Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De talentløses oprør

»Marguerite« hylder retten til at folde sig ud, uanset omfanget af ens talent.

Catherine Frot spiller »Marguerite«, mens Denis Mpunga spiller hendes grænseløst tålmodige tjener og pianist. Foto: Angel Films
Catherine Frot spiller »Marguerite«, mens Denis Mpunga spiller hendes grænseløst tålmodige tjener og pianist. Foto: Angel Films

Er der mon nogen i verden, ud over plakat­fulde japanske forretningsmænd, der for alvor synes, at karaoke er sjovt? At det er vidunderligt morsomt, når ens favorit-sange bliver maltrakteret af et umusikalsk menneske? Nej vel? Og på den baggrund er det imponerende, at det lykkes den franske instruktør Xavier Giannoli at skabe en rørende og vedkommende film, der er inspireret af den sande historie om den talentløse operasangerinde Florence Foster Jenkins. Senere på året er der premiere på en anden amerikansk film om samme katastrofesangerinde, men Giannoli har transponeret historien til fransk med stor disharmonisk finesse.

Den velhavende baronesse Marguerite Dumont (Catherine Frot) elsker opera og optræder gerne med sin tænderskærende falske sopran for sin kreds af aristokratiske venner, der har gjort sig afhængige af hendes økonomiske generøsitet. Hun har fået adelstitlen af sin mand, George (André Marcon), der selv er ludfattig, og som derfor må sluge skammen over hendes optrædener og trøste sig med en elskerinde. Desværre for ham »opdages« Marguerite af to anarkistiske kunstnere, der hyrer hende til deres antikrigscabaret i Paris, hvor hun skal fremføre nationalsangen. For Marguerite er det et skub ind i en altopslugende vrangforestilling om sin egen status som verdensstjerne.

Det storslåede er vigtigere end det perfekte

Ligesom karaoke lyder filmens plot som en lang anstrengende vits, men der er mere kompleksitet i »Marguerite« end et første øjekast lader aner. Selv om filmen gør sig lystig på bekostning af den tonedøve Marguerite, når hun kaster sig ud i Mozarts »Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen« og får det til at lyde som Daffy Duck, opbygger man nemlig også en slags beundring for baronessens dedikerede kamp for sin kunst. Som hendes hårdt plagede operalærer udtrykker det: »Det er vigtigere at gøre noget storslået end at gøre noget perfekt.«

 

Først og fremmest er filmen dog en rørende skildring af et meget umage par, Marguerite og George, der først efter et lang livs frustrationer begynder at se med kærlighed på hinandens svagheder og styrker. Endelig kan »Marguerite« ses som et alt-eller-intet-forsvar for de uperfektes ret til at folde sig ud med fynd og klem. Det er vi mange uopdagede talenter, der påskønner, uden at det dermed skal forstås som en opfordring til mere karaoke.

 

Hvad: »Marguerite«.

Hvem: Af Xavier Giannoli.

Hvor: Biografer over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.