Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Film

Den enes død er den andens brød

Den dansk-canadiske co-produktion »Eddie: The Sleepwalking Cannibal« er en kulsort komedie. Horror med glimt i øjet og fyndig satire over en kunstverden hvor målet - det endegyldige mesterværk - helliger ethvert middel. Selv mord eller det der er værre.

»Eddie: The Sleepwalking Cannibal« lyder som alle tiders low-budget horrorfilm. Men filmen, der er produceret af danske Frithjof-film i samarbejde med canadiske Quiet Revolution Pictures, er mere end det.

Her er dømt kulsort komedie med ikke så få referencer til Coen-brødrenes »Fargo« og en til tider temmelig skarp satire over en kunstverden, hvor inspirationen er den hellige gral, alt kan kaldes kunst, bare det provokerer tilstrækkeligt, og intet middel er for grusomt, når det gælder om at ryste op i kunstelskernes kyniske og hærdede sjæle. For måske er kunst nødt til at komme fra det dybeste dyb af menneskesjælen, der hvor vi almindelige ikke-kunstneriske mennesker ikke tør vove os ned? Tjah, det er da i hvert fald en tanke værd! Og »Eddie: The Sleepwalking Cannibal« lykkes faktisk med at sætte flere tanker i gang, end sædvanligt er for genren.

Thure Lindhardt spiller den tidligere så feterede kunstner Lars, der ikke længere kan finde inspiration til at male. Hans agent har derfor arrangeret, at han skal undervise på en øde beliggende kunstskole i Canada i håb om, at et sceneskift er det, der skal til. Lars får desuden til opgave at passe på den stumme kæmpe Eddie, hvis tante er en af den økonomisk trængte skoles største velgørere.

Men godmodige Eddie har en hemmelighed; om natten går han i søvne i en sand blodrus. Først efter små dyr, men snart også efter mennesker. Lars bliver skræmt, men kun indtil han opdager, at Eddies voldsomme handlinger er lige det, han trænger til for at få de kreative safter til at flyde. Det første maleri bliver til i en rus af afsky og fascination og bliver solgt for en rekordsum, der får Lars til at hungre efter mere. Han bruger derfor al sin energi på at pirke til Eddies sovende instinkter. Men kan succes købes for dyrt? Og har Lars overhovedet kontrol over Eddie?

Grotesk og morsomt

Det bliver mere og mere tvivlsomt, i takt med at filmen bliver mere og mere voldelig, og det moralske kompas begynder at svinge ukontrollabelt. Det er grotesk, og det er morsomt. Ikke mindst takket være gode skuespilspræstationer fra Thure Lindhardt, der spiller Lars med dead-pan humor og selvforherligende afstumpethed, når det kommer til hans rolle som kunstner med stort K. Også filmens virkelige stjerne, Dylan Smith, giver den godmodige kæmpe Eddie flere lag bag den tilsyneladende tilbagestående facade. Hans Eddie observerer og forstår. Måske også mere end Lars og de andre i kunstverdenen, der fokuserer mere på berømmelse og penge end på menneskelige konsekvenser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.