Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år

En driftig balletchef

Som balletchef i Tivoli bruger den tidligere solodanser, Peter Bo Bendixen, både sit kunstneriske og organisatoriske talent. 12. april fylder han 50 år.

Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli.   Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli.   Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Lige siden Peter Bo Bendixen i 2006 tiltrådte som balletchef i Tivoli har han sat godt gang i havens forskellige balletaktiviteter. Han blev headhuntet til jobbet kort tid efter, han havde nået pensionsalderen som solodanser i Den Kgl. Ballet, og målet var da netop også, at han skulle udvikle dansen i Tivoli.

Uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole blev Peter Bo Bendixen i 1983 ansat i Den Kgl. Ballet, hvor han som 20-årig fik den store chance, da John Neumeier gav ham titelrollen i sin ballet »Amleth«. Det blev springbrættet til tre kunstnerisk meget givtige år hos Neumeier i Hamburg Balletten, inden Peter Bo Bendixen vendte tilbage til Kgs. Nytorv.

Hjemme igen blev den elegante, mørke danser med den stærke maskuline udstråling i 1991 udnævnt til solist og to år senere til solodanser. Hans talent spændte vidt i såvel det klassiske som moderne repertoire. Han dansede bl.a. Albrecht i »Giselle«, Struensee i »Caroline Mathilde« og Romeo i »Romeo og Julie«, og han gav glød til sine mange roller i Bournonville-repertoiret, inklusive Gennaro og Golfo i »Napoli«.

Udstyret med et godt iværksættergen og organisationstalent begyndte Peter Bo Bendixen i slutningen af 1990erne at præsentere verdensballet på Frederiksborg Slot i Hillerød og arrangere stort anlagte gæstespil i USA, Sydamerika og Sydafrika med sine kammerater fra Den Kgl. Ballet. Det gav ham et godt internationalt netværk, der i dag kommer Tivoli til gode, når han arrangerer internationale ballet- og dansegæstespil. Til sommer gælder det kompagniet Pilobolus fra USA.

Men han har ikke mindst skabt fornyelse og højnet det kunstneriske niveau på Pantomimeteatret. Her opsætter han blandt andet værker af Bournonville, men præsenterer også nye koreografier og har denne sommer indbudt Tim Rushton, Sebastian Kloborg og Tim Matiakis til at kreere nye værker. Et af Bendixens mål for Pantomimeteatret er at gøre ballet som kunstart tilgængelig for et bredt publikum.

 

På Pantomimeteatret har han flere gange samarbejdet med dronning Margrethe i forbindelse med H.C. Andersen-balletter, og da han i 2012 koreograferede sin første helaftensballet, »Nøddeknækkeren«, til Tivolis Koncertsal, var det med scenografi og kostumer af Majestæten. For to år siden etablerede han Tivoli Ballet Skole, der i dag har over 200 elever.

Privat er Peter Bo Bendixen en engageret far og ægtemand, der værdsætter tid med familien i sommerhuset i Nordsjælland. Sammen med hustruen, Julie Engberg, har han sønnen August på 14 og datteren Ophelia på 11 år.

Fødselsdagsfejringen er foreløbig udskudt på ubestemt tid, da August skal konfirmeres på sin fars runde fødselsdag, »og det skal kun være hans dag,« siger Peter Bo Bendixen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.