Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 28. januar

Erhvervsmanden der ville give noget tilbage

Peter Kürstein, der er bestyrelsesformand i Radiometer, har fået tid til også at kaste sig over et personligt drømmeprojekt i Myanmar.

Peter Kürstein.   Foto: Jens Nørgaard Larsen
Peter Kürstein.   Foto: Jens Nørgaard Larsen

Han er kendt som en passioneret og sympatisk erhvervsmand. I over 30 år har Peter Kürstein arbejdet for Radiometer, der producerer måleudstyr til sundhedsindustrien. I 11 år var han topchef, men i september sidste år forlod han direktørposten for at sætte sig for bordenden i bestyrelsen som formand i virksomheden.

Peter Kürstein, der nu fylder 60 år, arbejder nu en uge om måneden for Danaher og Radiometer globalt og rejser både til Japan og Indien på vegne af virksomheden. Den nye og friere rolle har også givet plads til mere personlige projekter, hvor det handler om noget andet og mere end forretningsstrategi og resultatjagt alene. Peter Kürstein vil efter en lang karriere, der har gjort ham velhavende, gerne give noget tilbage til andre, der ikke har så meget som han selv.

Han er eksempelvis gået i gang med et personligt projekt, som handler om at udvikle sundhedssystemet i det meget fattige sydøstasiatiske land Myanmar, det tidligere Burma.

»Jeg vil vældig gerne prøve at se, om jeg kan bidrage til at udvikle sundhedsvæsenet i Myanmar. Det er lidt af et drømmeprojekt, som er meget udefineret og det er det, der er idéen i det: At gå fra en meget struktureret tilværelse og så prøve noget nyt. Jeg vil derud og snakke med nogen, der kender Myanmar. Derfra vil projektet så materialisere sig og så kan jeg bruge lidt energi på det,« sagde Peter Kürstein i efteråret til TV2 Finans, i forbindelse med, at han stoppede som topchef i Radiometer.

Det er ikke det eneste projekt, der får ham til at skille sig ud fra de mange topchefer, der går bestyrelsesvejen, når de nærmer sig de 60.

Han er med i bestyrelsen for Dansk Børne Astma Center, som er blandt de førende inden for forskning i astma til børn. Han sidder også i bestyrelsen for Eperimentarium og for ngo’en One Life, der hjælper ildsjæle med bistandsprojekter i Afrika og Asien.

Siden 1995 har han siddet i bestyrelsen for Foss, familievirksomheden i Hillerød, der producerer højteknologisk analyseudstyr til fødevareindustrien. Han blev formand efter Nils Foss og sad i formandsstolen 2006-2011 indtil Nils Foss’ søn, Peter Foss, overtog formandsposten.

Kürstein er i dag nære venner med Peter Foss. På den private front omgås han bl.a også den tidligere Mærsk-redder, Danske Bank-topchef og nuværende direktør for Novo A/S, Eivind Kolding.

Han blev født på Frederiksberg i 1956 og startede som ung på polit-studiet, som han dog aldrig fik gjort færdigt. I stedet færdiggjorde han sin uddannelse på Harvard i USA. Det var også i USA, han fik sit første job, nemlig i medicinalgiganten Pfizer, her arbejdede han nogle år inden Radiometers stifter, John Schrøder, ansatte ham i 1985 som divisionschef. Da Danaher købte Radiometer i 2004 og Johan Schrøder gik på pension avancerede Peter Kürstein til adm. direktør.

Når han ikke rejser Jorden rundt med arbejde eller personlige drømmeprojekter opholder han sig i sit hus i Charlottenlund eller sommerhusene i Smidstrup Strand og Mallorca. Han bruger også en del tid på at gå på jagt bl.a. i Afrika. Det foregår både med venner og ind imellem med de to sønner, Paul og Frants, som er hhv. 18 og 20 år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.