Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Så tag dog EU alvorligt!

Kronik: Når sager som dem i Integrationsministeriet opstår, skyldes det dybest set PFLP: Post-Folkeafstemnings-Løgne-Prisen.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

De seneste ugers afdækning i Berlingske Tidende af en række mangler i Integrationsministeriets sagsbehandling af sager om familiesammenføring illustrerer meget fint den dobbeltholdning, som er så udbredt i Danmark til det fænomen, der hedder EU.

Den ene holdning består i, at man lukker øjnene og ørerne for, at EU findes, at vi har været med i dette traktatbaserede samarbejde i mere end 35 år, og at der tit og ofte i dette regi foregår forhandlinger, hvis betydning er stor for dansk politik. I stedet lader vi som ingenting og håber på, at ingen opdager, at vi holder øjne og øren lukkede. Bag holdningen ligger underforstået, at vi gik med i EU alene for at få nogle økonomiske markedsfordele. Det var flæskepriserne, der trak, og mere var der ikke tænkt med dét medlemskab.

Den anden udbredte holdning består i, at EU er en slags overmenneskelig naturkraft, eller et samarbejde, hvis principper er støbt i beton, og som ingen på nogen måde kan stille noget op overfor endsige sætte spørgsmålstegn ved. Ingen andre steder kan risikoen for at blive indbragt for EF-Domstolen udløse tilsvarende kriser som i Danmark med sveden haglende ned ad embedsmændenes kinder og glammende medier. Derfor er Danmark det sandsynligvis allermest EU-lovlydige medlemsland og nogle gange i en sådan grad, at selv meget pro-europæiske medlemslande undrer sig, når vi lægger os fladt ned uden nævneværdig modargumentation. I faglitteraturen karakteriseres Danmark da også som et ekstremt lovlydigt land, når det drejer sig om at implementere EU-regler. De undersøgelser, der er foretaget, viser, at Danmark er langt hurtigere til på punkt og prikke at rette ind efter EU-linjen end de fleste andre medlemslande.

Mit argument er, at de to holdninger – som ofte trives side om side i samme organisationer – og nogle gange endda i de samme personer – i virkeligheden er to sider af samme sag, som består i, at vi dybest set ikke tager EU alvorligt. Den manglende alvor og seriøsitet i vores omgang med EU-spørgsmål betyder, at vi ikke angriber og begriber fænomenet på samme saglige, faglige og professionelle måde som andre samfundsfænomener.

Den første holdning tager ikke EU alvorligt, fordi den negligerer fænomenet. Den anden holdning tager imidlertid heller ikke EU alvorligt som det forhandlingsskabte sociale fænomen, det er, og som samtidig er sat i verden til at løse selv prekære problemer for medlemslandene. Begge holdninger er endvidere som oftest kendetegnet ved fravær af faglighed, når det drejer sig om EU.

Sandsynligvis har begge holdninger også samme rod, idet de stammer fra, hvad man kan forkorte PFLP – Post-Folkeafstemnings-Løgne-Prisen. Både EU-modstandere og EU-tilhængere har – ved de i Danmark så hyppige folkeafstemninger om EU-spørgsmål – fyldt befolkningen med hele, halve og kvarte løgne. Overdrivelser og underdrivelser i en lind strøm er der kommet fra begge parter under hver eneste folkeafstemningsdebat, hvilket samtidig illustrerer, hvor dårligt et instrument folkeafstemninger er til at håndtere en stillingtagen til EU-spørgsmål, fordi de altid ender som en indenrigspolitisk kampplads.

Alt det har vi efterfølgende i høj grad betalt prisen for i form af, at samfundsinstitutionernes sædvanlige rettidige omhu er forsvundet til fordel for bevidst uvidenhed og overgearede feberredninger. PFLP har i det hele taget store konsekvenser og trækker store politiske veksler med sig.

I den konkrete sag i Integrations­ministeriet kan det undre, at man ikke nøgternt løbende har analyseret EF-Domstolens praksis af betydning for ministeriets område, fx ved at indhente responsa fra diverse EU-eksperter, eller ved at bede Beskæftigelsesministeriet analysere udviklingen af arbejdstagerbegrebet. Det kunne eventuelt have ført til, at man havde ageret i tide, hvis man mente, at den danske 24-årsregel var under pres. I den forbindelse kunne man have bedt om, at sagen blev taget op, hvilket der har været rige muligheder for under forhandlingerne om forfatnings- og senere Lissabon-traktaten i de seneste år. Det er netop perioden, hvor andre lande står på pinde for at hjælpe med løsninger, som tager hensyn til medlemslandenes mange særlige ønsker om ordninger, der på forskellig vis modificerer den strikte EU-ret.

For det er jo ikke kun Irland, som får særsynspunkter igennem i den forbindelse. Det har andre medlemslande også løbende fået. Bl.a. har den polske regering ifølge de polske medier senest fået igennem, at man må give større statsstøtte til de tre polske østersøskibsværfter, end EU-reglerne foreskriver. Den ordning fik man angiveligt igennem i forbindelse med ratifikationen af Lissabon-traktaten. Her havde de relevante polske myndigheder sandsynligvis haft en nøje analyse af situationen med hensyn til, hvor man ønskede, at der skulle tages hensyn, fordi man ikke slæbte rundt på et PFLP.

Sandsynligvis ville man fra dansk side oven i købet i Integrationsministeriets situation have en endnu bedre sag end så mange andre lande, fordi 24-årsreglen i dansk sammenhæng ses som en konkretisering af det retlige forbehold, der blev indsat, da vi skulle stemme om Maastricht-traktaten anden gang i 1993. Den danske regering kunne have argumenteret med, at man måtte have en løsning, fordi det ellers underminerede forudsætningerne for ja’et i 1993. I stedet har holdningen i Danmark nærmest været, at vi på grund af de fire forbehold ikke rigtigt kunne tillade os at forlange mere hensyntagen. I modsætning hertil viser faglige analyser, at andre medlemslande er forholdsvis ligeglade med de danske forbehold, da de kun skader Danmark selv, fordi det først og fremmest begrænser vor egen indflydelse på beslutningsprocessen (og dermed i virkeligheden øger de andre medlemslandes indflydelse). Vi har således haft rigelig politisk kredit at tage af, hvis man ønskede at løse 24-årsreglens konflikt med EU-retten.

PFLP afspejler sig imidlertid ikke kun i sagen om Integrationsministeriets manglende analyser af udviklingen af det indre marked for arbejdstagere. PFLP afspejler sig helt ud i måden, vi debatterer EU på i Danmark. Her er den mening udbredt, at EU er åh så svært et område, og samtidig er man jo vant til forenklingerne og forsimplingerne fra folkeafstemningsdebatterne. Det betyder, at medierne vil have, at EU helst debatteres i en slags sportsjargon og med sportsjournalisternes entusiastiske sprogbrug, som man aldrig ville kræve, at andre politikområder blev debatteret med.

Den overfladiske EU-debat er yderligere blevet forstærket af, at støtten til solid EU-forskning i Danmark gennem alle årene har været beskeden i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Der findes ikke i Danmark en stor satsning som Arena-projektet i Norge, som solidt fagligt forsøger at afdække de integrationsprocesser, som foregår i Europa. Der findes heller ikke (med den nye DIIS-rapport om forbeholdene som en undtagelse) en tradition som i Sverige og Finland for hyppige offentlige udredninger om EU-relevante forhold.

I mange ministerier betyder PFLP, at EU-enhederne er rene ekspeditionskontorer for forberedelse af møderne i Ministerrådet. Man skal forberede disse hersens møder i Bruxelles, men helt alvorligt er der jo ikke lagt op til, at arbejdet skal gøres. En minister begrundede engang den manglende seriøsitet med, at »jeg skal jo ikke genvælges i Bruxelles«. For embedsmændene betyder holdningen imidlertid, at der ingen prestige eller stor karriere er i at beskæftige sig fagligt-akademisk med EU. Kun enkelte embedsmænd som fx Jørgen Ørstrøm Møller har tidligere budt PFLP trods og sendt faglige analyser på gaden trotz allerdem.

Egentligt EU-analysearbejde er der derimod normalt ikke sat ressourcer af til i centraladministrationen. På den baggrund kan det ikke undre, at sager som dem i Integrationsministeriet opstår. Årsagen hertil er imidlertid dybest set ikke at finde i embedsmændenes eller ministerens retlige vildfarelser. Årsagen er gemt langt dybere og hedder Post-Folke­afstemnings-Løgne-Prisen. Så længe der ikke klart og tydeligt og fra oven gøres op med PFLP, så længe vil vi skulle betale den pris.

Prisen består også i, at danske politikere er for sent på den. Man er således kommet for sent til toget, hvis det drejer sig om at ændre ved EF-Domstolens rolle i EU-systemet. Hvordan kan man seriøst mene, at andre lande, efter man nu i fire-fem år har brugt krudtet på at diskutere EUs institutioner og er nået til et foreløbigt punktum med Lissabon-traktaten, pludselig ville acceptere en anmodning om ændringer af dette punkt, således som det er blevet fremført fra forskellig side i den senere tid. Igen ser man, hvordan overfladiskhed, manglende analyse og dårlig timing går hånd i hånd, fordi man ikke rigtig tager EU alvorligt her til lands.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.