Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
FILM

»Mine øjne, mit hjerte og mine ører vil altid være åbne for John Coltrane«

John Coltrane efterlod sig et modigt værk og et blivende indtryk hos kollegerne, men derfor kunne der godt være luget ud i dokumentarfilmens mange superlativer.

At lave en god dokumentarfilm om en musiker er faktisk ikke så let. For sjældent får man lov til at høre musikken i sin helhed og hvis hovedpersonen er afdød, hvor meget godt materiale er der så tilsyneladende at finde med vedkommende?Tilsyneladende ikke meget i tilfældet John Coltrane. Han var saxofonist, men døde allerede i 1967 i en alder af kun 40 år. Inden da havde han ifølge kolleger og kändiseksperter ud i jazzen manifesteret sig på linje med en komponist som Beethoven for blot at nævne et af de meget store navne Coltrane bliver sammenlignet med i ”Chasing Trane”. Hans vej til soloårene gik via en stor beundring af Charlie Parker og spil med både Miles Davis og Duke Ellington.

”Mine øjne, mit hjerte og mine ører vil altid være åbne for John Coltrane”, siger for eksempel Carlos Santana, da talen falder på et af de vigtigste albums, ”A Love Supreme”. Det er et sympatisk udsagn, men alt i alt bruges begreber som ”geni”, ”magi”, ”sjæl” og ”fantastisk” bare alt for mange gange. Så hellere høre et udsagn som ”han ændrede den molekylære struktur når han spillede”. Det er i det mindste en original måde at beskrive et geni på.

Måske er der også bare forskel på hvor mange gange dansk og amerikanske ører kan holde ud til at høre magen til lobhudling. Det er synd for de mange udtryksfulde kilder, at deres udsagn bliver klippet så kritikløst. En af dokumentarfilmens andre problemer er, at der tilsyneladende ikke findes båndede interviews med John Coltrane selv. I hvert til fælde ytrer han ikke bare ét ord og man ser ham kun i ganske få filmklip mod slutningen af hans liv. Alt andet er stillfotos og talende hoveder.

Heldigvis forbedrer filmen sig markant i de afsluttende scener, der handler om John Coltranes sidste turné, der gik til Japan. De personligheder vi møder der, og deres beundring af John Coltrane både løfter filmen og giver den kant. Det samme kunne blot én musikprofessor formentlig have gjort, hvis man havde ofret et par af kändisserne. Filmen giver virkelig en jazz-outsider som undertegnede lyst til at høre John Coltranes musik, men det er mere på grund af de halve numre, vi hører undervejs end på grund af den kakofoni af superlativer, der slet ikke bliver sorteret i.

Hvad: Chasing Trane – The John Coltrane documentary. Hvem: Instruktør: John Scheinfeld. Medvirkende: Sonny Rollins, Bill Clinton, Carlos Santana, Ravi Coltrane, Common. Hvor: Premiere i Empire og Grand Teatret i København og Rerise-Teatret i Holte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.