Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Profetens femte kolonne

Kronik: Den moderne islamisme, som næsten alle danske imamer går ind for, kalder sig en religion, men er først og fremmest en politisk ideologi på linie med kommunismen og nazismen.

<

Statsministeren fik kritik for sin indirekte sammenligning mellem islamistiske ekstremister og rotter. Derimod var der ikke mange, der gøede, da Nyrup i sidste uge blæste til kamp mod »fundamentalistiske grupper« som Hizb-ut-Tahrir, Minhaj-ul-Quran og nazisterne. Nazichefen Jonni Hansen og hans henved 18 trofaste følgesvende er selvfølgelig med af rene liturgiske årsager, og ikke fordi nogen i statens ledelse frygter noget, de kunne finde på. Det interessante er at støde på Minhaj i dette selskab. Statsministeren ved udmærket godt, at en række Minhaj-folk med Mona Sheikh og Tanveer Ahmed i spidsen også er prominente medlemmer eller kandidater hos regeringspartneren de Radikale.

Selv om bevismaterialet om

Minhaj-ul-Qurans sande natur har hobet sig op, siden en lille gruppe radikale i dette forår satte sig for at forhindre Mona Sheikhs dengang sandsynlige indtog i Folketinget (hun blev opstillet samme dag, som hun betalte sit første partikontingent), har de radikale ledere valgt at negligere det. Således er det ikke Minhaj, der på det seneste har fremkaldt ruelse hos Elisabeth Arnold, men derimod Hizb-ut-Tahrir, hvis politiske mål næppe adskiller sig fra Minhaj-ul-Qurans, men hvis ledere er ærlige nok til at stå ved dem. Minhaj er en langt farligere organisation, fordi dens folk lyver om deres hensigter og spiller moderne og demokratiske.

Under et diskussionsmøde for et par uger siden spurgte Jette Plesner Dali - en af de radikale, der har været med til at afsløre Minhajs commando raid i partiet - hvordan paneldeltager Mona Sheikh ville forklare de betingelser, der skal opfyldes for at blive medlem af Minhaj-ul-Quran. Dali oplæste punkt 5 i Minhajs såkaldte »Membership Covenant«, men fik et typisk undvigende svar: »Nu ved jeg jo ikke, hvorfra du har dine kilder«, svarede den unge politiker. Medlemmer af Minhaj-ul-Quran-skolen skylder ikke de vantro en forklaring.

Dokumentet er imidlertid autentisk. Det kan læses på

http://tehreek.minhaj.org/tmq/membership.htm. Medlemskab i Minhaj forudsætter, at man har underskrevet formularen, som sendes til godkendelse i Minhajs hovedkvarter i Lahore i Pakistan. Når den foreligger, kan man blive optaget i f.eks. Minhajs danske afdeling.

Indmeldelsesformularen bærer titlen »Covenant« - et ord af nærmest bibelsk tyngde. Pagtens Ark hedder på engelsk »the Ark of the Covenant«. Man melder sig ikke bare ind i Minhaj, som man f.eks. gør i Det Radikale Venstre. Man indgår en pagt, der gør det til livets indhold at kæmpe for islams verdensomspændende overherredømme. Med livet som indsats.

Da Minhaj-ul-Quran har tradition for at lukke hjemmesider, så snart udenforstående finder ud af, hvad de indeholder, skal jeg her bringe en dansk oversættelse af Medlemspagtens fem punkter. Det er ikke helt nemt, da grundlaget er et noget mangelfuldt engelsk.

Jeg erklærer mig fuldstændig enig i MIMs (Minhaj-ul-Quran International Movement's) program, mål, hensigter, regler og regulativer, og jeg bekræfter, at jeg punktligt vil efterkomme dem.

Jeg vil efterkomme den islamiske sharias bud efter bedste evne.

Jeg vil regelmæssigt betale medlems- og abonnementsafgiften og bidrage til bevægelsens løbende projekter, der omfatter hjælp til trængende mennesker og udbredelsen af islam.

Jeg vil altid efter bedste evne, til glæde for den almægtige Allah, bringe ofre for MIMs store mål.

Jeg vil betragte den internationale revolution baseret på Koranen, sunna, islams verdensomspændende sejr, genoprettelsen af islams overherredømme og den muslimske verdens enhed som formålet med mit liv. Jeg vil leve og dø for dette formål.

`

»Islams verdensomspændende sejr« og »genoprettelsen af

islams overherredømme« er uforenelige med dansk selv-

bestemmelse og

demokrati

,

Især punkt 5 må påkalde sig interesse. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at en dansker, der har skrevet under på noget sådant, er gået i fremmed tjeneste mod sit eget land. »Islams verdensomspændende sejr« og »genoprettelsen af islams overherredømme« er uforenelige med dansk selvbestemmelse og demokrati. Så vidt vides, har Minhaj-medlemmer ikke begået voldshandlinger i Danmark. Men med deres »demokratiske« vej til magten er de adskilligt farligere end mere utilslørede islamistiske fanatikere som Hizb-ut-Tahrir.

Efter det mislykkede ølstuekup i München i 1923 opgav Adolf Hitler den voldelige vej til magten til fordel for en formelt legal og demokratisk. Det gjorde ham ingenlunde til demokrat, og som bekendt tøvede han ikke med at tilføje demokratiet og de borgerlige frihedsrettigheder et dødsstød, så snart han havde samlet tilstrækkelig parlamentarisk styrke. Danske Minhaj-folk og andre herboende islamister bliver heller ikke til demokrater, blot fordi de har gået på universitetet og har lært sig at sige alle de rigtige lyde. Som den radikale folketingskandidat Tanwir Sharif (der siger, at han ikke er Minhaj-medlem) har fortalt, afventer man resultaterne af den igangværende demografiske revolution, der i løbet af nogle årtier vil give Danmark en anden befolkningssammensætning. Når tilstrømningen af ikke-integrerede muslimer er blevet stor nok, agter man at afskaffe grundloven og indføre det teokratiske diktatur. At dette sker for at »glæde Allah«, gør politisk set hverken fra eller til, selv om nogle danske biskopper og store dele af meningseliten føler sig stærkt beroliget af den religiøse indpakning.

De Radikales bløde punkt, når det gælder den islamistiske femtekolonne kan ikke forklares ved xenofili, altså forkærlighed for fremmede. I så fald ville partiet formentlig ikke have promoveret medlemmer, der hader og bekæmper en af partiets mest attraktive »etniske« folketingskandidater, Naser Khader. Heller ikke den velargumenterende indisk-fødte Manu Sareen (som i øvrigt ikke er muslim) er tjent med at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation sammen med Minhaj-manden Tanveer Ahmed. Der er heller ikke nogen sammenhæng mellem ønsket om at hjælpe muslimske indvandrere med at blive integreret i det danske samfund og den ubegribelige forståelse, man udviser over for den politiske islams talsmænd. De islamistiske fanatikeres første ofre er altid moderate muslimer, der ønsker at leve i et demokratisk samfund.

Indadtil lægger de islamistiske bevægelser og deres finansielle bagmænd i lande som Saudi-Arabien, Iran og Libyen ikke skjul på deres politiske program. I en af sine talløse bøger har Minhaj-ul-Qurans stifter og nuværende chef, Tahir ul-Qadri, oplyst, at islam ikke er en religion men en »din«, dvs. en altomfattende verdensanskuelse eller universalideologi. Den islamistiske »din« omfatter rigtignok den livssfære, som f.eks. kristne og jøder ville kalde den religiøse, men er også en komplet politisk ideologi, en statsopfattelse, et retssystem, en æstetik og et videnskabssyn. Desuden rummer den detaljerede leveregler, der er absolut bindende for alle.

Der har i tidens løb været mange spekulationer om den politiske islams placering i forhold til andre totalitære ideologier. Den britiske filosof Bertrand Russell så paralleller mellem islam og den russiske bolsjevisme, mens Karen Blixen fandt, at nazismen og islam havde påfaldende lighedspunkter. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke islamismen er en endnu mere ekstrem form for totalitarisme, fordi den omfatter absolut alle aspekter af såvel det offentlige som private liv (ayatollah Khomeini opstillede f.eks. fire regler, som skulle overholdes, når man drak vand; han har også ved hjælp af et teologisk ræsonnement beregnet, hvor meget en ged mister i handelsværdi, hvis den er blevet seksuelt udnyttet af en mand). Målet er den totale afskaffelse af friheden og i sidste instans af selve tanken om individdet.

Rødderne til den moderne islamisme rækker i hvert fald tilbage til 1700-tallet, men som praktisk politik står den især i gæld til ayatollah Ruhollah Khomeini, der gennemførte Irans islamiske revolution i 1979. Hvis islam ikke er politik, så er den ingenting, udtalte Khomeini, der kritiserede moderne tænkende muslimer, som ville gøre islam til et privat anliggende. Tværtimod burde islam bemægtige sig det offentlige rum. Den iranske revolutionsleder henviste til, at Koranen rummer hundrede gange flere vers, der handler om politik, end vers, der handler om fromhed.

Når danske biskopper træffes med herboende islamistiske imamer - og islamister er de næsten allesammen - er der således ikke tale om et religionsmøde. Det der sker er, at den danske folkekirke forlener en totalitær bevægelse med en »hellig« legitimitet.

Det samme gør Det Radikale Venstre, når det bliver ved med at protegere medlemmer og kandidater, der har skrevet under på, at formålet med deres liv skal være at undergrave demokratiet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.