Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Perspektiv: Myten om de uregulerede markedskræfter

Peter Kurrild-Klitgaard: Verdens økonomier er blevet mere liberale de seneste 40 år – men det er på marginalerne, og som helhed er der hverken dengang eller nu noget, der ligner »laissez-faire«.

Finanskrisen og recessionen har fået mange til kaste smuds på markedsøkonomien og hylde statsstyringen. Præmisset er, at vi har oplevet drastiske liberaliseringer, som har skabt en verden af økonomisk laissez-faire, og at det så er »de uregulerede markedskræfter«, der er skyld i krisen – og at der derfor må (meget) mere statsstyring til. Analysen har bare ikke noget tøj på.

Hvis man hævder, at krisen skyldes laissez-faire i almindelighed, må man jo minimalt kunne påvise, at verden ser sådan ud. Altså at staten er trængt tilbage til lidt eller intet.
Heldigvis er der måder at undersøge på, om det er tilfældet. Igennem et par årtier har forskere forsøgt at udarbejde indekser, der på forskellig vis prøver at måle, hvor stor eller lille statsstyringen er. Der er en håndfuld konkurrerende forsøg herpå, hvoraf de to mest prominente er henholdsvis Index of Economic Freedom (som udarbejdes af Wall Street Journal i samarbejde med tænktetanken Heritage Foundation) og Economic Freedom of the World-indekset (der er lavet af den canadiske tænketank Fraser Institute i samarbejde med et netværk af op mod 100 institutioner). Heldigvis giver de forskellige indekser stort set de samme resultater, og derfor kan et vilkårligt af dem bruges til at vurdere, hvor sand påstanden om, at vi lever i en laissez-faire økonomi, egentlig er.
Til det formål kan man tage Fraser-indekset, som har analyser tilbage til 1970, og den seneste udgave (med tal for 2006) omfatter i alt 141 lande. For hvert af disse har man på en skala fra 0 til 10 målt, hvor ufrit/frit et lands økonomi er på 42 udvalgte punkter, grupperet i fem hovedområder (den offentlige sektors størrelse; beskyttelsen af privat ejendomsret; pengepolitik; handelspolitik; regulering af finansverden, arbejdsmarked og virksomheder). Groft sagt: Scorer et land »0«, har det et mere reguleret marked end en stalinistisk planøkonomi, men scorer det »10«, er markedet mere økonomisk liberalt end noget sted i verden. Ligger man i niveauet 4-5-6 befinder man sig i en blandingsøkonomi, hvor der overordnet set er tale om, at markedet er lige dele reguleret og ikke-reguleret.

For at eksemplificere, så var verdens frieste økonomi i 2006 endnu engang det kinesiske selvstyreområde Hong Kong med en score på 8,94 ud af 10, mens den mindst frie økonomi var Mugabes socialistisk-nationalistiske terrorregime i Zimbabwe, der scorede 2,67. »Midten« af spektret bestod af lande som Polen, Uganda og Namibia med scorer på 6,77-6,78.

Så hvordan ser det ud? For det første er der ikke noget, der peger på, at verden indtil finanskrisen var noget, der blot mindede om »kræfternes frie spil«. Tager man verdensgennemsnittet totalt – d.v.s. gennemsnittet af overordnet grad af markedsstyring for alle 141 lande – var dette i 2006 på 6,58. Med andre ord: Markedsøkonomisk styring er på verdensplan nok mere udbredt end planøkonomi – men ikke meget, og der er langt fra f.eks. Iran (med en score på 6,46) til f.eks. Hong Kongs næsten rene markedsøkonomi.
Men hvad med udviklingen: Har den så ikke svinget fra omfattende regulering til liberalisering? Ikke rigtigt. I perioden 2000-2006 – altså den periode, der i USA var domineret af Bush, herhjemme af Anders Fogh Rasmussen og i Europa generelt af centrum-højre regeringer – har verdensgennemsnittet på Fraser-indekset ligger utroligt stabilt 6,38-6,58, og spoler man tiden tilbage til 1970 – altså til før de socialistiske økonomier i Østeuropa og Asien liberaliserede – var den tilsvarende gennemsnitsscore 6,11. Med andre ord: Verdens økonomier er blevet mere liberale de seneste 40 år – men det er på marginalerne, og som helhed er der hverken dengang eller nu noget, der ligner »laissez-faire«.
Dét billede genfinder man, hvis man dykker ned i Fraser-indeksets tal for de enkelte dele af samfundsøkonomien. Ser man f.eks. kun på indeks-scorerne for den offentlige sektors størrelse (et sammensat mål for skatte- og udgiftstryk, marginalskatter, statsvirksomheder m.v.), får man nøjagtigt samme billede: En verdensgennemsnitsscore på 6,20, svarende til noget, der er en anelse mere liberalt end midten af spektret; et meget stabilt niveau på 5,98-6,20 i perioden 2000-2006, og totalt set ikke den store forandring på verdensplan siden 1970 (5,49).
Men hvad så med erhvervsreguleringen? Det er jo særligt i den finansielle sektor, at problemerne har været, og det er særligt dér skytset til fordel for nye, kraftige statsindgreb er blevet sat ind. Tager man Fraser-indeksets scorer for landenes regulering af finansmarkeder, arbejdsmarkeder og virksomheder, får man samme billede som det overordnede: En global gennemsnitsscore på 6,42 i 2006, altså en anelse mere liberalt end »midten af vejen«. Niveauet har været ret stabilt i perioden 2000-2006 (5,74-6,42), og der er tale om liberalisering siden 1970 (5,65) men fortsat bevægende sig omkring midten.

Denne type opgørelser af indeksværdier og gennemsnit for samme på verdensplan må man af flere årsager tage med en række forbehold. Men det er væsentligt, at Fraser-indeksets data – der alene er baseret i objektive informationer hentet fra OCED og Verdensbanken m.v., eller i survey foretaget af andre – absolut ingen støtte giver til dem, der vil hævde, at vi lever i en verden at uregulerede markeder, eller at vi de seneste år har set drastiske dereguleringer, der skulle have trængt staterne fundamentalt tilbage.
Nuvel, det er uomtvisteligt, at der er sket liberaliseringer indenfor bl.a. finanssektoren de seneste årtier, og det kan ikke afvises, at nogle af disse har været medvirkende til at gøre markederne mere sårbare. Men det er sket samtidigt med større reguleringer andre steder i finanssektoren og i samfundsøkonomien i øvrigt – bl.a. med den utilsigtede konsekvens, at politikerne har påtvunget finansinstitutionerne lånere, der reelt ikke var gode kunder. Alt sammen samtidigt med en alt for lempelig pengepolitik fra centralbankernes side – for slet ikke at tale om markedernes evige op- og nedture, som ingen velmenende planlæggere eller politikere kan eller bør sætte ud af kraft, fordi de er en del af den nødvendige »kreative destruktion«, som allerede økonomen Joseph Schumpeter beskrev for mere end et halvt århundrede siden.
Så inden økonomerne kaster deres lærebøger ud, og inden politikerne hælder flere milliarder ud i krisepakker af mere eller mindre tvivlsom værdi for andre end snævre særinteresser, bør man nok sikre sig, at virkeligheden nu også er, som de mere ideologiske demagoger hævder.
Imens kan man med fordel huske på den amerikanske Demokratiske senator og Harvard-professor i sociologi, Daniel P. Moynihan, der engang over for nogle virkelighedsresistente modstandere, så vist sagde: »Alle har ret til deres egen mening, men ikke til deres egne data«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.