Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I en verden af helte og skurke

Da den første James Bond-film kom for 50 år siden, var Bond en helt med hår på brystet, der kæmpede mod gale kommunister. Nu er han veltrænet og har det svært med sig selv. Det samme har skurkene. Velkommen til Bonds verden, der også fortæller historien om vores egen.

Han så jo ond ud – Jaws – spillet af Richard Kiel. Han var skurk i to film bl.a. »Moonraker« fra 1979.
Han så jo ond ud – Jaws – spillet af Richard Kiel. Han var skurk i to film bl.a. »Moonraker« fra 1979.

Helten James Bond blev født ud af papiret i 1953. I en knaldroman skabt af Ian Fleming og ud af en tid, hvor verden langt hen ad vejen lod sig forklare med to farver: Sort og hvid. Den vestlige verden kontra landene bag Jerntæppet. Mandlige chefer kontra kvindelige sekretærer. Maskulin styrke kontra feminin svaghed.

De 14 bøger om den slagfærdige helt, der blev skrevet fra 1953 til 1964, solgte godt i England, og han blev også til en populær tegneseriestribe i avisen. Men det var først, da han i skikkelse af Sean Connery 5. oktober 1962 fik sin debut som filmhelt i »Dr. No«, at hans status som globalt ikon for alvor tog fart. Nu 50 år senere optræder han i sin film nummer 23, »Skyfall«, der har premiere 26. oktober. Og er i sin karakter og mandighed tættere på den helt med licens til at dræbe, som Fleming skabte. Måske slutter han nu en ring efter i årtier at have ladet sig forme af den tid og manderolle, der har været fremherskende.

For det er formentlig en af grundene til, at han overlevet både Murens fald, den metroseksuelle mand og flere finanskriser. Nøglen til Bonds succes ligger således i traditionerne, i dygtig kontrol over figuren fra filmproducenternes side og i hans evne til at tage farve efter, hvad der rører sig i samfundet omkring ham. Uden at give køb på det fantasiunivers, han i den grad også er sat i verden for at fascinere os med.

Udover at filmene selvfølgelig afspejler den teknologiske og filmiske udvikling, der er sket, så ses det halve århundrede, der er gået, tydeligt i den måde, som helte- og skurkerollen har skiftet ham, selv om den dramaturgiske skabelon stort set er næsten den samme som altid.

Da Sean Connery tonede frem med sin behårede brystkasse som agent 007 i »Dr. No« i 1962, var han en koldblodig mand, der nedlagde damer på stribe. Oftest med et bredt smil på læben og en rap replik klar efter veludført gerning. Om det så var med en pistol eller en dame under armen. Der var stort set ikke skyggen af tvivl, tøven eller tøseri over ham, og det var eksotisk nok for nøjsomme og forknytte efterkrigstidsbriter at rejse en tur med ham til Jamaica og se ham have adgang til fri sex.

Senere krævede vi mere og mere og fik det. Når en så lang franchise som Bond er styret så stramt gennem årene, hænger det sammen med, at rettighederne til filmatiseringen af næsten alle Bond-romanerne blev opkøbt af én producent, nemlig Albert R. Broccoli. Imperiet styres stadig af familien med hans datter Barbara Broccoli og hans stedsøn Michael G. Wilson, i spidsen.

Ikke at Roger Moore som sådan bidrog med store nuancer i helterollen i 1970erne. Han gjorde nok Bond mere velfriseret og blød, mens modstanderne stadig var gale videnskabsmænd eller storslyngler, der ville ændre verdens gang. De var ligeglade med penge. Deres mission i livet var at skabe en helt ny verdensorden, akkurat ligesom fantasterne i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968 og efterdønningerne af hippiebevægelsen ville det i den virkelige verden. Om så det var under vandet i »The Spy Who Loved Me« (1977) eller i det ydre rum i »Moonraker« (1979).

Bond blev dog i stigende grad til en art familiefilm og som karakter en stadigt mere jovial agent i et stadigt mere tandløst cirkus. Grunden til, at han kørte af sporet, var producenternes lyst til at tjene flere penge kombineret med Roger Moores talent for den kvikke, improviserede replik. Han blev en ekstra blødgjort udgave af en mand, da de hårde bankebøffer som Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone bød ind på spændingsfilm for voksne. Skurkene blev koldkrigere endnu en gang.

Pierce Brosnan føjede i 1990erne og start-00erne ikke meget nyt til det noget muskelsvage helte-billede, som Bond efterhånden havde fået tegnet sig selv op som. Mest fordi han lagde sig mellem Sean Connery og Roger Moore, og de skurke, han mødte, skiftede mellem at komme fra det gamle Østeuropa til forskellige steder i Asien. Nu var vi i Vesteuropa jo pludselig næsten gode venner med østeuropæerne.

Først med Daniel Craig i »Casino Royale« i 2006 ændrede Bond sig for alvor igen. Craigs agent var mere veltrænet end de andre, han løb og sloges bedre, men han var også mere skrøbelig. Desillusioneret og hele tiden på kanten af at få sin licens inddraget. Bond besluttede sig altså for at følge med tidens mand, der ikke kun var til fede gadgets og sjove bemærkninger. Nu skulle han være rå igen. En rigtig mand med indre dæmoner i en verden, der ikke længere lod sig tegne op i to nuancer.

Hans fjender ændrede sig også. Han kæmpede ikke mod skurke med høje politiske eller ideolgiske mål. I 2006 var skurken, Le Chiffres hungren efter penge en logisk spejling af et samfund, hvor økonomien boomede. Han ville ene og alene tjene til sin egen dag og vej, og når det glippede, blev han ligeså skuffet og hidsig som fortidens gale videnskabsmænd. Han ikke bare græd. Han græd blod.

Bonds kamp med overskurken er på den måde blevet mere rå og mindre sofistikeret i de seneste film. I de første mange år var de skurke, som Bond mødte, et spejlbillede af ham selv. En ligeså dedikeret agent blot fra den anden side af jordkloden. Som heltens mørke modsætning. I »Man With the Golden Gun« (1974) er Christopher Lees hitman betaget af Bond: »Vi har så meget til fælles, og vores profession er så ensom«, siger Scaramanga. Gustav Graves i »Die Another Day« (2002) er en slags forskruet Richard Branson, der siger: »Jeg har skabt mig selv i dit billede.«

Bond og storskurkene havde dog stadig en hel del til fælles. Blandt andet, at de ikke skulle være endimensionale. Derfor er skurkene også blevet mere martrede, nuancerede og rå som helten. Og alt tyder på, at det er den vej, som helten bliver ved med at betræde.

Rygterne op til »Skyfall« vil vide, at der er come-back til potensforstærkere som Aston Martin-bilerne og klassiske replikker som »Bond, James Bond« og »Shaken Not Stirred« om hans Vodka Martini. Men der er også nye drejninger i vente. Q er en yngre og mere aktivt deltagende udgave end tidligere og i det hele taget bliver spilletiden på omkring de to en halv time en rekord i overbud i Bonds univers.

Og så er Daniel Craigs James Bond-helt også endnu længere ude, end han plejer. Mere martret, mere firskåren, mere sårbar. Uanset om han er en drømmeudgave af os selv, så er den økonomiske krise og den deraf følgende globale følelse af skrøbelighed ikke gået ham ram forbi. I hans verden i »Skyfall« har han været ude af omløb som agent i et længere stykke tid og bliver muligvis forrådt af sin egen chef, M (Judi Dench). Endnu mere presset og derfor naturligvis tvunget til at komme endnu stærkere tilbage.

De første webrygter om skurken Raoul Silva (Javier Bardem) går på, at vi for første gang i lang tid får en skurk, man for alvor bliver bange for. A la ikoniske skurke som Christopher Lees Scaramanga i »Man With the Golden Gun« (1974) og Christopher Walkens Max Zorin i »A View to a Kill« (1985). En skurk, der på udspekuleret vis operer bag den engelske efterretningstjeneste MI5’s linjer. På den nuancerede måde.

»Skyfall« har premiere fredag 26. oktober.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.