Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år

Filmbyens nøgne borgmester

Peter Aalbæk Jensen er en af de mest farverige personligheder i den danske filmbranche.

Peter Aalbæk Jensen
Peter Aalbæk Jensen

8. april fylder Zentropa-direktør, Peter Aalbæk Jensen, 60 år, og den digitale invitation til den fælles fødseldagsfest, som han holder i Avedøre sammen med sin mangeårige kunstneriske makker, filminstruktøren Lars von Trier, fortæller mere om parret end de berømte 1.000 ord ville være i stand til.

Invitationen består nemlig af en kort film, hvor Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier springer nøgne i Zentropas svømmepøl, mens de giver hinanden courage til det kolde vand ved at holde hånd. Derefter klippes til undervandsbilleder, hvor man kan granske de to mænd boltre sig i slow motion, så deres genitalier danser yndefuldt som søpølser.

Om Lars von Trier fortælles det, at han selv ved lejlighed har ladet bukserne falde, når han skulle få skuespillere til at slappe af før optagelser af nøgenscener. Så kunne man komme på bølgelængde, men det har givetvis også bragt nogle talenter ud af fatning. Hvilket så har givet instruktøren den psykologiske upper hand i samarbejdet.

Den samme metode har Peter Aalbæk Jensen så at sige brugt gennem årene, når han skulle falbyde Zentropas film på indenlandske og udenlandske markeder. Direktøren har sikkert været indbegrebet af jovialitet og hygge, når han hev potentielle filmkøbere med i dampbad. Mon ikke varmen og nøgenheden har gjort nogle mere føjelige under forhandlingerne? Medmindre de har været skrækslagne, som da Zentropa-direktøren hældte vodka på ovnen, så stikflammerne sprang til alle sider.

Når Peter Aalbæk Jensen udtaler sig, har han en evne til både at blotte sig og samtidig lukke diskussionen. Sidste år lagde han eksempelvis injuriesag an mod BT-journalisterne Simon Andersen og Morten Mærsk for deres påstand om, at Zentropa-direktøren skulle have stukket filmstøtte i egen lomme. Hans forklaring for sagsanlægget var ganske enkel:

»Jeg vil have hævn!«

En total blotning af følelser, som danskere normalt nødigt vil indrømme. På den anden side var der jo så heller ikke mere at forklare.

Fra første færd blev Zentropas film til i en slags vanvidszone af kreativitet og kaos, og i mange år lykkedes det så godt, at en hel Verden blev forført.

Hver eneste ny Lars von Trier-film, fra kæmpehittet »Breaking the Waves« til den universelt forhadte splatterfilm »Antichrist« fik verdenspressens fulde opmærksomhed i en grad, der sjældent tilstås film af et så særegent kunstnerisk tilsnit.

En del af æren for denne årelange præstation tilkommer givetvis Lars von Triers eget flair for showmanship, men også Peter Aalbæk Jensens instinkt for omtale har skubbet filmene frem i søgelyset. Som da han fik filmjournalister til at hoppe påklædte i sin svømmepøl mod til gengæld at tilbyde et interview med Hollywood-legenden Lauren Bacall.

Det er ganske vist ikke alle historierne om Peter Aalbæk Jensen, der fremstiller ham lige sympatisk. I Anne Mette Lundtoftes bog om filmselskabet fra 2012 fortælles om Peter Aalbæk Jensens excentriske behandling af en 21-årig ansat, der falder i unåde, fordi hun frabeder sig et nøgenbad med ham og en anden praktikant. Zentropa-direktøren har aldrig ønsket at kommentere denne eller andre af bogens påstande, men har tværtimod opfordret Anne Mette Lundtofte til at give den hele armen.

Det er i dag sjældent, at Zentropa laver så vilde eksperimenter som i dogmefilmenes storhedstid. I stedet satses der på publikum-hit som »En kongelig affære« og den premiereaktuelle »Der kommer en dag«. Peter Aalbæk Jensens bramfrihed er dog helt intakt.

»Vi har ikke en skid til rest af den pionerånd, der startede selskabet. Det er 22 år siden. Den er for længst forsvundet,« sagde den nu 60-årige Peter Aalbæk Jensen for et par år siden til dagbladet Information.

Så har han selv sagt det. Og dermed er der ingen andre, der har anledning til at beskylde ham for samme.

Når Peter Aalbæk Jensen en dag ikke længere gider at markere sig som profil i filmbranchen, vil der blive skruet væsentligt ned for den til tider cirkusagtige hype, som branchen nærer sig af. Det vil blive en lettelse for mange, såsom Det Danske Filminstitut, der har været skydeskive for Zentropa-direktøren i en hel del år. Men branchen vil som helhed også blive væsentligt mere kedelig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.