Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Film

Skæbnefortælling fra Skals

Med den rørende og tankevækkende »Testamentet«, der fuldt fortjent vandt prisen for Bedste danske dokumentarfilm på CPH:DOX, lægger Christian Sønderby Jepsen sig helt fremme i feltet af unge talentfulde danske dokumentarister.

Det hele begynder med en e-mail til Christian Sønderby Jepsen:

»Jeg har set, at I søger en historie til en dokumentar. Jeg kommer fra en velstående familie, hvor hele min opvækst har været præget af svigt og skandaler. Nu ligger min morfar for døden, og jeg står til at arve mange millioner. En ny begyndelse?«

Afsenderen er Henrik fra Skals, der mildest talt godt kunne bruge en ny chance. Hans far er en dominerende satan, som Henrik kun halvt i spøg sammenligner med den onde Saruman fra Ringenes Herre, moderen er for længst død af druk, hans storebror Christian er narkoman og har været både i fængsel og hjemløs.

Selv er Henrik separeret, arbejdsløs og i så dyb gæld, at han ikke engang kan betale lejen for sit hummer over Palles Solcenter, hvor han bruger tiden på at dyrke hashplanter, høre rockmusik, drikke øl og filosofere over livet. Og vente. Først og fremmest vente.

At vente på fremtiden

For Christian og Henrik har begge været så sikre på en dag at skulle arve millioner, at de har ladet livet forfalde i sump og stoffer, mens de ventede på, at lykken skulle banke på døden i form af en stor fed check. Det er lige så dumt, som det er tragisk - men også dybt tankevækkende. For hvor mange af os begår ikke den samme fejl; at glemme at gribe nuet, fordi vi kun har blikket rettet på det, der en dag skal komme?

At det, der burde være en velsignelse, for længst er blevet til en forbandelse, bliver klart, da brødrene får mistanke om, at de måske ender med ikke at få en krone, fordi morfaderens testamente tilgodeser deres moster, som måske - måske ikke - har snydt dem så vandet driver.

Undervejs falder den i forvejen hårdt prøvede familie fra hinanden, og Henrik, der til at begynde med fremstår naiv og umoden, er tvunget til at blive voksen og tage et opgør med sit liv og sin familie. Fornemt illustreret i en hyggeligt stærk scene, hvor Henrik barberer sine lange heavylokker af og brænder dem på et kors sammen med gamle familiefotos. Det kunne Hollywood ikke have gjort bedre!

»Testamentet« er en nærmest arketypisk tragedie om skyld, skam, ansvar, løgn og anstrengte familierelationer, fortalt af Christian Sønderby Jepsen med stor sympati for ikke mindst hovedpersonen Henrik, der har et følsomt sind, en drenget optimisme og et tilsyneladende uendeligt arsenal af lommefilosofiske livsanskuelser. At følge Henrik og hans op- og nedture er en rørende og tankevækkende oplevelse. Det er dansk provinsrealisme, når det er allermest vedkommende, fortalt så universelt, at alle vil kunne relatere sig til historien om en familie, der for mange år siden er krakeleret og nu falder helt fra hinanden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.