Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
30 år 9. april

Danmarks hurtigste kvinde

Sara Slott Petersen er indbegrebet af atletik på højt plan. Hun har vundet den eneste kvindelige atletikmedalje ved et OL siden 1948. Vendepunktet i hendes karriere var sønnen, Tobias.

Sara Slott Petersen vandt sølv ved OL i Rio de Janeiro. Foto: Dylan Martinez
Sara Slott Petersen vandt sølv ved OL i Rio de Janeiro. Foto: Dylan Martinez

Man kan roligt sige, at løb har præget Sara Slott Petersens liv. Gennem ungdommen kæmpede hun på atletikstævner, og en stor del af resten af tiden gik med træning, træning og træning. Hun kunne træne sig til gode resultater, men for at komme helt til tops i 400 meter hækkeløb, som er hendes hoveddisciplin, skulle der andre metoder til.

Forløsningen, der bragte hende til tops, kom ikke via mere træning, men ved at få et barn. Sara Slott Petersen havde brug for andet indhold i livet, end det, der foregik på atletikbanen. Hun fødte en søn, og da hun genoptog træningen var hendes formkurve inde i en eksplosiv udvikling. Først vandt hun europamesterskabet i 400 meter hækkeløb i 2016 og senere samme år fik hun en sølvmedalje ved OL i Rio. Det var første gang en dansk kvinde har vundet en atletikmedalje siden OL i London i 1948 og allerførste gang i en løbedisciplin.

Da hun skulle forklare sin succes og den stigende formkurve, var sønnen en af de tungtvejende begrundelser.

»Og sådan har jeg det stadigvæk. Det er svært at præstere, hvis hele ens identitet og succes praktisk talt er på spil, når man står i startblokken. Da jeg fik et barn, gjorde det rigtigt meget for mig, og nu har jeg det sådan, at hvis det ikke går godt på banen, så er han der heldigvis stadig. Så er jeg stadig mor, og det er langt vigtigere end en medalje,« siger hun.

Det at få et barn som topatlet er ikke som et normalt barselsforløb. Sara Slott Petersen fortsatte med at træne helt op til to dage, før hun fødte, og hun holdt sig kun væk fra træningen i fem uger efter.

Hun har hele tiden haft meget fart på, og som barn og i ungdommen dyrkede hun både musik og anden sport som f.eks. fodbold, som hun godt kunne lide.

Men det blev hækkeløb, der kom til at dominere hendes karriere, og netop teknikken, der skal til for at komme rigtigt over hækkene og løbe hurtigt, er det, hun kan. Uden hække kan hun, som hun selv siger, ikke følge med.

»Atletikken begyndte jeg på, da jeg var 14 år, og da jeg blev 16 år, kom beslutningen om at fortsætte den vej. Det var der, jeg havde forholdsvis »let« ved at nå resultater,« siger hun.

For at nå toppen i atletik er der blevet trænet hårdt gennem årene, men det har dog ikke forhindret Sara Slott Petersen i næsten at være færdig med en kandidat i idræt. Og en anden ting, der har fået hende til at holde ved livet på atletikbanen, er såmænd enkelt.

»Jeg synes, det er skideskægt, og så har jeg et ret veludviklet konkurrencegen,« siger hun.

Med 30 år er hun ikke ung som hækkeløber, men det er heller ikke usædvanligt at nå toppen af ens formåen i den alder, så hun regner umiddelbart med, at hun måske fortsætter fem år endnu.

»Det er meget usikkert, det kommer an på, hvad kroppen siger til det. Det kan jo godt være slut om et år,« siger Sara Slott Petersen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.