Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Universiteterne er til for samfundets skyld

Det akademiske selvstyre på universiteterne blev afskaffet i 2003 og erstattet med en koncernmodel efter forbillede fra det private erhvervsliv. Nu er det strategisk forskning i stedet for fri forskning – og det giver ikke forskning i verdensklasse.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Socialdemokratiet og LO har for nylig holdt en forskningskonference under sloganet »Fra forskning til værdier«. Hvis nogen mener, at det minder om regeringens slogan »Fra tanke til faktura«, kan de have ret. Blandt deltagerne var, ud over Socialdemokratiets og fagbevægelsens egne repræsentanter, Dansk Industris forskningschef, Det Konservative Folkepartis forskningsordfører, Aarhus Universitets rektor, en direktør for IT-aktieselskabet Alexandra Instituttet og en konsulent for Københavns Zoologiske Have. På et efterfølgende referat i radioprogrammet »Orientering« forstod man, at de deltagende parter i hvert fald havde været enige om én ting: Universiteterne er til for samfundets skyld.

Det kan godt være, at de er det. Men hvis udsagnet skal være meningsfuldt, må man for det første gøre sig klart, hvad det betyder. For det andet må man spørge, om universiteterne under den nuværende lovgivning har mulighed for at leve op til forventningerne.

For at tage det sidste først: Regeringen har gentagne gange udtalt, at den ønsker universiteter i verdensklasse, forskning i eliten og – flere Nobelpriser. Bortset fra den udvendighed, der ligger i det sidste kriterium, kan de fleste vist være enige. Men hvordan forsøger man at nå målene? Ikke ved at give universiteterne fri og tildele dem bevillinger, der matcher ambitionerne. Tværtimod har man skabt en lovgivning og en forvaltning af loven, der bureaukratiserer universiteterne på samme måde, som det er sket med social- og sundhedssystemet (sig: tidsmålinger), med folkeskolen (sig: elevplaner) og med en række andre offentlige institutioner, der nu måles, kontolleres og evalueres i knæ. Man har samtidig fokuseret hårdt og målrettet på, at kun forskning, som skønnes nyttig for erhvervslivet, skal nyde fremme. Det er bl.a. sket ved, at man år for år har skåret i universiteternes basisbevillinger og i de »taxametertilskud«, der ydes pr. studerende, så der er blevet stadig færre penge til den frie forskning og til undervisning. Hertil er kun at sige, at man ikke får universiteter i verdensklasse, forskning i eliten og flere Nobelpriser ved at skære ned på forskning og undervisning. Man får, hvad man betaler for: discount – og bureaukrati.

Men, påstår videnskabsminister Helge Sander, universiteterne svømmer i penge i disse år, så der er ikke noget at pive over. Ja tak, de nye penge tilføres blot ikke som frie basismidler, men overvejende i form af strategiske puljer, programmidler og andre cigarkassepenge, som forskerne kan søge efter kriterier, der er udstukket af politikerne og deres rådgivere. Den nuværende regering omfordeler klart og køligt fra fri til strategisk forskning, fra ustyret til politisk defineret videnskab. Universiteterne vænnes til at løbe efter de seneste moder (i går kulturmøder og nanoteknologi, i dag oplevelsesøkonomi og klimaforskning), og bredden i forskningen får stadig ringere vilkår.

På den måde får man heller ikke forskning i verdensklasse. Som det er blevet påpeget af flere af de forskere, regeringen gerne vil have flere af – Jens Christian Skou, der fik Nobelprisen, og Willi Dans­gaard, der fik Crafoordprisen – så var de aldrig nået så vidt under de nuværende betingelser. Eliteforskning får man ved at fastansætte de bedste forskere og give dem penge nok til at forfølge deres ideer længe nok, indtil de enten må opgive eller bryder igennem til det ukendte og måske ændrer vort verdensbillede. Ved at give forskningen fri, med andre ord. Som det for nylig blev sagt af en anden nobelpristager, Ben Mottelson: Hvis H.C. Ørsted havde skullet tilpasse sig et strategisk forskningsprogram, havde han ikke opdaget elektromagnetismen, men formentlig blot forbedret stearinlyset.

Helge Sander er altså en dårlig købmand, hvis han tror, at samfundet får det optimale udbytte af den måde, hvorpå man investerer i forskningen i dag. Den gode købmand ville have tillid til, at forskerne selv kunne definere de påtrængende problemer, sådan som det er sket gennem de sidste 200 år. Forskning vil altid koste både tid og penge, for kun få ideer er rigtige, men mange skal afprøves for at identificere dem, og ingen kan på forhånd vide, hvornår der skabes et gennembrud. Det forudsætter også, at forskerne får lov til at koncentrere sig om det, de er gode til: at tænke kreativt og at oplære nye generationer til at tænke selv. Hans-Georg Gadamer var f.eks. 60 år, da han udgav sit hovedværk Wahrheit und Methode, der revolutionerede filosofien om menneskelig forståelse, hermeneutikken. Indtil da var han nærmest det, man i dagens jargon kalder en nulforsker, men reelt var han en umådeligt fokuseret person, som havde brugt det meste af et arbejdsliv på at tænke.

Nu til spørgsmålet om, hvad det betyder, at universiteterne er til for samfundets skyld. Samfundet kan med rette forvente at få tre ydelser eller »produkter« fra universiteterne.

Den første er veluddannede kandidater, der kan varetage de professionelle funktioner, som et differentieret og demokratisk videnssamfund har brug for: læger, advokater, embedsmænd, gymnasielærere, præster, museumsfolk, dataloger, nye forskere osv.

Den anden ydelse er ny viden, udvundet ved den hidtidige erkendelses grænser, afprøvet og anerkendt i det internationale forskersamfund og derpå formidlet til offentligheden (herunder erhvervslivet) i form af bøger, artikler, foredrag m.v.

Den tredie ydelse er mere kontroversiel, men ikke mindre nødvendig, nemlig en modbevidsthed eller en evne til at skelne kendsgerninger og frugtbare perspektiver fra vås og bedrag, dvs. et nødvendigt korrektiv til den tænkning, der boltrer sig i det øvrige samfund.

Da man i 1950erne diskuterede oprettelsen af Statens Kunstfond, gjorde fremsynede mennesker gældende, at samfundet var nødt til at have nogle instanser, der kunne levere alternativ tænkning. Et højtudviklet, demokratisk samfund måtte simpelthen, hvis det skulle holde sig sundt, betale kvalificerede mennesker for at vurdere og evt. modsige de herskende(s) meninger. Det var i samfundets velforståede egeninteresse at støtte en tænkning, som var visionær og anderledes end magthavernes. Et af disse fremsynede mennesker var den socialdemokratiske politiker Julius Bomholt, der indførte en kunstfond med det såkaldte armslængdeprincip, som sikrede kunststøtten mod politisk styring.

Der er i denne henseende ikke væsentlig forskel på kunst og videnskab. Universiteterne er også steder, hvor retten til at tænke alternativt skal sikres, og hvor armslængdeprincippet i forhold til magthaverne skal opretholdes. Ellers kan universiteterne simpelthen ikke leve op til deres anden forpligtelse: at generere og indhente ny viden, at udvide erkendelsens grænser.

Wilhelm von Humboldt vidste tidligt besked. Han var sprogforsker og diplomat, men i begyndelsen af 1800-tallet fungerede han som undervisningsminister i Prøjsen og skabte den universitetsmodel, som siden har båret hans navn. Modellen hvilede på fem principper:

1. enhed af forskning og undervisning

2. forskningsfrihed for den enkelte universitetslærer

3. udvidet ytringsfrihed, der også gjaldt retten til

at kritisere kolleger og sin egen institution

4. fastansættelse af universitetslærerne –

og ikke mindst:

5. akademisk selvstyre.

For Humboldt var det afgørende at give universiteterne uafhængighed, især af statsmagten. Kun derved kunne man sikre, at de opfyldte deres rette samfundsmæssige opgave. Staten skulle sikre de frie rammer for forskning og undervisning, men ellers være sig bevidst, »at den snarere altid kommer i vejen, så snart den blander sig, og at alting ville gå uendeligt meget bedre uden den«. (»Om den indre og ydre organisation af de højere videnskabelige læreanstalter i Berlin«, 1809; oversat i Jens Erik Kristensen m.fl.: Ideer om et universitet, Århus 2007). Det var fremsynet tænkt, og den humboldtske universitetsmodel blev siden eksporteret til bl.a. USA. Her har den dannet grundlag for de nuværende private eliteuniversiteter, som videnskabsministeren så gerne vil have, at vi skal kunne måle os med.

Men i Danmark valgte man at afskaffe det akademiske selvstyre ved universitetsloven af 2003. I stedet skabte man en koncernmodel efter forbillede fra det private erhvervsliv, men i realiteten stramt styret af politikerne ved hjælp af udviklingskontrakter, akkrediteringsorganer og programmidler. Socialdemokratiet, som stod bag forskningskonferencen »Fra tanke til værdier«, har et tungt medansvar for dette. Socialdemokratiet stemte for universitetsloven – sammen med regeringen – hvilket gav et flertal bag en model, som er ved at forvandle universiteterne til konforme serviceorganer. Måske skulle partiet besinde sig på sin stolte arv fra 1950ernes debat om kunstfonden og gå i dialog om en snarlig revision af loven?

Johnny Kondrup er Dr.phil., lektor i dansk litteratur Københavns Universitet
Tom Fenchel er Dr.phil., professori marinbiologi Københavns Universitet
Bjørn Quistorff er Dr.med., professor i biokemi Københavns Universitet

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.