Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Send flere penge - lige meget hvad

Det vrimler med kritikere af de rige landes ulandshjælp, og nu har selv Sverige fået en. Pär Krause udfordrer den svenske ulandsindustri og mener, at de svenske bistandspenge sidder for løst, fordi moderne mennesker så hjertens gerne vil gøre noget godt. Er ulandshjælp blevet til symbolpolitik, eller virker den faktisk? Det sidste mener de i Mellemfolkeligt Samvirke, mens ministeren kritiserer, hvad hun kalder for den »bistandsfaglige osteklokke«.

PÄR KRAUSE havde engang et hjem i Afrika. Fra 2002 til 2006 boede han, der er uddannet økonom og freelanceskribent, med sin familie i Tanzania, og det var der, han først blev opmærksom på ulandsbistandens problemer. I dag er han tilbage i Sverige og har lige udsendt en stærkt kritisk pamflet om den svenske ulandshjælp, der i løbet af fem år er vokset med 75 pct.

»Tidligere var det meget svært at trænge igennem med meninger som mine, og de første reaktioner var meget negative. Men i dag er det mere tilladt at tage debatten og kritisere bistandsindustrien«, siger han.

Hans bog »Den svenske bistandsafhængighed« (Timbro) har vakt fuore sammen med en ny, statslig undersøgelse, der viser, at mange bistandspenge forsvinder uden adresse og uden gavnlig virkning. Og sammen med en svensk udviklingsminister, der indrømmer, at hun har flere penge mellem hænderne, end hun kan bruge.

Bogen peger blandt andet på, at 10.000 svenskere er helt eller delvis økonomisk afhængige af bistandsindustrien som bistandsmedarbejdere, konsulenter og eksperter i statslige institutioner, NGOer og virksomheder som f.eks. Volvo eller Ericsson. Disse mennesker administrerer, fordeler og bruger 30 mia. svenske kr. årligt i den gode sags tjeneste, hvoraf omkring 180 mio. kr. går til PR i de svenske medier. Pär Krause mener, den svenske bistandsindustri har udviklet en parallelverden, hvor stærke egeninteresser og selviske vurderinger beskyttes af politikerne og deres politiske korrekthed. Bistandsindustrien har gjort høj bistand til et mål i sig selv, uanset om den virker eller ej.

»I Sverige – og formentlig også i Danmark – er det sådan, at penge søger projekter i stedet for, at projekter søger penge. Bistandsindustrien har vendt logikken på hovedet og skabt en økonomisk, politisk og psykologisk afhængighed i Sverige. Jeg har skrevet denne bog til de svenske skatteydere, fordi jeg synes, de skal være klar over de mekanismer, der udløser stadig flere af deres penge til meget tvivlsomme projekter rundt omkring i den tredje verden.«

Er ulandshjælpen i dag indenrigspolitik snarere end udenrigspolitik?

»Ja, det bliver den som en konsekvens af den bistandsafhængighed, vi kan konstatere i Sverige. Når det f.eks. hedder, at én pct. af bruttonationalindkomsten skal være øremærket bistand, så er det et udslag af denne automatik. Bistand handler mere om behov i Sverige end i ulandene – politiske, psykologiske og økoniomiske behov hos alle disse svenskere, der lever i og af bistandsindustrien, inklusiv politikere, der gerne vil vise deres rene hjerter og deres kærlige følelser. Følelserne er naturlige, men de får uheldige konsekvenser. Bistandsindustrien er blevet en sær­interesse på linje med mange andre, og denne særinteresse kommer ikke nødvendigvis Afrika til gode, tværtimod.«

Hvor Pär Krause analyserer de svenske forhold, retter CHRISTIAN BJØRNSKOV, der er lektor i nationaløkonomi på Handelshøjskolen i Aarhus, blikket mod ulandshjælpens virkninger og bivirkningerne i ulandene. Med afsæt i den nyeste forskning konkluderer han, at ulandshjælpen i høj grad bliver brugt til militær oprustning i modtagerlandene.

Det er de to Oxford-økonomer Paul Collier og Anke Hoeffler, der i en ny undersøgelse har analyseret 85 ulande siden 1960, og resultatet er, at i det gennemsnitlige uland bruges 11 pct. af hjælpen på militærudgifter, lige meget hvordan ulandshjælpen gives.

»De to forskere har behandlet sammenhængen mellem bistand og militærudgifter. Godt nok forsøger de rige lande at give mindre ulandshjælp til lande, der øger deres militærudgifter, men det hjælper ikke. Hele 11 pct. af bistanden ender som militærudgifter, i nogle lande endnu mere, og det er en af de store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger.«

Men 11 pct. – er det meget?

»Det kan man naturligvis diskutere. Men det betyder i praksis, at af de 14 mia. kr., som Danmark i år giver i bistand, bliver 1,5 mia. kr. brugt på krudt og kugler. Når vi f.eks. finansierer et skoleprogram i Tanzania, så tillader det Tanzanias regering at bruge mindre på skolevæsen og mere på noget andet. Bistandshjælpen er »fungibel«, dvs. den er lige som en svamp: Lige meget hvor meget vand man hælder over en svamp, så ender vandet alle mulige andre steder. Lige meget hvor vi giver ulandshjælpen, så ender den alle mulige andre steder, fordi den frigiver ressourcer og alene er en slags symptombehandling, der reelt udskyder reformer af retssystemet. Hvis landets regering var god, kunne hjælpen måske virke. Men den nye undersøgelse viser, at noget af det, ulandene gerne vil, netop er at øge udgifterne til militæret. Og det hjælper vi dem så med.«

Kommer det bag på dig?

»Nej, det her er noget, der er blevet talt om i bistandsmiljøet i nogle år, men nu har vi det første, virkelig store og konkrete studie med Collier og Hoefflers undersøgelse. Konklusionen er, at vi skal være meget mere selektive og sandsynligvis give mindre i bistand. Det er f.eks. helt absurd, at Danmark i næsten 40 år har ydet massiv bistand til et land som Tanzania, som ved Gud aldrig har ført fornuftig politik.«

Er du enig med Pär Krause i, at vi i Sverige og Danmark er mere interesserede i at give end i at give med omtanke?

»Han har fuldstændig ret. De fleste mennesker tror, at jo mere vi giver, jo mere hjælper vi. Der er bare ingen sammenhæng mellem, hvor meget vi giver, og hvor meget vi hjælper. Folk har opfattelsen af, at udgifter er godt.«

Hvordan kan det være? I privatøkonomien kan vi normalt ikke lide rudekuverter ...

»Næ, men ulandshjælp er jo meget langt væk fra den enkelte. Jo længere væk den egentlige politik er fra os, jo lettere bliver det at tro på, at udgifter gør godt, og det kan jo ikke blive længere væk end i ulandene.«

Generaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke, FRANS MIKAEL JANSEN, afviser, at det skulle stå skidt til med den danske ulandshjælp. Han sporer i stedet en ny optimisme i såvel Afrika som Sydøstasien.

»I øjeblikket sker der et spring i optimisme. Vi ser jo, at udviklingslandene kan udvikle sig, tag bare Indien og andre lande i Sydøstasien, ligesom vi i Afrika oplever en optimisme, man ikke har haft i mange år, ikke mindst på grund af nye investeringer, som er en forudsætning for økonomisk vækst.«

Generaldirektøren afviser Pär Krause og Christian Bjørnskovs kritik:

»Bistandspolitik har altid været et område, som har været svært, og som har været meget kritiseret. Jeg synes egentlig, at det er et område, som både har været meget selvkritisk og meget krititiseret. Med hensyn til de voksende militærudgifter, så ved vi jo, at sikkerhed også er en vigtig ingrediens i en stat. Jeg går ikke ind for store militærbudgetter, men vi må anerkende, at stater er nødt til at have et sikkerhedsapparat. Hvis man går ind og yder bistand, så er man jo direkte eller indirekte med til at støtte den samlede økonomi. Man kan ikke bare sige, at fordi man er et fattigt land, så kan man ikke have et sikkerhedsapparat.«

Frans Mikael Jansen medgiver dog, at ulandshjælp kan have uheldige bivirkninger:

»Penge, der kommer udefra, har tit bivirkninger, fordi det er penge, befolkningen ikke selv har skabt. Det vanskelige er at give frie midler til et samfund og sørge for, at det, man støtter, bliver bæredygtigt. I Mellemfolkeligt Samvirke arbejder vi med demokratisering, dvs. at få disse samfund til at fungere, sådan at befolkningen får glæde af de penge, der er i samfundet, i form af sundhed og uddannelse.«

Hvorgår gør I det?

»Vi har fokus på kommunerne, fordi det i mange ulande er kommunerne, der driver skoler og hospitaler. Hvis kommunerne kan fungere effektivt og levere ydelser til borgerne, så udvikler samfundet sig.«

Virker det?

»Det er jo det fantastiske, at hvis man kan få systemerne til at fungere, så virker de jo. Hvis de midler, som er tilgængelige, kommer befolkningen til gode, så virker de. Vores mission er at lave det kit mellem staten og borgerne, hvor vi forsøger at hjælpe med, at borgerne får adgang til den service, der bliver sat penge af til.«

Det er BO DAMSTED enig i. Han er vicedirektør for Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingscenter i Arusha i Tanzania. Han medgiver, at der stadig er store problemer med hensyn til uddannelse i form af alt for få lærere pr. elev, og i hospitalsvæsenenet, hvor selv en lille sygdom for mange tanzanianere kan vise sig at blive fatal.

»Problemet er først og fremmest de svage offentlige institutioner. Her gælder det om at støtte regeringen, så den kan opbygge institutionerne lokalt og regionalt og give plads til det civile samfund. Det er ikke donorerne, der skal bygge veje eller oprette hospitaler, det skal modtagerlandet selv tage ansvar for. Der er imidlertid stadig mangel på god ledelse og god regeringsførelse, og det lider befolkningen stadig under.

Men som vi oplevede for nylig i Tanzania, så opstod der faktisk en folkelig demonstration mod korruption i hovedstaden, ligesom donorsamfundet satte pres på regeringen. Sammen med en fri presse fik disse politiske kræfter regeringen til at iværksætte en undersøgelse og vise noget selvjustits.«

Bo Damsted opsummerer: »Jeg vil sige, at det politiske rum og den politiske bevidsthed er i hastig fremgang. Der er lang vej endnu, og vi er nødt til at have tålmodighed, fordi vi taler om en helt anden kultur end den, vi kender hjemmefra, men der sker mange ting, som er positive. På samme måde i Uganda, hvor man bliver bombarderet med politiske vittigheder, og hvor aviser fremviser en spiddende satire, der får Jyllands-Postens tegninger til at blegne. Det kunne du ikke have haft for ti år siden.«

Direkte adspurgt om det er rimeligt at kritisere bistandsindustrien og ulandshjælpen, svarer udviklingsminister ULLA TØRNÆS (V), at udviklingsbistand »ikke er til for bistandsindustriens skyld«.

Hun fortsætter: »Nok er der mange mennesker, der lever professionelt af ulandsbistanden – men der er også en høj grad af idealisme. En idealisme, der selvfølgelig nogle gange har en flydende overgang til politisk korrekthed. F.eks. undrer det mig meget, at der i den bistandsfaglige osteklokke er en udbredt opfattelse af, at det eneste succeskriterium for dansk bistand er, at den er verdens største. Jeg har flere gange set panderynken, når jeg siger, at det ikke længere bør være tabu at sige, at vi også giver bistand for vores egen skyld – udover af de indlysende humanitære årsager. Vi gør det også af sikkerhedspolitiske årsager og af frygt for grænseoverskridende problemer som sygdomme, forurening, flygtningestrømme, terrorisme osv. Fattigdommen er ikke længere et problem alene for de fattige selv – globaliseringen betyder, at de fattiges problemer hurtigt kan banke på Europas dør.«

Men risikerer vi ikke, at ulandshjælpen går til våben?

»Lande har en legitim ret til et forsvar. Vi giver ikke generel budgetstøtte i lande, hvor udgifter til forsvar og politi efter vores opfattelse er urimelige. Og når vi giver budgetstøtte sker det på baggrund af en grundig dialog med landene om, hvor prioriteterne ligger. Der bliver ikke blindt udskrevet checks fra dansk side.«

Hvordan kan det være, at et land som Tanzania ikke har udviklet sig mere efter 40 års bistand?

»Da jeg for mere end 26 år siden var til studentereksamen og tilfældigt trak spørgsmålet om dansk bistand til Tanzania, havde jeg ikke forestillet mig, at Tanzania i dag fortsat ville stå med så massive udviklingsbehov, at landet faktisk er det største danske programsamarbejdsland. At udviklingen er gået så langsomt i Tanzania skyldes dels at udviklingsstrategierne var forkerte, dels at der er mange andre ting, der påvirker et lands udvikling end den bistand, der kommer udefra. Siden midten af 1990erne er Tanzania begyndt at se resultaterne af liberaliseringen af økonomien, der også har betydet positive udviklingsresultater: Tanzania oplever en økonomisk vækst på seks-syv pct. om året, de udenlandske investeringer er steget med mellem 7 og 12 pct. om året siden 2001. Men skal det lykkes Tanzania at tiltrække investeringer, så kræver det ikke mindst en skærpet kamp mod korruption fra tanzaniansk side.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.