Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»If you can’t join them, beat them«

Wales' Gareth Bale og Nordirlands Kyle Lafferty mødes lørdag.
Wales' Gareth Bale og Nordirlands Kyle Lafferty mødes lørdag.

Hvad skal en fodboldspiller eller en træner sige, når han bliver spurgt, hvad han synes om resultatet af EU-afstemningen hjemme i Storbritannien og Nordirland, mens han selv sidder på et podie ved EM et sted i Frankrig?

Han kunne tage stilling. Han kunne erklære sig tilfreds eller utilfreds med resultatet. Han kunne måske reflektere over, hvad det betød for engelsk eller europæisk fodbold som helhed, at arbejdskraftens fri bevægelighed efter Bosman-dommen også blev indført i fodboldens verden, så det ikke længere var lovligt at begrænse antallet af udenlandske fodboldspillere inden for de nationale forbund. Den engelske Premier League, som for håbefulde fodboldspillere i også Nordirland og Wales er det primære mål, er trods alt den liga i verden med flest udenlandske spillere på kontrakt. Måske kunne de endda have reflekteret over, om det brede EU og indlemmelsen af nationer, der tidligere lå gemt bag jerntæppet, indirekte var årsag til eller i det mindste grundlaget for, at små lande som dem selv i år og fremover vil have lettere ved at kvalificere sig til Europamesterskaberne, fordi kun et større Europa med en højere standard har muliggjort endnu en udvidelse af turneringen.

Det gjorde deikke. I det mindste ikke dem, der havde holdt presseseancer, inden jeg skrev denne klumme. England og Tottenhams Harry Kane svarede »lad os se«, da han blev spurgt, hvad han troede, Brexit ville få af konsekvenser. Wales’ manager, Chris Coleman, forklarede, at hans hold mest koncentrerede sig om at spille fodbold og se på andre kampe i TV, mens hans anfører, Ashley Williams, i det mindste forsøgte at være lidt morsom, da han forsikrede de tilstedeværende om, at han og hans holdkammerater i hvert fald ønskede at blive i det europæiske selskab også efter kampen i aften mod Nordirland.

Måske er det en god idé ikke at blande sport og politik, fordi sporten er et frirum, hvor alle skal kunne slås for sjov, uanset hvad de laver og tror på til daglig. Måske er det bare en god idé, fordi sportsfolk sjældent hverken kan eller tør udtrykke en holdning til andet end næste kamp og troen på en sejr. Det er ærlig talt lidt fattigt, synes jeg, men selv jeg kan jo tage fejl.

I det mindste har beslutningen om at forlade EU bragt yderligere aspekter ind i den i forvejen højtbelagte kamp mellem to dele af United Kingdom, der stemte vidt forskelligt og dermed ikke bare repræsenterer to modsatrettede fløje i deres fælles kongedømme, men også er med til at nuancere både forestillingen om en fælles beslutning om et Brexit og forestillingen om et stærkt nationalt fællesskab mellem Skotland, Nordirland, Wales og England. Mens Skotland og Nordirlands befolkninger sagde forholdsvis klart Remain (bliv), sagde Wales’ og Englands befolkninger leave (forlad).

Når de så i dag mødes i Paris, er det sikkert rigtigt, at hverken spillerne eller de 200.000 englændere, walisere og nordirere, der ifølge rapporterne noget ironisk strømmer til kontinentet for at se deres respektive landshold, tænker ret meget på, hvad det var, de stemte forleden. Men indbygget i selve kampen mellem Nordirland og Wales ligger opbygningen af en fælles national bevidsthed, der ikke er blevet mindre siden afstemningen torsdag, og som i de kommende uger, måneder og år vil være omdrejningspunktet for diskussioner om yderligere selvstændighed til Nordirland og Skotland. Det er da noget af en politisk varm kartoffel at kaste ind i en kamp, der i forvejen lever et helt særligt liv.

De tusinder af fans, der har taget turen fra de britiske øer til det europæiske fastland for at følge deres hold, har skabt en fest af en anden verden. Det har været den absolut største gevinst ved at udvide EM og har i væsentlig grad kompenseret for, at turneringsstrukturen med 24 hold og et håbløst 3’er-regnskab har været en forringelse. Jeg har svært ved at se, hvordan Nordirland skal komme sejrrigt ud af kampen, fordi kvaliteten på de to hold hidtil har syntes temmelig forskellig. Wales har lignet det bedre hold med klart større individuelle styrker (Gareth Bale, Aaron Ramsey og Joe Allen er vel de mest iøjnefaldende navne), og skulle man pege på en rigtig underdog – altså ikke Belgien, Polen, Kroatien (for slet ikke at tale om Østrig) og den slags – ville Wales være det bedste bud på en rigtig EM-sensation. Et bedre bud end Island, Slovakiet, Ungarn, Irland og Nordirland, der er de sidste rigtig små fodboldnationer, som stadig er tilbage, og så kunne de gå rundt i Europa med et smørret smil om munden og sige »if you can’t join them, beat them.« Hvem ved, om de får lejlighed til det.

Det, vi er sikre på, er, at det ene af de to hold bliver i Europa også efter kampen i dag. I det mindste lidt endnu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.