Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Film

Tøsefilm byder på stor gru og vaskeægte romantik

Cary Fukunagas filmatisering af Charlotte Brontës roman »Jane Eyre« hører til blandt de absolut bedste.

Har du bare en antydning af romantikerhjerte gemt bag blusen, kan du roligt tage et solidt bundt lommetørklæder med ind i biografen, for »Jane Eyre« er stor gru, stor skønhed og vaskeægte romantik, fortalt med dyb respekt for Charlotte Brontës romanforlæg.

På papiret kan det godt undre, at Cary Fukunaga, der brød igennem med den fuldstændigt nådesløse men også aldeles fremragende flygtningefortælling »Sin Nombre«, har kastet sig over Charlotte Brontës gotiske romantiske fortælling »Jane Eyre«. Men ved nærmere eftersyn er der familieligheder. Begge film handler om rejsen mod friheden. Mod et sted, hvor man kan få lov til at være sig selv, lukke sin egen dør, og ikke lade sig fornedre af nogen.

Forældreløse Jane Eyre (Mia Wasikowska) vokser op hos sin iskolde tante, der sender hende på en streng kostskole, hvor hendes eneste veninde dør fra hende. Kuet og korrekt flytter voksne Jane ind på godset Thornfield Hall som guvernante. Her møder hun den knugede og brutale husherre Edward Rochester (Michael Fassbender). Men herren i huset gemmer på smertefulde hemmeligheder og ser en mulig frelse i opvakte og godhjertede Jane. Det udvikler sig til et ulige, og efter tidens standarder uhørt, venskab, med søde muligheder for mere. En alliance, der imidlertid er fuld af farer og forhindringer.

»Jane Eyre« er en rigtig tøsefilm - forstået i ordets mest positive forstand. Der er skruet godt op for romantikken i en historie fyldt med længsel, smerte og passion. Med en hovedperson, hvis stille styrke er forbilledlig. Jane Eyre er dronningen af alle de små grå mus, der må finde sig i at blive trynet, mens de stille venter på den dag, hvor nogen opdager deres sande værd, og de kan springe ud i alle deres indre farver.

Cary Fukunaga har set helt rigtigt i sin casting. Mia Wasikowska har en fantastisk kemi med Michael Fassbender, der altid formår at forlene sine karakterer med lige præcis den mængde dyrisk, og farligt tiltrækkende, energi, der gør det uendeligt interessant at se ham spille. Overfor Mia Wasikowskas stille styrke, der ulmer af flammer og passion bag det skrøbelige stilfærdige ydre, bliver det eksplosivt. Hendes passion for livet overskrider langt, hvad der var god tone for kvinder i 1800-tallet, hvor etiketten bød kvinder at holde mund og være smukke - og indre skønhed ikke var noget man talte om endsige bekymrede sig om.

Cary Fukunaga har skuet op for melodramaet, men ned for farverne, og understøtter filmens tone af et stemningsmættet visuelt landskab, hvor tågen smyger sig om kolde sten i gamle slotte, så det er næsten umuligt ikke at gyse lidt i biografsædet. Så frem med det smukt broderede lommetørklæde, for »Jane Eyre« lader ikke et øje tørt, hvis du har hang til de romantiske klassikere. I respektfuld nyindpakning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.