Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kritik af Hollywoodfilm: Renvasker »racistisk« cirkuskonge

Hollywood-filmen The Greatest Showman med Hugh Jackman i hovedrollen som cirkuskongen P.T. Barnum har premiere 25. december. Den flotte musical har fået gode anmeldelser i udlandet. Der er blot et problem: Det mest er løgn og fup.

Hugh Jackman spiller rollen som Barnum i »The Greatest Showman«.
Hugh Jackman spiller rollen som Barnum i »The Greatest Showman«.

Phineas Taylor Barnum (1810 –  1891) er hovedpersonen i den nye amerikanske musical The Greatest Showman, som med Hugh Jackman i hovedrollen har premiere den 25. december. Filmen giver et muntert og positivt portræt af showmanden og cirkusskaberen Barnum, der idag anerkendes som skaberen af det, som vi forstår ved moderne show. Han skabte store seværdige shows med kunstnere og cirkusfolk og ikke mindst med menneskelige skabninger, der var anderledes.

De var enten meget store, meget små, meget tykke, meget skæggede eller fra eksotiske steder som Afrika eller Latinamerika´. I den nye Hollywood-film lader man Barnum være en kærlig familefader, en idealist og en slags forløber for den inkluderende multikulturalist, der blot fremviste sine skabninger af et godt hjerte og selvfølgelig for at tjene penge.

Den virkelige historie om Barnum ligger et godt stykke væk fra denne sødladne historie og selvom filmskabere skal have lov til at digte over kilderne, så har det vakt protest, at filmen i så ekstrem grad undlader alle de mørke sider af Barnum-historien. I tidsskriftet Smithsonian Magazine, der udgives af det store amerikanske museum Smithsonian Institute, er der en skarp kritik af filmen og dens sentimentale forvanskning af historien.

Barnum forsøgte sig med mange ting, før han som 25-årig fik den ide, at fremvise en gammel sort kvinde ved navn Joice Heth. Hun var næsten blind og lam og Barnum betalte 1.000 dollars i leje for hende et år. Slaveri var i første halvdel af 1800-tallet forbudt i Nordstaterne, men arrangementet med leje var et hul i loven. Barnum påstod nu, at Heth var 161 år gammel og havde været præsident George Washingtons sygeplejer. Det var selvfølgelig løgn, og den stakkels kvinde var ikke over 80 år gammel. Prof. i historie Benjamin Reiss, der har skrevet en bog om Barnum og Joice Heth, siger til Smithsonian Magazine, at Bernaum lod Joice Heth arbejde i 10 til 12 timer om dagen og at han lod hende arbejde sig ind i døden. Hun døde i 1836, men Barnum lod hende ikke får en anstændig begravelse, men tog penge for at lade folk se hendes lig og obduktion i en New York Saloon. Ialt betalte 1.500 mennesker 50 cent pr. hoved for at se hende blive skåret op.

Prof. Reiss siger til Smithsoinian Magazine, at filmen vælger at undlade at fortælle den mørke historie om Barnum og blot fortæller en sødladen »feel good«-historie: »Filmen undlader den oplagte mulighed for at se nærmere på den komplekse og bekymrende fortælling om vor kultur.«

Fremvisningen af Heth skabte Barnum en mindre formue og han besluttede sig for at fremvise flere mennesker og dyr. Fremvisning af eksotiske mennesker var på mode, men Barnum var den første, der slog det stort op og tjente styrtende på det. Senere skulle den slags fremvisninger komme til Europa og også i København fremviste man fremmedartede og vanskabte mennesker. Han blev ejer af et fremvisningsted i New York i 1841, som han brugte til både at vise cirkusnumre, eksotiske dyr og mennesker. Her kunne publikum se mærkværdige ting som en havfrue og mærkelige dyr og mennesker. En sort mand ved navn William Henry Johnson blev fremvist som en vild mand fra Afrika, en blanding mellem menneske og dyr.

Smithsonian Magazine citerer en professor James W. Cook for at sige, at fremvisninger af private vilde var udtryk for et racistisk syn på »laverestående« racer som sorte.

Barnum store succes med fremvisninger og sit cirkus skabte senere hans mulighed for en politisk karriere og i den egenskab syntes han  at slå ind på en tolerant politik over for sorte og tog afstand fra undertrykkelsen af sorte. Tiderne var også skiftet, så det var opportunt at skifte kurs. Barnum indrømmede åbent, at han tidligere, da han boede i Sydstaterne, havde ejet sorte slaver og endda pisket dem.

Til Smihsonian Magazine siger Benjamin Reiss: »Han fik racisme til at se underholdende ud.« Magasinet citerer den nu afdøde historiker Daniel Boorstin for at have skrevet: »Barnums største opdagelse var ikke, at det er let at bedrage publikum, men nærmere, at publikum gerne lader sig bedrage.«

Barnum skabte et omrejsende cirkus, der først ophørte med at eksistere 21. maj 2017.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.