Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Landsholdet har brug for et hierarki - eller bare mere Mikkel Hansen

Nu kan det hele jo stadig ende med at gå godt, og efter to sejre i de to første kampe, peger resultaterne i princippet direkte mod målsætningen om mindst en plads i semifinalen ved EM for det danske herrelandshold i håndbold. Men tvivlen nager nu alligevel. Har det kvaliteten til at nå langt?

I den første kamp mod Rusland gik der lang tid, før danskerne trak fra, og mandag aften var det reelt kun få minutter, der gjorde forskellen på succes og fiasko.

Ved pausen førte montenegrinerne, der er et af turneringens ringeste deltagere, med 16-14, og de danske spillere sad angiveligt og spurgte hinanden, hvordan i alverden de havde kunnet lukke så mange mål ind. Et tamt, tempoforladt og til tider kyst dansk landshold kom tilbage efter pausen og hev den tomålssejr hjem, der sikrede de nødvendige point. Men godt blev det aldrig, og i aften går Danmark ind til kampen mod Ungarn og videre til mellemrunden med tvivlen om, hvor godt holdet i virkeligheden er.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson er en grundig mand, der forbereder sig godt, og man må ikke være i tvivl om, at spillerne ved, hvad de skal, og hvad modstanderne kan, når de går på banen. Det er de forberedt på.

I nu to kampe har de bare ikke lignet et hold, der også havde energien til at udføre opgaven eller evnen til at stramme sig så meget an, som det er nødvendigt ved en EM-turnering. Det kan virke ubegribeligt, at man ikke kan præstere optimalt under de allervigtigste turneringer, men selv på et topsportshold er mentaliteten afhængig af, hvordan holdets fremmeste personligheder præsterer, og her virker det danske landshold sårbart.

Landsholdet er fuldt af dygtige spillere, men i de situationer, hvor spillet ikke fungerer, eller hvor der er brug for at ramme noget andet end de rigtige angrebsåbninger, er det ikke lige så stærkt som den foregående generation af landsholdsspillere med Joachim Boldsen, Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Lars Christiansen og Michael V. Knudsen, der alle var spillere med et vildt vinderinstinkt og en smittende energi.

Mikkel Hansen udgør på grund af sine fantastiske evner og en allerede pæn portion rutine sammen med anfører Niklas Landin den naturlige top i nutidens hierarki. Derefter er der et stort gab ned til de næste i den organisation, spillerne over en bred kam selv betegner som fladt, og når Mikkel Hansen som mod både Rusland og Montenegro virker både småfrustreret og opgivende, har vi et problem.

I sidste uge hørte jeg sidste sæsons guldtræner i fodboldens Superliga, Glen Riddersholm, fortælle om vigtigheden af et hierarki. Er det for fladt, er der ingen, der hverken lytter eller videreformidler, når der udstikkes ordrer. Der er på ethvert hold behov for spillere, der stikker ud, og som tager ansvar, både når det går godt, og når det går dårligt.

Den slags spillere søger enhver klubtræner efter med lys og lygte, og det er de allersværeste at finde. For landstrænere, der kun kan vælge blandt en enkelt nationalitet, handler det om at skabe hierarkiet af det materiale, der er til rådighed. Det er muligvis ikke lykkedes i tilstrækkelig grad på det danske håndboldlandshold.

Fra vores folk i Polen kan jeg forstå, at flere af spillerne købte præmissen om, at der nogle gange kan mangle spillere, der går forrest, når tingene er gået i stå, og at der kan være en tendens til, at spillerne begynder at se lidt triste ud.

De bærende kræfter, de rutinerede, de øverste i hierarkiet er ikke bare trænerens forlængede arm på banen, men også dem, der på egen hånd kan tage det initiativ, helt unge spillere ikke magter.

Mikkel Hansen har ofte vist, hvordan han selv kan hamre bolden i mål på afgørende tidspunkter, og mod Montenegro gjorde han det også en enkelt, meget afgørende gang. Men han skal gøre det oftere, og han skal løfte sit hold mere. Dét er hans største opgave ved dette EM.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.