Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
FILM

Han spillede guddommeligt guitar med kun to fingre

Django Reinhardts eftermæle får ikke ligefrem ekstra næring af filmen ”Django – The Swing King”, men den fratager ham dog heller ikke titlen som en af verdens mest stildannende guitarister.

Om Django Reinhardt sagde selveste Louis Armstrong efter at have spillet med ham: ”He knocked me out!”. Og ikke alene slog Django Reinhardt Louis Armstrong ud. Han imponerede alle dem, han spillede med, fordi han var så fiks på sine fingre, og bid lige mærke i det med fingrene, for dem vender vi tilbage til.

Vi kan godt kalde Reinhardt for jazzguitarist, men hans stil havde rødder i romamusikken, som han selv gav sine helt personlige nuancer og sit eget hurtige tempo. På fransk kalder man stilen for ”Jazz Manouche”, der frit oversat betyder ”Sigøjner-jazz” med et øje på slangelementer i sproget, da Reinhardt levede. Selv når dygtige unge velbevandrede guitarister i dag hører en håndfuld sange med Django Reinhardt, bliver de imponerede.

Måtte begynde forfra

Djangos far var musiker, men var meget lidt hjemme, så det blev mor han holdt sig til i barndommen i Belgien og ungdommen i Frankrig. Allerede som teenager blev han dygtig på banjo, guitar og violin. Han blev set som lidt af et vidunderbarn og som 18-årig var han allerede klar til at indspille sin første plade. Ikke lang tid efter udbrød der dog brand i romafamiliens vogn, hvor Django Reinhardt kom meget slemt til skade med sit ene ben og sin venstre hånd.

Man måtte reparere hånden så voldsomt med den tids metoder, at hans lille finger og ringfinger for eftertiden lå krøllet helt ind mod håndfladen, og han var lige ved at opgive sine strengeinstrumenter. Hans bror, der også spillede guitar, opmuntrede ham dog til at fortsætte og tog en akustisk guitar med på hospitalet, hvor Django lå i 18 måneder. Den forstyrrede nemlig ikke omgivelserne så meget som en banjo.

På seks måneder lærte Django sig selv at spille forfra igen og fik sin helt egen klang på grund af sit handicap, han i længden formåede at vende til en fordel.

Nej til nazisterne

Den franske film ”Django – The King of Swing” er heldigvis ikke en biografisk film, der forsøger at gabe over hele historien fra vugge til grav. Den begynder i 1943, hvor musikerne i Django Reinhardts Hot Club-Quintet kører uhyggeligt velsmurt. Django er efter succes i jazzklubber i Paris blevet en kendt musiker, og bandet har turneret over det meste af Europa.

Og nu vil tyske nazister gerne have, at han optræder i Berlin. I det mindste for tusindvis af soldater, der skal i krig men muligvis også for selveste Adolf Hitler. Der er bare lige en stribe ”men’er” i kontrakten. Man må ikke løfte benet, når man spiller en solo og man må maksimalt spille swing-musik i 20 pct. af settet for blot at nævne et par af begrænsningerne.

Lønnen er høj, men selv om Django Reinhardt ikke er noget politisk menneske, sanser han, at det der med Tyskland er forkert, og det fører indirekte til, at han via en flugt rundt i Frankrig bliver nødt til at rejse til neutrale Schweiz. Nazisterne føler sig snydt, fordi han hoppede fra turnéen i deres hjemland, og det gør ikke tingene lettere, at han er roma.

Drengemand uden armbåndsur

Lad os tage det positive ved filmen først. Da vi dumper ind i handlingen er Django i færd med at fiske i Seinen, mens en masse mennesker sidder og venter på en koncert der skal begynde. Men sådan var han. En fri sjæl der af og til bare ikke mødte op til koncerterne, og han gik efter sigende aldrig med armbåndsur. Til gengæld var hans mor med rundt på turné, og hans bror var med i hans kvartet.

Koncerten kommer omsider lidt forsinket i gang, og så får vi små ti minutters ren musik.

Det er en god beslutning at fokusere på musikken til at begynde med og der bliver dvælet ved den, så selv nybegyndere kan forstå, hvor unik den var. Så langt så godt.

Django spilles af den franske skuespiller Reda Kateb, der har rødder i Algeriet. Vi har tidligere set hans ansigt i film som Jacques Audiards ”Profeten” (2010) og flygtigt i amerikanske film som arabisk skurk. Han ligner Django Reinhardt, som vi kender ham fra fotos og ganske få klip med levende musik med sit tilbagestrøgne hår og tykke moustache. Kateb giver et godt bud på, hvordan denne geniale drengemand bevæger sig gennem livet.

Meget musik - mindre drama

Men efter de første tre kvarter slipper fascinationen af filmen ligesom op, uanset hvor interesseret i Django Reinhardts musik og skæbne, man måtte være. Musikken omkring ham lyder frisk og forud for sin tid, men der er næsten ingen ord i filmen til at forklare den. Og når Django Reinhardt er sådan en mand, der flyder med sit liv uden at være voldsomt politisk bevidst, er det begrænset med spændingen på resten af turen.

Det er selvfølgeligt forfærdeligt, da hans abe Joko muligvis bliver slået ihjel af folk der vil ham det ondt. Men større er aben altså heller ikke eller lad mig omformulere: Større tragedie er den begivenhed altså heller ikke set i det store billede af krigen.

Etienne Comar skrev i sin tid manuskript til det fremragende munkedrama ”Om guder og mænd” og til den tragikomiske film ”Jagten på Chaplin” om tyveriet af Chaplins lig. Som debutinstruktør imponerer han dog ikke, og man fornemmer, at hans bundniveau holdes oppe af rutinerede kræfter omkring ham og derfor bliver filmen i længden temmelig ligegyldig.

Eftermælet er tydeligt

Film eller ej så har Django Reinhardt har sat sig tydelige spor i musikhistorien, selv om han døde af en hjerneblødning i en alder af kun 43 år. Han nåede at spille i USA med blandt andet Duke Ellingtons orkester, ligesom han før krigen spillede med danske Svend Asmussen eller også var det Svend Asmussen, der spillede med Django Reinhardt. Samarbejdet med violinisten Stéphane Grapelli står centralt i det musikalske værk og til sin død i 1997 talte Grapelli varmt om Reinhardt og hans mægtige talent, selv om han var en ustabil makker.

Reinhardt efterlod sig omkring 60 plader med masser af musik, men han har også inspireret mange andre musikere. For eksempel er hans musik blevet kaldt for en forløber for bebop. Spurgte man hvem Jimi Hendrix havde som idol, var svaret Django Reinhardt, og det var derfor Hendrix kaldte det der skulle blive hans sidste gruppe for Band of Gypsyes.

Romanen Reinhardt elskede at spille musik, men rig blev han aldrig, og selv om han fik lært at skrive sit navn på kontrakter, så lærte han aldrig for alvor at læse og skrive. At han ikke kunne nogle af delene har betydet, at han er er blevet kaldt en af musikhistoriens største komponister.

Hvad: Django – The King of Swing. Hvem: Instruktør: Etienne Comar. Medvirkende: Reda Kateb, Cécile de France. Hvor: Premiere over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.