Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
70 år 27. marts

Den ægte danske europæer

Jens-Peter Bonde var som parlaments-medlem i tre årtier en mester i at finde svag-hederne i EU – og han brænder stadig for sagen, nu meget mere positivt.

Jens Peter Bonde stod i mange år i spidsen for den danske EU-modstand. Foto: Linda Kastrup
Jens Peter Bonde stod i mange år i spidsen for den danske EU-modstand. Foto: Linda Kastrup

Man kan være uenig med ham, hvad mange også er, men man kan ikke fratage møbelhandlerens søn fra Aabenraa, at han skal tages seriøst, når det gælder EU.

Selv om det er ti år siden, Jens-Peter Bonde forlod sin plads gennem 29 år i parlamentet, er hans engagement i og om unionen stadig respektindgydende.

I dag passerer han de 70 stadig med varme tanker for Europas fremtid. Dog er det ikke den samme Jens-Peter som i de viltre pioner-år, idet han efter »sit livs nat« ved afstemningen 1992 om Maastricht-traktaten gik fra at være indædt modstander til at være kritisk tilhænger og reformator. Fra Folkebevægelsen mod EU til JuniBevægelsen.

Med sig i bagagen har han sin sønderjyske identitet, der kan spores i sprogtone og historisk arv:

»Når jeg var færdig med min morgentur som avisbud for Jydske Tidende og skoletiden, besøgte jeg ofte den radikale politiker og journalist, Ingeborg Refslund Thomsen. Hun var datter af fremmedårenes sønderjyske talsmand, H.P. Hanssen, og jeg sugede til mig af slægtens historie.

Specielt H.P. Hanssens gerning blev en ledetråd. Selv om han ene mand repræsenterede danskheden i den tyske rigsdag, så omgikkes han alle i Berlin, modstandere eller ej, og kunne spille kort med dem. Resultatet var, at han næsten altid kunne få medhør. Dén filosofi tog jeg med til EU og kunne derfor skabe kontakter overalt blandt politikere og embedsmænd.«

Jens-Peter Bondes politiske vej gik fra at være formand for Konservative Gymnasiaster på Aabenraa Statsskole til at danne en ditto radikal gruppe og beholdt status på statskundskabsstudiet på Aarhus Universitet. Eksamen kom ikke i hus, fordi han ved siden af praktiserede journalistik på byens S-avis, Demokraten, hvor også Ulla Terkelsen huserede.

Som medarbejder på og redaktør af det EF-kritiske medie, Notat, sprang han fra de radikale til en årrække hos kommunisterne.

»Fordi de var de mest rendyrkede modstandere, men jeg var ikke som sådan politiker for DKP.«

Jamen alligevel?

»Ja, og dét medlemskab har jeg da også fortrudt!«

Han har skrevet over 50 bøger, den seneste er »Hvad nu, EU?« sammen med en anden EU-kritiker og sønderjyde, historikeren Uffe Østergaard. Anmeldelserne har været delt. Her i avisen skrev Per Stig Møller (K) om bogens »10 bud på at redde Europa«:

»Vejen til dem er imidlertid snoet og rig på u-vendinger, hasarderede overhalinger og pludselige opbremsninger. Jeg tror ikke, jeg ville køre turen med dem ved rattet!«

I hjemmet i Skovbrynet ved Hareskoven er EU-debatten ekstra krydret, fordi hans viv gennem 32 år, Lisbeth Kirk, stadig er engageret i det respekterede onlinemedie EUobserver, som hun grundlagde i 2000.

De har også haft tid til at fostre tre sønner. Men noget er ændret i livsstilen: Modsat tidligere ingen reception i dag, tak.

»For jeg er jo ikke længere nogen offentlig person. Men jeg holder en privat fest med 130 venner og naboer - og har lige slæbt vinen hjem dertil. Ikke fra grænsekøbmænd, men såmænd fra Irma.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.