Mod uretfærdig verdenshandel

Det kan undre, at kampagnen »For retfærdig verdenshandel« anbefaler, at ulandene fortsat bør have lov til at beskytte deres egne markeder. Det er for længst slået fast, at åbne økonomier klarer sig væsentligt bedre end lukkede. Desuden er lukkede økonomier mere korrupte end åbne, og lande med lav korruption er mere velstående end lande med høj korruption.

TEGNING: LARS ANDERSEN
TEGNING: LARS ANDERSEN
Frem til verdenshandelsorganisationen WTOs møde i december står en række NGOer og fagforeninger verden over bag kampagnen »For retfærdig verdenshandel« (herefter benævnt »FRV«). De overordnede mål er at »tvinge« ilandene til at sige ja til »bedre handelsvilkår til ulandene« og »styring af globalisering til gavn for alle mennesker« og nej »til liberaliseringer der skader de fattige«.

Derfor skal ilandene åbne deres markeder for produkter fra udviklingslandene, der fortsat skal have lov til at lukke deres hjemmemarkeder for import fra andre lande.

Af kampagnematerialet fremgår det, at »handelsliberaliseringer ikke må forhindre opbygningen af en lokal industri«, og det understreges, at man skal »støtte udviklingen af ulandenes landbrug og deres selvforsyning med basisfødevarer«.

Det ligner til forveksling de anbefalinger, venstrefløjen kom med tilbage i 1960erne, hvor lande, der satsede på eksport, nedladende omtaltes som »USAs dikkende lammehale« (Sydkorea) eller slet og ret som »kapitalismens lakajer«. I mellemtiden har disse »lakajer og dikkende lammehaler« opnået en levestandard, der nærmer sig eller er på niveau med ilandenes.

Derimod opnåede lande, der fulgte datidens velmenende råd om selvforsyning, kun ringe økonomisk vækst, hvorfor armod og fattigdom stadig er udbredt i disse lande.

For 50 år siden var lande som Taiwan og Sydkorea blandt verdens fattigste og havde en gennemsnitlig levestandard omkring det halve af Brasiliens og på niveau med Ghanas, men omkring 1980 overhalede de Brasilien og er nu cirka tre gange så rige.

Hong Kong og Singapore var lidt bedre stillede, idet deres gennemsnitlige levestandard var på niveau med Brasiliens og ca. en tredjedel af Argentinas. I dag er levestandarden i Hong Kong og Singapore mellem tre og fem gange Argentinas og Brasiliens.

Sammenligningen mellem de nævnte latinamerikanske lande på den ene side og de nævnte asiatiske lande på den anden er relevant, da netop de latinamerikanske lande i vid udstrækning fulgte de anbefalinger, som »FRV« gør sig til talsmænd for, mens de asiatiske lande fulgte en økonomisk politik, der i langt højere grad integrerede dem i resten af verdens økonomi, med vægten lagt på eksport og - ikke mindst i forhold til de latinamerikanske lande - liberal handelspolitik.

De sidste 50 års udvikling i en række udviklingslande afspejler nemlig dybest set betydningen af valget mellem relativt åbne og relativt lukkede økonomier.

Kun ét land i Sydamerika har i nyere tid haft en relativ liberal handelspolitik, nemlig Chile.

Frem til midten af 1970erne fulgte landet stort set samme økonomiske model som resten af kontinentet, med vægten lagt på handelsbarrierer og statslig indblanding i markedet, men derefter har landet konsekvent liberaliseret sin økonomi, således at det nu fremstår som en åben og moderne økonomi.

Den økonomiske udvikling afspejler tydeligt betydningen af skiftet fra lukket til åben økonomi. Fra begyndelsen af 1950erne og frem til slutningen af 1970erne var den gennemsnitlige vækstrate i BNP per indbygger i Chile på ca. 0,5 pct. om året. Efter reformerne er den gennemsnitlige vækstrate steget til tæt ved 3 pct. Chile er derfor i løbet af de seneste 25 år gået fra at have en levestandard på halvdelen af Argentinas til i dag at være Sydamerikas ubestridt rigeste land, og det er godt på vej til at opnå europæisk levestandard.

Det er da også for længst slået fast, at åbne økonomier klarer sig væsentligt bedre end lukkede, og det kan derfor undre, at nogle stadig, som organisationerne bag »FRV« vedblivende kan anbefale, at ulandene fortsat bør have lov til at beskytte deres egne markeder. Anbefalingerne gives sikkert med de bedste intentioner. Problemet er blot, at vi ved, at det ikke sikrer bedre levevilkår i den tredje verden, snarere tværtimod. Måske har organisationerne bag kampagnen overset, at deres anbefalinger reelt er en beskrivelse af, hvad der faktisk er sket det seneste halve århundrede. Der er allerede langt nemmere markedsadgang til vores markeder end til de fleste ulandes.

Desværre er der fortsat nogle få sektorer i de rige landes økonomier, der beskyttes fra udefra kommende konkurrence, til skade for både producenter i resten af verden og forbrugerne i de rige lande. Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året.

Der er ingen tvivl om, at fjernelser af de sidste rester af handelsbarrierer i ilandene, primært inden for landbrugssektoren, ville indebære en økonomisk gevinst for både i- og ulande. Men når handelsliberaliseringer og opgivelse af kravet om selvforsyning på f.eks. fødevareområdet indebærer en betydelig økonomisk gevinst i vores del af verden, kan det undre, hvorfor »FRV« argumenterer for, at ulandene netop skal satse på selvsamme selvforsyning. Der er intet belæg for, at handelsliberaliseringer skulle påvirke ilande positivt, men ulande negativt.Når »FRV« anbefaler brug af importbarrierer til fremme af ulandenes vækst, er der ud over problemerne med, at man hermed ikke udnytter sine ressourcer optimalt, et andet problem, som man åbenbart ikke er klar over betydningen af, nemlig sammenhængen mellem en økonomis lukkethed og omfanget af korruption.

Korruption og dens betydning for udvikling og økonomisk velstand har været genstand for stor videnskabelig interesse de seneste 15-20 år. Forskningen har bl.a. resulteret i to væsentlige resultater; for det første, at lukkede økonomier er mere korrupte end åbne økonomier, og at lande med lav korruption er mere velstående end lande med høj korruption.

Det er f.eks. beregnet, at hvis Chile ikke havde liberaliseret deres økonomi i slutningen af 1970erne, ville den resulterende korruption have indebåret. at hver gennemsnitlig chilensk familie i dag havde haft ca. 12.000 kroner mindre til rådighed om året, svarende til to gennemsnitlige månedslønninger.

Pointen er, at hvis fattige lande, som organisationerne bag »FRV« anbefaler, skal have lov til at bibeholde deres handelsbarrierer, er det samtidig en accept af fortsat høj korruption - og dermed fortsat fattigdom. I et større perspektiv er det svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt at føre en fair og rationel udviklingspolitik i et land med høj korruption. Alle udviklingsteorier, der er baseret på brugen af subsidier og importbegrænsninger, har som forudsætning, at det offentlige ikke kan bestikkes, mens virkeligheden som bekendt er ganske anderledes.Uanset de gode intentioner bag »For retfærdig verdenshandel« falder forslagene til syvende og sidst på, at der ikke er belæg for, at fortsat beskyttelse af ulandenes hjemmemarkeder forbedrer deres befolkningers levestandard - tværtimod. Den empiriske viden, vi har, tyder ydermere på, at stor offentlig indblanding via aktiv industripolitik er med til at forværre indkomstfordelingen i de pågældende lande.

Det kan det kun undre, at NGOere, der i andre sammenhænge vægter lige indkomstfordeling højt, kan stå bag forslag, der sikrer små privilegerede grupper i de enkelte ulande høj levestandard på bekostning af den brede befolkning.

Når det har været resultatet af de sidste 50 års økonomiske udvikling i mange udviklingslande, der har været relativt lukkede økonomier, er det unægtelig svært at argumentere for, at selvsamme politik skulle give anderledes resultater i de næste 50 år.

Naturligvis bør vi fjerne de resterende dele af ilandenes protektionisme. Men følges det ikke op af markedsreformer i ulandene, bliver det primært levestandarden i ilandene, der stiger - og det er vel ikke det, der er formålet med »For retfærdig verdenshandel«?tKronikken i morgen:

»Vi har brug for dansk sprogteknologi«, skriver institutleder Sabine Kirchmeier-Andersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.