Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 7. april

En blæksprutte der elsker riiigeligt med smør

Adam Price har succes både foran og bag kameraet. Og ikke at forglemme programmerne om mad.

Adam Price har haft succes med mange ting blandt andet mad og som manuskriptforfatter på TV-serier. Foto: Andreas Beck
Adam Price har haft succes med mange ting blandt andet mad og som manuskriptforfatter på TV-serier. Foto: Andreas Beck

Danskerne er vilde med Adam Price – i hvert fald hvis man ser på, hvordan danskerne modtager projekter fra den snart 50 årige manuskriptforfatter, TV-vært og restauratørs hånd.

Succeserne er mange, nævnt i flæng er Price idemand og forfatter på TV-serierne »Borgen«, »Anna Pihl« og »Nikolaj og Julie« (blandt flere), vært og TV-kok på mad-programmet »Spise med Price« (nu på 10. sæson) og ejer af en håndfuld populære restauranter (i København, Aalborg og Herning, foreløbig). En blæksprutte med arme i alle retninger.

Alene »Spise med Prices« program-facebookside bliver fulgt af knap en kvart million danskere, der engageret liker og kommenterer Adam Price og broderens, James Price, gøren og laden på skærmen. Som nu eksempelvis Eva Riis Petersen, en ivrig seer fra Ikast, der forleden ville vide, om det virkelig kunne passe, at »der kun er to afsnit i sæson 10?«

»Det synes jeg er dybt sørgeligt,« tilføjede hun.

Den familiære arv

Sørgeligt er tempoet hos Adam Price ikke. Mad-programmerne og restauratør-tjansen er ret beset nebengesjæfter, hans primære virke er arbejdet som manuskriptforfatter i produktionsselskabet SAM, som han ejer sammen med et par kolleger.

Det blev etableret oven på succesen med »Borgen«, der ikke alene trak danskere til skærmen, men også blev et internationalt hit og foreløbig er sendt i over 80 lande. Næste store drama-serie til DR er allerede under produktion, »Herrens Veje« hedder den, og får premiere til efteråret. I forbindelse med lanceringen af serien fortalte Adam Price til DR om, hvorfor det blev manuskript-skrivningen, teatret, TV og det kreative, der sejrede over det jura-studium, han brugte fire år på som ung.

»Der løber bare noget i årerne i den her familie, som ind imellem er en gave, og ind imellem er en pest, og som man er nødt til at forholde sig til.«

»Familien« er i denne forbindelse forældrene John og Birgitte Price, begge skuespillere og teaterpersonligheder, og at det er fra dem, at Adam Price – og i øvrigt også broderen, James, der er komponist og kapelmester – har den kreative åre, kan der næppe herske tvivl om. Og i øvrigt også mad-glæden. Faren, John Price, var en ivrig hus-kok og kogebogsforfatter, og brødrenes madprogram er en humoristisk hyldest til ham og hans liv som skuespiller, morskabsmand og bon vivant. Således har situations-komikken i de seneste par sæsoner af »Spise med Price« fået en mere fremtrædende plads, men det meste i programmerne steges dog stadig i »riiigeligt med smør«. Det gode, ædle liv er ej for kostforagtere eller hængemuler.

Brødrenes trofaste seer i Ikast, Eva Riis Petersen (og alle os andre) kan iøvrigt ånde lettet op. Fødselaren og hans lige så mad-begejstrede bror er ikke gået på TV-kur. Der kommer en ny sæson »Spise med Price« senere på året.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.