Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
TV-serie

Lesbisk sex og kvinder i fængsel

»Orange Is the New Black« er kendetegnet ved et udpræget feminint blik i sin fortælling og lægger sig i kølvandet på en række TV-serier med stærke, unikke kvindelige hovedroller.

»Orange Is the New Black«.
»Orange Is the New Black«.

»Lov, at du ikke ser ’Mad Men’ uden mig,« siger Piper Chapman, hovedpersonen i Netflix-serien »Orange Is the New Black«, til sin kæreste, inden hun overgiver sig til 15 måneders indespærring i et kvindefængsel.

En herlig meta-bemærkning al den stund, at »Orange Is the New Black« selv indskriver sig i rækken af amerikanske TV-serier, som netop »Mad Men«, der synes skabt til at blive set i én lang køre. Men også en indholdsmæssig markør af det sceneskift Piper foretager, da hun træder ind bag de låste døre, fra det ufarlige og pæne intellektuelle middelklasseliv, hvor man først og fremmest er en betragter af livets mange facetter, til kvindefængslets mikrokosmos med sine helt egne regler, hierarki og menneskelig mangfoldighed.

Nok ligner den lyshårede Piper en kvinde som taget ud af storby-TV-serien »Sex and the City«, men hendes karakter rummer helt andre, dybe hemmeligheder end den kække Carrie Bradshaw. Som ung indledte hun et hedt, lesbisk kærlighedsforhold til den dragende Alex Vause, der tjente sine penge som narkohandler, og Piper endte med at agere kurér for hende. Nu, hvor Piper har fundet sammen med en rygradssvag, jødisk fyr, indhentes hun af fortiden og ender altså med en fængselsdom, som skal afsones med blandt andre ekskæresten Alex.

Læs også: Serie-fråseri er det nye sort

Og den cocktail har gjort »Orange Is the New Black« – der er baseret på en selvbiografi af den virkelige Piper Chapman og hendes oplevelser i et kvindefængsel – til en af tidens mest omtalte TV-serier. Internettet flyder med nyheder, rygter og sladder omkring sæson nummer to, der er i fuld gang med at blive optaget. I mellemtiden kan man passende kaste sig over første sæsons 13 afsnit, der alle er tilgængelige på Netflix.

»Orange Is the New Black« skriver sig markant ind i rækken af TV-serier, der har stærke, men også dramatisk anderledes og ofte nyskabende kvinderoller i front.

Jenji Kohan, der står bag »Orange Is the New Black«, brød selv igennem med TV-serien »Weeds«, hvor Mary-Louise Parker spiller hovedrollen som en kvinde fra et pænt og poleret forstadskvarter, der uventet bliver enke og begynder at sælge hash for at klare sig økonomisk. I løbet af seriens otte sæsoner kommer hun vidt omkring, flytter flere gange og bliver i stigende grad involveret i kriminelle aktiviteter.

Læs også: Netflix tjekker seriers popularitet på piratsider

I en anden TV-serie, »Nurse Jackie«, spiller Edie Falco – kendt som Tony Sopranos hustru, Carmela, i TV-serien »The Sopranos« – akutsygeplejersken Jackie, der bøjer reglerne, balancerer med et skjult pillemisbrug og har en affære med hospitalets farmaceut, der skaffer hende pillerne.

I den mere lette boldgade finder vi serien »The Big C«, hvor Laura Linney portrætterer en lærer, der får konstateret kræft og derefter tvinges til for første gang i sit liv rent faktisk at begynde at leve. Langt mere dyster er tonen til gengæld i den britiske miniserie »Hit & Miss«, der handler om den transseksuelle lejemorder, Mia (eminent spillet af Chloë Sevigny), som finder ud af, at hun har et barn med en tidligere elsker og nu forsøger at få sin mildest talt specielle levevej til at passe med sine nyfundne familiefølelser.

Man kan også pege på TV-serier, hvor den kvindelige hovedrolle lider af en eller anden form for personlighedsforstyrrelse. Stærkest står spændingsserien »Homeland«, der netop har haft premiere på sin tredje sæson, hvor vi følger den maniodepressive CIA-agent, Carrie (Claire Danes), og hendes ensomme kamp mod islamiske terrorceller og rænkespil i den amerikanske centraladministration. Tænk også på dansk-svenske »Broen«, hvor vi finder Saga Norén (Sofia Helin), en svensk kriminalbetjent med Asperges syndrom. Eller hvad med »Forbrydelsen«, hvor Sofie Gråbøl udødeliggjorde både islandske sweatre og sin figur, Sarah Lund, der var udstyret med en ganske distræt personlighed.

Fælles for disse TV-serier er, at vi er meget langt fra Carrie Bradshaw og et Bridget Jones-lignende chick lit-inspireret kvindebillede, hvor de største udfordringer synes at være, om der er vodka nok i ens Cosmopolitan, og hvordan man får fat i den eneste ene.

Her har vi i stedet at gøre med kvindelige anti-helte, outsidere og enspændere, der er fulde af fejl, fortrængninger, misbrug, begær og flosset moral. De bryder med konventionerne – både virkelighedens og fiktionens – kastes ud på dybt vand og fremstår som hele mennesker, der har noget på spil. Derfor bliver de også så forbandet interessante.

»Orange Is the New Black« er på mange måder det mest ekstreme eksempel på denne udvikling. Omkring Piper Chapman – der i Taylor Schilling overbevisende skikkelse gennemgår en transformation fra grønskolling til erfaren fængselsrotte – er opbygget et stort persongalleri af meget forskellige kvinder, både hvad angår alder, race, baggrund og seksuel observation. Serien viser og hylder kvindekønnets mangfoldighed, den giver plads til minoriteter – her er både sorte, hvide, latinoer, genfødte kristne og transseksuelle – og udkrystaliserer de enkelte indsatte kvinders baggrund – de svigt, de har oplevet, og de handlinger, som har betydet, at de er havnet bag tremmer – via en simpel, poetisk flashback-struktur. Samtidig bliver kærligheden og de seksuelle forhold mellem karaktererne i serien – herunder også følelserne mellem Piper og Alex, der begynder at spire igen – ikke beskrevet som exploitation eller sensation, men afdæmpet, ligetil og genuint ægte.

Hvor kvinderne i »Orange Is the New Black« således indtager alle tænkelige positioner i fængslets mikrokosmos, der på sæt og vis bliver et spejl af en hel samfundsstruktur, og trods deres mange fejl og konflikter hver for sig fremstår elskelige – eller i det mindste forståelige – er det bemærkelsesværdigt, at mændene i serien, ikke mindst fængselsbetjentene, derimod synes reduceret til enten sadistiske, sexistiske og snævertsynede svin eller vage, bløde, småneurotiske tøffelhelte.

Den feministiske filmteoretiker Laura Mulvey, der var inspireret af psykoanalysen, skrev i 1970erne, hvordan kameraet i den klassiske Hollywood-film er »det mandlige blik«, der gør beskueren til et maskulint subjekt, og kvinden på lærredet er det objekt, som begæres. I det lys kan man hævde, at det i »Orange Is the New Black« forholder sig omvendt. Seriens skaber, Jenji Kohan, anlægger et udpræget feminint blik, og man bliver indfanget i et kompliceret følelsesfuldt, men udogmatisk kvindeunivers.

For Piper er »Mad Men«s maskuline verdensbillede og den sikre position i sofaen foran fladskærmen med kæresten under armen i udgangspunkt idealet, og fordomsfyldt frygter hun kvindefængslet. Men trods konflikter, farer og modgang ender hun med at få et nyt fællesskab og finde ind til sin egen kvindelighed, drift og indre styrke. Den transformation virker stærkt bevægende, også på en mandlig tilskuer!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.