Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nekrolog

En epoke på Chelsea Hotel er slut

Stanley Bard var direktør på Manhattans Chelsea Hotel fra 1964 til 2007 og selv lige så legendarisk som mange af hotellets gæster.

Stanley Bard er død, 82 år. Foto: Emmanuel Dunand
Stanley Bard er død, 82 år. Foto: Emmanuel Dunand

Forleden døde Stanley Bard, 82 år. I mere end 40 år var han hoteldirektøren, der puslede om og fremelskede kunstneriske talenter af mange forskellige slags på Manhattans legendariske Chelsea Hotel, som han var medejer af. Da han døde af et slagtilfælde sidst i februar, havde han forlængst trukket sig tilbage og udlevede let modstræbende sin solbeskinnede alderdom i Florida.

Chelsea Hotel er en 12 etagers høj victoriansk bygning på 23. gade vest, og hotellet havde allerede status af kulturelt ikon i New York, da Stanley Bards far, David Bard, købte sig ind i hotellets ejerkreds i 1947. Skikkelser som forfatterne Mark Twain og O. Henry havde hængt ud der i tidernes morgen. Senere boede forfattere som Brendan Behan, Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre og Charles Bukowski der, og digtere som Allen Ginsberg og Gregory Corso brugte hotellet som ramme om filosofisk og kunstnerisk meningsudveksling.

Det var også her forfatteren Dylan Thomas boede og døde af et for stort alkoholindtag i 1953 – hans sidste ord var »16 whiskyer i streg, det må være ny rekord« – det var her Nancy Spungen, der var kæreste med sangeren Sid Vicious fra Sex Pistols, blev fundet dolket ihjel i 1978. Sid Vicious blev anklaget for mordet, løsladt mod kaution, men døde af en overdosis stoffer inden sagen kom for retten. Endelig har forfatteren Arthur Miller skrevet et lille stykke prosa, »The Chelsea Affect«, om Hotel Chelsea i begyndelsen af 1960erne. Også filmkunstnere som Stanley Kubrick, Ethan Hawke, Dennis Hopper, Uma Thurman, Elliott Gould, Jane Fonda, Russell Brand og mange flere har været der.

I Stanley Bards regeringstid boede også en lang række kunstnere på hotellet: billedkunstneren Christo, sangerne Joni Mitchell og Leonard Cohen. Her arbejdede Jack Kerouac på sin »Vejene«, her skrev Arthur C. Clarke »2001: A Space Odyssey«, William Burroughs skrev »Naked Lunch« og Bob Dylan skrev »Sad-Eyed Lady of the Lowlands«. Og andre prominte navne som Patti Smith, Iggy Pop, Chick Corea, Cher, John Cale, Édith Piaf, Alice Cooper, Janis Joplin, Bette Midler, Pink Floyd, Jimi Hendrix og Madonna boede der først i 1980erne. Det var som om, at man ikke var rigtig kunstner, før man havde boet der.

Stanley selv begyndte med at arbejde som assistent for hotellets VVS-mand med en lille universitetsgrad i bagagen i 1957, da han endnu var i begyndelsen af 20erne. På den måde lærte han alle afkroge af det store hotel at kende. Da hans far døde i 1964, tog Stanley over som direktør med tilstræbt ligegyldighed overfor fastlagte normer og konventioner, indtil en intern magtkamp tvang ham ud i 2007.

»Den mest elskede – til dels også gådefulde – skikkelse som Chelsea har skænket os er naturligvis hotellets hæderværdige indehaver Stanley Bard,« skrev en af de fastboende gæster, Ed Hamilton, i bogen »Legends of the Chelsea Hotel: Living With Artists and Outlaws in New York’s Rebel Mecca« fra 2007. Han fremhævede blandt Stanley Bards mange fine kvaliteter hans enestående evne til at se bort fra, at der nogensinde var foregået noget som helst grimt eller ubehageligt på hotellet.

Hans konsekvent positive indstilling nærmede sig til tider en diagnose, som det bl.a. kom til udtryk, da en velkendt narkoman på 9. etage døde af en overdosis. Etagen vrimlede pludselig med politifolk, og hans værelse stod tomt. Til de øvrige gæster forklarede Stanley Bard omhyggeligt, at politifolkene såmænd var nye gæster på hotellet, og at det pågældende værelse kun stod tomt, fordi den tidligere beboer var rejst til Europa.

Filminstruktøren Milos Forman spurgte drillende Bard i dokumentarfilmen, »Chelsea on the Rocks« (2008), om der mon nogensinde var sket det, at nogen var død på hotellet.

»Ja,« sagde Stanley Bard tøvende, »én. I 1988. Portrætmaleren Alphaeus Cole. Han blev 112 år.«

Helt glemt var Dylan Thomas, Nancy Spungen, Sid Vicious og alle de andre.

Stanley Bard lånte også penge ud til langtidslogerende og tolererede mildt, at regninger ikke blev betalt. Hans syntes, det var fint med visse hotelgæsters særheder og støttede dem i deres kulturelle bestræbelser. Da fotografen Timur Cimkentli efterhånden skyldte for meget, fik han lov til at arbejde pengene af som natportier.

Timur Cimkentli sagde allerede i 2011 poetisk om Stanley Bard, at han var »som et stort rabarberblad som børn kunne søge ly under«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.