Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Dobbeltanmeldelse

Er »Blade Runner 2049« en meget lang vejrudsigt eller alt, hvad publikum kan ønske sig?

Kristian Lindberg og René Fredensborg har begge anmeldt den nye film »Blade Runner 2049«. De er ikke just enige om filmens kvaliteter.

Fotografer: Søren Bidstrup, Frank Ockenfels og Liselotte Sabroe.
Fotografer: Søren Bidstrup, Frank Ockenfels og Liselotte Sabroe.

Flyd, min elektriske androide-tåre

»Blade Runner 2049« bliver næsten psykedelisk i sit udtryk og er i sig selv et eksempel på en fremtid, der vil udfordre vores greb om virkeligheden.

★★★★★☆

Af Kristian Lindberg

Ét billede i Denis Villeneuves »Blade Runner 2049« synes at opsummere hele den kommercielle og kunstneriske intention med at genoplive et så elsket og kultdyrket univers som det, Ridley Scott grundlagde i 1982 med science fiction-klassikeren »Blade Runner«.

Los Angeles er stadig et regnvådt morads af neonslugter og forurenings-sorte mega-skyskrabere, og på en bevægelig lysreklame, hundreder af etager høj, blinker budskabet: »Alt, hvad du ønsker at høre / alt, hvad du ønsker at se« - og det er netop ambitionen med filmen. »Blade Runner 2049« er nemlig alt, hvad et betalende publikum kunne ønske sig på billedsiden, hvor en blanding af computergenererede billeder og fysiske modeller udmaler vor fremtid, så man aldrig skulle ønske sig morgendagens komme. Ligeså på lydsiden, hvor Hans Zimmer og Benjamin Wallfisch har skabt bragende magi ved hjælp af vintage-synthesizere, der emulerer komponisten Vangelis’ wagneriske storladenhed fra første film, uden at det havner i pastiche.

Indimellem bliver filmen næsten psykedelisk i sit udtryk, som da filmens helt, politimanden »K«, har sex med sin hologramkæreste Joi, der – fordi han fortjener det – har fusioneret sin pixel-æteriske form med en fysisk kvinde, nemlig gadepigen Mariette. Scenen er central for filmens dybereliggende ærinde til et nutidigt publikum, men mere om det senere. Først skal vi repetere, hvad det hele drejer sig om.

Ryan Gosling er førnævnte K, der jager undslupne androider og afliver dem med samme smådeprimerede ulyst som Harrison Ford i en tilsvarende rolle i den første film. I løbet af de 30 år, der er gået, siden Harrison Ford åd dampende nudler i første film, er Jorden blevet ramt af en række økologiske katastrofer, hvorfor den mest velstående del af menneskeheden nu er rejst til de udenjordiske kolonier. På en mission, hvor en androide-ormefarmer bliver henrettet med brutal effektivitet, opdager K en nedgravet kasse, der har potentiale til at udløse en regulær krig mellem de ægte og de kunstige.

Hvad der er tale om, kan anmeldelsen ikke afsløre her, da flere af handlingens fine overraskelser i så fald vil kunne forhåndsudregnes af en nogenlunde plotkyndig biografgænger. Det skal heller ikke her afsløres, hvem der er menneske, og hvem der bare lader som om, men det er atter en pointe, at de er blevet næsten umulige at skelne fra hinanden. Dog er der en visuel ledetråd i de tårer, der mekanisk løber fra androidernes øjenkroge, når talen falder på terminering af deres eksistenser. Det fører hen til den måske mindst interessante del af filmen, nemlig rigmanden Niander Wallace (en grandios Jared Leto), der nu har monopolet på produktionen af replikanter, og som gerne vil være en rigtig skabergud. Som så mange superskurke før ham.

Der er masser af handling i filmen, men som i mange andre science fiction-film er man som tilskuer mest interesseret i selve den verden, der bliver bygget op. Her byder instruktør Denis Villeneuve og fotograf Roger A. Deakins på mængder af detaljer. Verden lever nu af proteinorme, der farmes i trøstesløse industrilandbrug, og byen er omkranset af en enorm mur, der formentlig skal beskytte den mod den stigende vandstand. Hologram-teknologien er så avanceret, at et menneske kan leve isoleret i et sterilt rum og alligevel opleve at gå i en frodig have.

Hjemme hos K bor hans kæreste Joi (spillet af Ana de Armas), der også er et hologram, designet efter hans intime ønsker, hvorfor hun kan skifte tøj og hårfarve på et splitsekund. De elsker hinanden virkeligt, og forholdet mellem de to er filmens bedste bud på en følelsesmæssig kerne.

»Blade Runner 2049« vil gerne handle om, hvad det vil sige at være et menneske, og Ryan Gosling får fint problematiseret spørgsmål med en næsten udtryksløs præstation, der bringer mindelser om hans uforglemmelige rolle i Nicolas Winding Refns »Drive«. En stribe af hårdtslående kvinder gør indtryk, såsom Sylvia Hoeks som en dødbringende androide-valkyrie og Robin »House of Cards«-Wright som Ks chef, der ikke går af vejen for lidt kinky cybersex. Endeligt dukker Harrison Ford også op og er måske/måske ikke ein echter Mensch.

Men endnu mere end at være en diskussion om det menneskelige er filmen i sig selv et eksempel på en fremtid, vi er på vej ind i med stormskridt, hvor vores bevidstheder er ved at blive indlejret i verdener, der måske kommer til at udfordre vores kontakt med den virkelige virkelighed. Hvor alt, hvad du ønsker, kan du få at se.

Tomhed går i spiral

René Fredensborg gæsteanmelder Blade Runner 2049. Det er aldrig lykkedes ham at se Ridley Scotts klassiker fra 1982 uden at falde i søvn, og han er Blade Runner-skeptiker. Anmeldelsen er et modspil til Berlingskes filmredaktørs bedømmelse af filmen.

★★★☆☆☆

Af René Fredensborg

Alene postyret omkring pressevisningen gjorde det klart, at Blade Runner ikke bare er en film. Det er, må vi forstå, selveste opfølgeren til et ikonisk og kultisk mesterværk, som jeg må indrømme, at jeg gang på gang er faldet i søvn til. Denne gang var jeg dog på dupperne, for pludselig skulle man meget usædvanligt skrive under på en såkaldt embargo, hvor man som anmelder lovede ikke at afsløre filmens plot, men så var der pludselig kritik fra kritikerne, og så skulle man pludselig ikke skrive under på alt det der Hollywood-hysteri.

Bare rolig, jeg spoiler ikke, men filmselskabets paranoia i form af overvågning med Night Vision Goggles under selve forestillingen er på mange måder helt i tråd med den oppustede selvhøjtidelighed, som Blade Runner-universet er tåget ind i.

Vi er i et univers, hvor selve definitionen af et menneske er det, du ifølge instruktøren skal sidde og gruble over, mens du endnu en gang bliver lullet ind i den fortsatte dystopi om det muligvis totalt robotstyrede samfund. Altså, spændinger mellem mennesker og replikanter (nøjagtige kopier af mennesker), fordi vi ikke kan se eller mærke forskel, hvorfor det også i filmen er svært at vide, om hovedpersonen K (Ryan Gosling) dybest set er en sjælløs robot eller ej.

Det er på mange måder plottet, mere kan og bør jeg ikke sige, men vi forstår, at K er en blade runner og derfor slukker for replikanter ude af kontrol. En slags robotpoliti, kort sagt. Vi følger altså denne usmilende LAPD-huddukke i flyvende bil, ligesom vi engang fulgte Harrison Ford i samme rolle. Ford dukker i øvrigt op igen, og jeg kan næsten høre nørderne klappe, når han langt om længe og still good looking træder ind på lærredet. Han Solo-agtigt.

Blandt biografens anmeldere var der overraskende stille, enkelte døjede lidt med »helikopterhoved«, for selvfølgelig kunne man ikke tillade sig at sove, som Ryan Gosling gør det, når han krydser et goldt og diset landskab ramt af klimakatastrofe. For 35 år siden regnede det konstant i Blade Runner, nu sner det gudhjælpeos i sunny California a la 2049.

Jeg så altså en meget lang og dårlig vejrudsigt, mens andre uden tvivl ser en dybt filosofisk fremtidsfabel. Thi anerkender du ikke Blade Runners filmhistoriske betydning, er det som at indrømme, at du ikke forstår, hvad Kraftwerk gjorde for synthesizeren. Jeg tror, jeg forstår, at Blade Runner er mere end en film, det er et epos, og det er på alle måder flot og storslået og billedmættet og meget intellektuelt. Selv underlægningsmusikken!

Men: Tomhed går i spiral, siger K på et tidspunkt. Og den kvalitative kedsommelighed går så også i ring i jagten på en søn og en far. Det er næsten Star Wars for melankoholikere, farve- og tågeindhyllet, som var Olafur Eliasson med på holdet, og så bliver det næppe mere selvoptaget.

Og det er netop denne humorforladte selvhøjtidelighed, der gør, at jeg på det kraftigste må opfordre beskueren til at være godt udhvilet, hvis man vælger at indløse billet til denne slowmotion-thriller.

Det er altid svært med en 2er, en opfølger til et i forvejen overvurderet og overanalyseret værk. Både Elvis og Frank Sinatra kiggede overraskende elegant forbi, men ellers døsede jeg lidt hen i al den æstetik og stemning. Blade Runner 2049 er simpelthen for stilistisk til at være andet end minimalt spændende. Men jeg holdt mig vågen.

Instruktion: Denis Villeneuve. Med Ryan Gosling, Harrison Ford og Ana de Armas. 163 minutter. I biografer over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.