Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Film

Ny Alien-film er et tandløst uhyre

Ridley Scotts »Alien: Covenant« er en monstrøs skuffelse.

FOTO: PR
FOTO: PR

 

»Sjovt nok har jeg altid tænkt på »Alien« som en virkelig vellavet B-film.«

Sådan har den engelske instruktør Ridley Scott sagt om sit suveræne space horror-drama fra 1979. I samme forbindelse sagde han også, at »Præmissen var rimelig simpel: Syv mennesker er fanget i et gammelt mørkt hus – hvem dør først, og hvem overlever?«

I hans film var det nu ikke et hus, som i den typiske gyser, men et rumskib. Ellers passer karakteristikken. Og endda på alle film i serien, hvor der veksles mellem uhygge og chok, og det handler om mennesker, som har det med at ende i samme onde ironi: De er i det uendelige univers, men er spærret inde i et rumskib.

Således også i »Alien: Covenant«, der er den sjette film i serien, men skal ses som den anden. Der er nemlig tale om en prequel, altså en film, hvis handling finder sted før de oprindelige. Scott har allerede skabt en sådan, nemlig »Prometheus« , og »Alien: Covenant« foregår 10 år senere, hvor en ny besætning er millioner af lysår væk hjemmefra.

Men hvor »Prometheus« fra 2012 var en slags genesis-fortælling, hvor besætningen var på sporet af deres eget udspring, er »Alien: Covenant« en art nybyggerfortælling, hvor rumskibet Covenant med besætning og 2.000 mennesker i hypersøvn er på vej mod det yderste af galaksen og planeten Origae-6, der skal være deres nye hjem.

Men da en stjerne eksploderer, og rumskibet beskadiges, vækker den eneste vågne, robotten Walter, besætningen, så de kan forholde sig til problemerne.

Midt i undtagelsestilstanden opdager de en planet, der på afstand ser vidunderlig og jomfruelig ud; uberørt af mennesker og deres altødelæggende adfærd.

Besætningen beslutter at ignorere ordrer og års research om Origae-6 – ja, det lyder som en fiskeoliepille – for i stedet at rejse til det nye paradis. Der naturligvis viser sig at være et helvede. Andre har, uden at sige for meget, været her før dem, men er løbet ind i en uhellig alliance mellem uhyrer og maskiner.

Paradismyten er altså en syndefaldsmyte, og Scott synes mest interesseret i de muligheder, den giver for blodsprøjt, syresavl og chok. Og måske har jeg set for mange horror-film, men jeg følte mig ikke skræmt. Det var snarere kedsommeligt at se uhyrerne jagte besætningsmedlemmerne og besætningsmedlemmerne jagte uhyrerne und so weiter.

Ikke mindst fordi scenerne minder om scener fra de tidligere film, og når besætningen for eksempel forsøger at flygte fra planeten, er det kun dem, der kan være overraskede over, at der sidder en alien under rumskibet.

Det er faktisk forbløffende, hvor uopfindsom »Alien: Covenant« fremstår, og selv det store twist mod slutningen er dybt forudsigeligt. Ofte tangerer optrinnene sågar selvparodien, og undervejs i alle de veldesignede, men trætte uhyrligheder ryger den mest fundamentale psykologi også.

Flere af besætningsmedlemmerne mister eksempelvis deres elskede i kampene, uden at det sætter sig synderlige spor i deres ageren, ligesom et par fuldkommen usandsynlig får lyst til sex i et kort ophold i gruen.

De har kæmpet mod uhyrer og set deres venner dø på grusomme måder, men Scott skulle åbenbart med vold og magt have en scene med nøgne mennesker. Så en alien på vulgær-fallisk facon kan melde sin ankomst.

Den overordnede handling er også en smule forvrøvlet. »Der er meget, der ikke giver mening her«, siger et besætningsmedlem også et sted. Som om Ridley Scott selv ved, den er gal.

Det eneste virkelig vellykkede ved »Alien: Covenant« er robotten Walter og den tidligere udgave af samme model, David. Mellem dem dirrer en spændende diskussion om, hvor menneskelig en robot må være, før det skræmmer os. Og om hvordan vi mennesker overhovedet skal forholde os til dét, vi ikke kender. Spørgsmål, der var med til at gøre sidste års »Arrival« uforglemmelig.

»Alien: Covenant« er ved gud ikke nogen »Arrival«, selvom den foregår i et – undskyld udtrykket – univers, der lægger op til store tanker. Den er snarere endnu en virkelig vellavet B-film. Men på den dårlige måde.

Alien: Covenant. Instruktør: Ridley Scott. Medvirkende: Michael Fassbender, Katherine Waterston Premiere i hele landet.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.