Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

"The Handmaid's Tale" skildrer et seksualpolitisk stasi-samfund

Foto: HBO Nordic.
Foto: HBO Nordic.

Man er ikke mange minutter inde i HBO Nordics nye serie »The Handmaid’s Tale«, før man har en fornemmelse af, hvilken slags undertrykkelse der foregår i »Gilead«, seriens kvalmende klamme version af USA.

Ligesom i ældre science fiction-værker er menneskene i »Gilead« klædt efter den samfundskaste, de tilhører. Hovedkarakteren Offred (spillet af Elisabeth Moss) tilhører the handmaidens, der parvist går ærinder i byen klædt i hvid kyse og blodrøde kjoler, hvor kysen signalerer påtvunget ærbarhed som på de amerikanske pilgrimmes tid.

Deres røde kjortel-lignende klædning ligner urovækkende en flod af blod. Men påkædningen symboliserer også den særlige forbundethed til livet selv, som er omdrejningspunktet i serien. I dette fremtidige USA er handmaidens nemlig de kvinder, som en giftig forurening endnu ikke har gjort sterile, og som derfor tilhører militærdiktaturets herskende klasse. Deres fertilitet gør dem til avlsdyr. Herskernes sterile hustruer er klædt i blåt, som i en parodi på vor tids power-dressende kvinder, mens dette samfunds tredje kvindekaste er de gråklædte tjenerinder, ligeledes sterile.

Offreds navn angiver, at hun tilhører manden »Fred«, og hver måned skal hun parre sig med ham i en glædesløs omgang kopulering, der udføres under overværelse af Freds sterile hustru. Hvis de mekaniske samlejer fører til graviditet, overtager hustruen forældreskabet i et perverst ritual, hvor hun »med-føder« barnet. Det ligner virkeliggørelsen af den kristne fundamentalismes ekstreme drømme om den totale umyndiggørelse af kvinden, en amerikansk udgave af ayatollahernes Iran, samtidig med at overvågningen i »Gilead« har ligheder med George Orwells »1984«.

Men det er for nemt at se serien som et science fiction-værk i klassisk forstand, og man bør i hvert fald ikke afskrive serien ud fra en almindelig mangel på interesse for genren.

Efter min mening er der ikke tale om, at seriens univers er en 1:1 fremskrivning af nuværende tendenser, uanset at der også er scener, der ligner nik til nutidens lidenskabelige debat om præsident Trumps kvindesyn. Såfremt befolkningens fertilitet faldt katastrofalt, ville man næppe underkaste de få frugtbare så horrible forhold som i Gilead. I pagt med seriens retro-futuristiske interiører og gader ligner Gilead mere en »alternative history«-udgave af vor nutid, der italesætter sammenhængen mellem samfundskrise og kønnenes styrkeforhold. Mine øjne ser mere serien som en undersøgelse af det konfliktpotentiale, der latent eksisterer mellem kønnene.

I den forstand laver »The Handmaid’s Tale« en case for nyfeminismens centrale dogme: At det både er mænd og kvinder, der lider under påtvungne kønsroller og seksuelle magtkampe.

Selv om det er kvinderne, der er de mest synlige ofre, længes også mændene i Gilead efter frihed og menneskelighed. Som når Offreds herre, kaldet »Kommandanten«, inviterer Offred på et natligt besøg i sit private gemak, og det så viser sig, at han vil spille scrabble. Kommandantens chauffør bryder lovene, da han laver tilnærmelser til Offred, men tør ikke tage det sidste skridt i Gileads seksualpolitiske stasi-samfund, hvor en elsker kan være den næste forræder.

Det er også i de hyppige tilbageblik til »tiden før«, at serien viser kompleksitet og relevans. Som når en gruppe oprørske unge diskuterer militærstyrets nye love, der overdrager retten til kvindernes penge til deres ægtemænd. Kvinderne er rasende og mændene ligeså, men sidstnævnte kan ikke forstå, hvorfor deres løfter om at »tage sig af kvinderne« ikke falder i god jord. Her viser »The Handmaid’s Tale« for alvor tænder, for ligesom i Netflix’ mesterlige »Black Mirror« er det pludselig seerens egne mulige handlemåder, der bliver set efter i sømmene.

The Handmaid’s Tale

HBO Nordic. Første sæson. Anmeldelse af episode 1-3.

Af Bruce Miller. Med Elisabeth Moss, Joseph Fiennes, Yvonne Strahovski.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.