Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 6. januar

Den ukuelige spirrevip

Musiker, forfatter, performance­kunstner og meget andet, T.S. Høeg, har gennem årtier været et originalt indslag på diverse scener.

T.S. Høeg har optrådt på både etablerede og uetablerede scener. Foto: PR
T.S. Høeg har optrådt på både etablerede og uetablerede scener. Foto: PR

Han er her og der og alle vegne. Og det har han været i adskillige årtier. Ofte har han bevæget sig ud ad de alternative og avantgardistiske stier, men han er også blevet mere og mere synlig og værdsat i kulturlivets etablerede cirkler, hvor han med sin sans for overrumplende og dynamisk leg med ord og toner jævnligt er blevet hyret som konferencier, DJ, festivalåbner og hædersprisoverrækker.

Primært er han beskæftiget som saxofonist, komponist, forfatter og performancekunstner samt – som han selv udtrykker det – outertainer. Han er, elementært sagt, en ukuelig spirre­vip.

Nu har kært barn som bekendt mange navne, og det officielle er Thorsten Sehested Høeg. I forbindelse med de kreative udfoldelser er det så blevet til T.S. Høeg eller TS Høeg, undertiden Dane TS Hawk, ligesom han i den vidtfavnende vennekreds blot kendes som Thorsten.

Den unge Thorsten begyndte i 1974 at modtage saxofonundervisning af John Tchicai, og via sidstnævntes Festival Band kom han i kontakt med slagtøjsspilleren Pere Oliver Jørgens og guitaristen Søren Tarding, med hvem han i 1978 dannede den musikalsk vidtfavnende trio Cockpit Music, der fortsat eksisterer.

T.S. Høeg, som primært spiller på altsaxofon, lod sig også tidligt høre med punkbandet Sods – senere Sort Sol, og så dannede han i 1985 saxofonorkestret Somesax. Fra 1990erne har han jævnligt kunnet opleves som leder af det uortodokse big band, T.S. Hawk & His Great Mungo Dilmons. Sideløbende er det blevet til en lang række andre små og store ensembler.

Går sine egne veje

Hverken som instrumentalist, komponist eller orkesterleder synes T.S. Høeg at være bundet af etablerede musikformer eller traditioner. Han følger sine egne veje og byder på en musik, som rummer alverdens musikformer, og som bevæger sig i et personligt og ganske muntert sprog, der forekommer helt i tråd med de verbale remser, han også er mester i at skabe og fremføre.

T.S. Høeg, der tillige er kendt for sin helt specielle håndskrift, er i det hele taget en ordets mester, hvilket han siden 1980erne har fået dokumenteret i en lang række udgivelser med digte, noveller, dramatik, essays og romaner, og typisk fejrer T.S Høeg sin runde dag med en ny bog, »Très 60«.

T.S. Høeg, der også besidder en betragtelig viden om jazzens historie og stilarter, bliver naturligvis fejret på behørig vis med en koncert i aften i Jazzhouse. Her kan man opleve Dane TS Hawk & his Altophonians, hvilket vil sige et ensemble af ni altsaxofonister og dertil fødselarens big band, Dane TS Hawk & his ­Great Mongo Dilmuns samt en kvintet under ledelse af trommeslageren Kresten Osgood.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.