fået siden. Ron Howards »Rush« var et eminent tidsbillede fra 1970erne og der er i øjeblikket endnu en film på vej for Howard. »I havets hjerte« kommer i biograferne først i 2016, og handler om en kaskelothval, der i 1820erne tvinger et lille skib til at blive på havet i 90 dage.

Netop nu fotograferer Anthony Dod Mantle Oliver Stones »Snowden«, der formentlig når at få premiere inden året slutter. Og den internationale karriere ser ud til at kunne vare længe endnu, selv om Dod Mantle nu runder de 60 år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.