Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eddi Gomes tog fra Superligaen til Kina: Man kan godt kalde mig for en stjerne

27-årige Eddi Gomes er født i fattige Guinea-Bissau, har levet i slum og ghetto i Portugal, inden han kom til Danmark, hvor en skrantende fodboldkarriere i serie 3 pludselig tog fart og med raketfart sendte danskeren på et kinesisk eventyr
27-årige Eddi Gomes er født i fattige Guinea-Bissau, har levet i slum og ghetto i Portugal, inden han kom til Danmark, hvor en skrantende fodboldkarriere i serie 3 pludselig tog fart og med raketfart sendte danskeren på et kinesisk eventyr

For otte år siden stoppede Edigeison Gomes D’Almeida med at spille fodbold, fordi han ikke kunne spille sig på Herlevs andethold i serie 3. Godt syv år senere blev han solgt til kinesisk fodbold for omkring 10 millioner kroner.

Han er bedre kendt som Eddi Gomes, og på trods af det meget eksotisk klingende navn er han altså dansk statsborger.

Eddi Gomes var et meget kort bekendtskab i den danske Superliga, hvor han kun nåede at spille for Esbjerg i et halvt år, men alligevel gjorde han med sine 196 centimeters råstyrke og nådesløshed et stort indtryk på mange danske fodboldfans.

Den store midterforsvarer har i løbet af den nuværende sæsons første 11 kampe for sin kinesiske klub, Henan Jianye FC, scoret to mål. Lige siden sin første kamp for klubben har han været anfører, og uge efter uge står han over for verdensstjerner som Gervinho, Jackson Martinez, Demba Ba og Ezequiel Lavezzi.

Eddi Gomes fotograferet på Herlev IFs baner.
Eddi Gomes fotograferet på Herlev IFs baner.

Netop dét at bære anførerbindet har allerede lært den ydmyge dansker enormt meget.

»Da jeg spillede i Superligaen, prøvede jeg at holde mig lidt i baggrunden, for jeg er ikke så glad for opmærksomheden. Jeg er ret genert. Jeg spillede bare fodbold, men jeg kunne godt lide at gemme mig lidt nede bagved, mens der var nogle andre, der tog ansvar. Jeg er nødt til at tage mere ansvar nu, og det har jeg det faktisk rigtig godt med,« siger Eddi Gomes til BT, mens han er i Danmark for at besøge familien.

Og selv om han overlegent holder fast i, at der endnu ikke rigtigt har været nogen af de store stjerner, der har voldt ham det helt store besvær, vil han dog godt indrømme, at det er noget andet end Superligaen.

»Jeg får i hvert fald arbejdet meget hårdt for min løn, lad mig sige det sådan. Det er nogle sindssygt gode, offensive spillere, der spiller i Kina. De er meget hurtige, kloge og teknisk dygtige. De ved, hvad de laver, og hvis du bare giver dem det mindste plads, straffer de dig på det. Man lærer bare, at der ikke er plads til fejl.«

Den i dag 27-årige Eddi Gomes er født i det lille, vestafrikanske land Guinea-Bissau, som er en gammel portugisisk koloni. Da han var fem år, tog hans mor ham med til Portugal, hvor de boede i en såkaldt favela - det brasilianske svar på meget belastede slum- og ghettoområder.

»Man kunne godt se, hvilken vej mit liv ville gå, hvis jeg blev boende dernede. Vi var pressede på økonomien, og det var et meget hårdt miljø med bander, skyderier og folk, der solgte stoffer lige foran vores hjem. Da jeg var 10 år, valgte min far og hans danske kone så at hente mig til Danmark for at give mig et bedre liv,« siger Eddi Gomes.

Han havde kun prøvet at spille fodbold på gaden i Portugal, men da Gomes havde boet et års tid i Danmark, begyndte han i Vesterbro-klubben BK Vestia. Her spillede han først højre back, men da holdets målmand skiftede klub, ville træneren have 14-årige Eddi Gomes ind på kassen. Således var han målmand i to år, indtil han skiftede klub.

»Jeg var faktisk en ret talentfuld målmand. Min træner ville gerne have, at jeg tog det mere seriøst, for så kunne jeg godt være blevet en rigtig god keeper.«

Sådan skulle det dog ikke blive. Og i en periode så det i høj grad ud til, at det faktisk slet ikke skulle blive til noget.

Som 17-årig flyttede Gomes og familien til Herlev, hvor han begyndte med at spille ungdomsfodbold i Herlev IF. Men da han blev seniorspiller, begyndte det for alvor at gå den forkerte vej.

»Jeg spillede på andetholdet, som lå i serie 3. Der havde vi en træner, som bare slet ikke troede på mig. Han syntes ikke, jeg var god nok, og jeg fik slet ikke lov at spille nogen kampe. Han ville vist helst bare udtage sine venner. Da jeg var 19 år, blev jeg bare så træt af det og valgte faktisk at stoppe med at spille fodbold,« siger Gomes.

Men efter at have gået og arbejdet i et års tid fandt han ud af, at holdet havde fået en ny træner. Det gav Gomes mod på at prøve igen. Heldigvis. For herfra begyndte det at gå stærkt.

Han gik fra ikke at kunne spille sig på serie 3-holdet til at kickstarte en kometkarriere.

»Fra begyndelsen kunne jeg bare mærke, at han havde forstand på fodbold modsat den gamle træner. Han troede på mig, og efter kun et halvt år på andetholdet blev jeg rykket op på førsteholdet, som dengang spillede i Danmarksserien.«

Som 21-årig var han som fast mand på holdet med til at rykke førsteholdet op fra Danmarksserien, og kun to år senere sikrede Herlev sig en historisk tredjeplads i landets tredjebedste række.

Et halvt år efter triumfen med Herlev fik 1. divisions-klubben HB Køge øjnene op for den store, stærke forsvarsspiller. I januar 2013 skrev de en to-årig kontrakt med Gomes.

»Jeg fik at vide af min far, at det var nu, jeg skulle slå igennem. Hvis ikke det blev til noget inden for det første halvandet års tid, skulle jeg tilbage på skolebænken. Og skolebænken og jeg har aldrig rigtigt været venner, så det var kun noget, der motiverede mig ekstra meget,« siger Eddi Gomes, som efter 10. klasse ikke har taget en uddannelse.

Trods en skade, der holdt ham ude i de første tre måneder, fik han i den grad bevist sit værd over for både sin far og sin nye arbejdsgiver, HB Køge. Der gik kun et år, før der igen var massiv interesse. Denne gang stod flere Superliga-klubber på spring for at få fat i ham, og i foråret lykkedes det Esbjerg at sikre Gomes’ underskrift.

Endnu engang tog han skridtet opad, som om det var barnemad. Fra første kamp i Esbjerg-trøjen tog han med sin hurtighed, styrke og energi Superligaen med storm, og igen viste interessen sig efter meget kort tid.

Eddi Gomes i aktion for Esbjerg mod Brøndby, da han stadig var at finde i Superligaen
Eddi Gomes i aktion for Esbjerg mod Brøndby, da han stadig var at finde i Superligaen

Mens der gik lidt mere end et år mellem skiftet til HB Køge og skiftet til Esbjerg, skulle det denne gang vise sig at gå endnu hurtigere. Pludselig var der nemlig interesse fra Kina. Med tryk på pludselig.

»Jeg var faktisk på ferie i København, og så ringede en dansk talentspejder med forbindelse til Kina til mig. Han havde været ude og se vores sidste kamp inden vinterpausen mod FC Nordsjælland. Og det var faktisk ikke engang mig, han var ude for at kigge på. Heldigvis havde han lagt mærke til mig, og han fortalte, at trænerne i Kina rigtig godt kunne lide mig,« siger Eddi Gomes og fortsætter:

»Jeg tænkte ’Er det virkelig rigtigt? Jeg har jo kun været her i et halvt år’. Men det gik op for mig, at det var seriøst, og så var jeg faktisk ikke i tvivl. Hvis jeg siger nej nu, kommer jeg til at fortryde det, tænkte jeg. For man ved aldrig, hvad der sker.”

Og på sædvanlig vis gik det stærkt for Gomes. Han blev udnævnt som anfører fra første kamp, og selvom det ifølge ham selv oftest er de offensive spillere, der opnår stjernestatus i kinesisk fodbold, er han også godt deroppe ad.

»Det er gået fantastisk godt i Kina – bedre end forventet. Og det er da også ret svært at gå på gaden uden at blive genkendt, så man kan nok godt kalde mig for en stjerne,« griner han beskedendt og tilføjer, at det for ham langt fra kun handler om pengene og berømmelse.

»Jeg har en god kontrakt, og jeg vil selvfølgelig ikke lægge skjul på, at pengene spillede en rolle, men jeg har samtidig fået så mange fede oplevelser og lært så meget. Jeg ville aldrig være det foruden, og jeg ville gøre det hele igen,« siger han.

Hans klub, Henan Jianye, hører hjemme i byen Zhengzhou, der har omkring ni millioner indbyggere. Klubben ligger i øjeblikket nummer fem ud af 16 hold i den kinesiske superliga, selvom det er et af de hold, som har brugt klart færrest penge på spillere.

»Vores hold har ikke de helt store stjerner. Det er helt sikkert noget, der gør, at vi spiller mere som et hold og løber for hinanden. Der ikke noget, der hedder stjernenykker i Henan Jianye.«

Det mondæne fem-stjernede Le Méridien-hotel i Zhengzhou, hvor Eddi Gomes bor i dag.
Det mondæne fem-stjernede Le Méridien-hotel i Zhengzhou, hvor Eddi Gomes bor i dag.

Stjernenykker eller ej. Spillerne i Kina lever som stjerner. Sådan er det også for Gomes. Det er en noget anderledes hverdag, den 27-årige dansker har skullet vænne sig til efter skiftet til kinesisk fodbold.

Når der er udebanekamp, foregår transporten hver gang med fly. Derudover bor han og tre af klubbens andre internationale spillere (Osman Sow, Javier Patiño og Ryan McGowan, red.) fast på det fem-stjernede luksushotel Le Méridien, som klubben ejer. Her skal hverken tænkes på madlavning, vasketøj eller andet.

»Det er en vildt dejlig tilværelse. Jeg hygger mig især meget sammen de holdkammerater, som også bor på hotellet. Vi dyrker sport, spiller Playstation og går ud og spiser sammen. Alt bliver ordnet for en. Men jeg sørger også for at huske på, hvor jeg kommer fra. Jeg ved, hvordan det er slet ikke at have noget,« siger han.

Selvom Eddi Gomes i løbet af de seneste tre-fire år har været vant til, at tingene er gået meget stærkt, er det ikke noget, der stiger ham til hovedet. Trods den store succes er en landsholdsudtagelse ikke noget, han bruger tid på at tænke på.

»Jeg tager det hele meget stille og roligt. Landsholdet er slet ikke noget, jeg tænker på. Slet ikke når vi har så mange sindssygt dygtige spillere på min position. Men det ville da uden tvivl være en drøm at repræsentere sit land.«

Om han en dag bliver aktuel for landsholdet, må tiden vise, men når man ser på, hvad Gomes har præsteret løbet af de seneste otte år, er det svært at forestille sig, at succesen skulle stoppe nu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.