Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse

Helt ude i hampen

Halvvejs inde i »Arvingerne« står familieskænderierne i stampe.

Stakkels Signe måtte se sin hampmark brændt af. Er »Arvingerne« selv ved at brænde ud? Foto: Per Arnesen/DR
Stakkels Signe måtte se sin hampmark brændt af. Er »Arvingerne« selv ved at brænde ud? Foto: Per Arnesen/DR

»Hvad fanden er det med jer og advokater? Hvorfor har I så lidt tillid til andre mennesker? Det er fandeme ikke noget, I har fået fra mig.«

Sådan siger Jesper Christensens pothoved, eksperimentalkomponisten og hashvraget Thomas, da Trine Dyrholms sammenbidte Gro varsler det, vi godt ved vil komme: Endnu et retssalsdrama i DRs søndagsserie »Arvingerne«. Denne gang om det bortrøvede barn Melody.

At Thomas selv ikke ligefrem er nogen, man kan stole på i længden, demonstrerede han til fulde, da politiet dukkede op og fandt frilandshash mellem Signes fire hektarer med industrihamp.

Men noget kan Thomas nu alligevel have ret i: Det med familiefølelsen, ansvaret for andre og tilliden til omgivelserne er noget, der kan ligge på et meget lille sted i serien.

»Det dér har ingenting med familie at gøre,« siger den langmodige Robert (Trond Espen Seim) til kæresten Gro, da han opdager de blå mærker fra hendes brors, Frederiks, kvælertag. Dér tager han fejl: Det har alt med den hysteriske familieopfattelse i »Arvingerne« at gøre.

Der er ikke bare blevet drevet en kile ind mellem Signe (Marie Bach Hansen) og Thomas, men stort set også mellem alle de øvrige personer i en serie, hvor konflikterne efterhånden står så meget i kø, at man efterhånden som Signe får lyst til at trække dynen op over hovedet for at få lidt ro.

Amok med motorsav

Allerede i lufthavnen, hvor Gro og Frederik (Carsten Bjørnlund) vender hjem fra Bangkok med det frigivne sorte får (Mikkel Boe Følsgaard), løsladt fra fængslet, ulmer konflikterne for siden at få fornyet næring.

Den pressede, selvstændige Gro, der stadig er viklet ind i kunstfusk for millioner, støder den ellers så venligt opvartende Robert fra sig og er i stedet lige ved at havne i kanen med Peter Hesse Overgaards slebne mæcen, kunstkynikeren Kim, i en alkoholvædet tete-a-tete.

Styr på forholdet til Frederik har hun selvsagt endnu ikke fået. Og sidstnævnte ligner mere og mere en af den slags knudemænd, der kan finde på at skyde hele sin familie med et jagtgevær.

Indtil videre nøjes han med at gå ud i det sydfynske øhav med snøresko på, stirre uheldssvangert ud over horisonten og gå amok med en motorsav. På en klynge træer. Ikke så underligt, at supersøde Solveig (Lene Maria Christensen) tog sine gode børn og skred.

Og så er der også ballade mellem Signe og farmand (Jens Jørn Spottag), der misbilliger, at hun snaver med Rasmus Botofts smarte sportschef, som han har et anstrengt forhold til.

Det klæder nu ellers Signe at være revet ud af den henførte benovelse og møgirriterende familiære underskudsforretning, hun bar rundt på i første sæson – i denne omgang er det tanken, at hun skal vokse i takt med, at modgangen skyller ind over hendes landbrugsforetagende.

I dette afsnit måtte hun som en anden Karen Blixen se sin afgrøde gå op i lys lue. Men nu skal hun nok få hjælp af Mikkel Arndts friske landbrugsmedhjælper. Ellers står verden og DRs manuskriptafdeling da ikke længere.

Vi er nu mere end halvvejs inde i sæsonen med dette fjerde afsnit, der mest af alt trådte vande i venten på de tikkende bomber, som nok skal blive udløst inden sidste kapitel.

Der var, med andre ord, stadig ikke meget, der kunne overbevise om, at en fortsættelse af serien om den samspilsramte familie var en streng nødvendighed. Hvor glimrende enkelte scener end folder sig ud, er det ligesom ikke nok til at give »Arvingerne« og dens karakterer den fornyelse, den kunne have haft brug for. Er man ikke ved at miste interessen? Ugens replik? Den tilfaldt Kirsten Lehfeldts advokatalkoholiker: »Jeg kan garantere for, at Thomas har forstået, at det ikke var det allerbedste sted at plante sin skunk.«

Hvad: »Arvingerne«, sæson 2, fjerde afsnit.

Hvem: Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Episodeforfatter: Lars K. Andersen. Instruktion: Mads Kamp Thulstrup.

Hvor: DR1, søndag aften kl. 20.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.