Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Film

Sjælesøgende sanserejse mister sin magi undervejs

Med »Knight of Cups« har Terrence Malick skabt et drømmende, poetisk og meget filmisk sjælsbillede af en mand i krise. Det er smukt, men desværre i længden også frustrerende i al sin monotoni.

Christian Bale og Natalie Portman som en af hans mange kvinder. Foto: PR
Christian Bale og Natalie Portman som en af hans mange kvinder. Foto: PR

Engang var Terrence Malick en mystisk filmskaber, der ikke lod høre fra sig i de 20 år, der gik mellem hans film »Himlen på jorden« fra 1978 og »Den tynde røde linie«, der kom i 1998. Og som insisterede på ikke at få taget billeder. Overhovedet.

Derefter begyndte der at komme en film hvert femte-syvende år – og de seneste fem år har Malick så haft anderledes fart på med tre film, der veksler fra det pletvist sublime (»Three of Life«) til det prætentiøst overflødige (»To the Wonder«).

Derfor er enhver ny film fra hans hånd imødeset med spænding, for hvor på spekteret lander han denne gang?

Svaret i forhold til »Knight of Cups« er et »nogenlunde i midten«. For selv om det i lang tid ser ud, som om han har begået endnu et poetisk-filosofisk mesterstykke, taber filmen desværre pusten omkring midtvejs.

Christian Bale, en af Terrence Malicks yndlingsskuespillere, spiller den succesfulde, men stærkt desillusionerede Hollywood-manuskriptforfatter Rick, der kæmper mod en indre tomhed, der ikke lader sig fylde ud af hverken penge, rygklappere, stoffer eller de horder af kvinder, der synes at kaste sig for hans fødder.

Som en søvngænger vandrer han gennem sit dekadente liv – død indeni, men evigt observerende og på jagt efter den flig af mening, der hele tiden synes at undslippe ham.

Hvordan er han blevet sådan? Vil han nogensinde ændre sig? Det spørgsmål deler vi tilskuere med kvinderne i hans liv fra den tidligere lægehustru, spillet af Cate Blanchett, over den gifte elskerinde (Natalie Portman) og et udvalg af modeller, strippere og starletter, der alle sammen funderer over den gåde, han udgør.

Et nærmest messende soundtrack får sammen med mesteren Emmanuel Lubezkis kreative og suggestive billedside »Knight of Cups« til at fungere som en smuk og nærmest hypnotisk sanserejse ind i en sjæl, der måske ikke længere er der. En rejse ind i selveste erindringen hos en mand og en filmisk tour de force ud i stemninger og symboler.

Desværre kører Terrence Malick den indre tomhed så langt ud, at selve filmen synes at gå i tomgang.

Uden bare et strejf af udvikling hos hovedkarakteren, bliver skønheden og mystikken til sidst monoton og mister sin magi.

Hvad: »Knight of Cups«.

Hvem: Instruktør Terrence Malick. Medvirkende: Christian Bale, Cate Blanchett, Natalie Portman.

Hvor: Premiere over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.