Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
FILM

Hun lod en storsvindler flytte ind og fortæller nu historien til skræk og advarsel for andre

Amanda blev offer for en svindler hun mødte på Facebook. Først blev der lavet en podcast om hendes historie og nu en film, der både er vigtig og fascinerende.

”En fremmed flytter ind” er et vigtigt eksperiment på sit felt, for kun ganske få podcasts er lavet til tv-serier og film. Og oveni købet et eksperiment der viser sig at være en særdeles vital og levedygtig film i biograferne.

Amanda fra Hvidovre boede i 2011 alene med sin datter og en dag blev hun kontaktet af en rig ung mand ved navn Casper på Facebook. Hun lod sig smigre, mødte ham i virkeligheden og blev forelsket. Tre måneder efter stod hun med forklaringsproblemer overfor sin bank og følelsesmæssige tømmermænd. Hun var blevet offer for storsvindleren Casper Rieper-Holm.

I første omgang fortalte Amanda Midtgaard Kastrup sin historie i podcastformat til Third Ear, men nu er historien blevet til en film. Amanda spiller sig selv og med instruktørens hjælp genoplever hun en stribe situationer, hvor hun var sammen med Casper i deres korte stormfulde forhold. Casper Rieper-Holm medvirker naturligvis ikke, så Nicole Horanyi har fået den ide at lade skuespilleren Esben Dalsgaard spille Casper. Den konstruktion lægges ærligt frem til at begynde med, ligesom Horanyi af og til afbryder med en kommentar eller et opklarende spørgsmål, fra det sted hun står bag kameraet. At lade rigtige skuespillere spille med i dokumentarfilm har vi tidligere set i Laurits Munch-Petersens »Skyggen af en helt«, og det er et trick der brugt rigtigt, virker ganske godt.

Det store spørgsmål i filmen er, hvorfor Casper Rieper-Holm lever et liv som svindler, og hvilket menneske der er indeni ham? Det spørgsmål besvares ikke, men det bliver filmen ikke mindre spændende af. Det ene øjeblik taler han fremmedsprog flydende og er enten pilot, ishockeyspiller eller som her i filmen arving til Augustinus-fondens millioner. Intet af det han påstod var rigtigt, men han har en vanvittig evne til at charmere sig vej frem og sige det, folk gerne vil høre. Og absolut ingen samvittighed. I virkeligheden boede han bare i en kælder hos sine bedsteforældre i Præstbro i Nordjylland.

Amanda skal spille sig selv, og det er sværere end man lige skulle tro, men det klarer hun forbilledligt. Og det er iøvrigt modigt at stå frem med en historie, hvor man er blevet snydt, så vandet driver. De øjeblikke hvor man ikke kan lade være med at synes, at Amanda er naiv, er til et begynde med, hvor hun lader sig lokke til at kommunikere med en, hun ikke kender, på Facebook. »Fordi han var sød og glad.« Men allright, det siger noget om, hvordan kommunikation på de sociale medier hurtigt kan lokke en derud, hvor alarmklokkerne ikke blinker.

Esben Dalgaard spiller svindleren som en energisk fantast, hvis reaktion, når han bliver afsløret, deler sig i to. Først nægter han og vikler sig ud i flere og flere nødløgne for at krybe udenom. Noget han formentlig nyder, gætter man på. Når spillet er ude, bliver han pludselig svagelig og nærmest syg og forsøger at stikke af.

Dokumentarfilmen med en enkelt professionel skuespiller på rollelisten fænger fra begyndelsen, fordi svindelnummeret overfor Amanda kunne være sket for os alle. Og så har Nicole N. Horanyi et formidabelt turbogear, da hun støtter faktuelt op om alle følelserne med en ekstra historie om dengang Rieper-Holm udgav sig for at være en rigmandssøn fra USA, der ville redde Slagelses 2. divisionshold i håndbold fra konkurs i 2009. Her bydes på kostelige scener og på intet tidspunkt udstilles Casper Rieper-Holm mere, end han fortjener. Nærmere mindre.

”En fremmed flytter ind” er ligeså meget en gyser som den gyserfilmen fra 1990 med Michael Keaton og Melanie Griffith, den har lånt sin titel fra. Med den første danske forvandling af en podcast til en spillefilm og det i bakspejlet set logiske træk at lade en skuespiller spille Casper Rieper-Holm er ”En fremmed flytter ind” heldigvis skabt uden at låne meget andet.

Hvad: En fremmed flytter ind. Hvem: Instruktør: Nicole N. Horanyi. Medvirkende: Esben Dalsgaard, Amanda Midtgaard Kastrup. Hvor: Premiere over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.