Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Over Atlanten: Kalif-genet

Hvorfor vil chefer, som ikke er gode chefer, være chefer? Hvorfor vil politikere, som ikke er gode statsministre eller statschefer, være statsministre og statschefer? Fordi de ejer et ulyksageligt gen – kalif-genet.

Vi ved, at Iznogood vil være kalif i stedet for kaliffen, men er der nogle, der ved, hvorfor han vil være kalif i stedet for kaliffen?

Formentlig af samme grund, som karrierebankrøveren Willie Sutton gav, da han blev spurgt, hvorfor han egentlig røvede banker.

Sutton var tavs et øjeblik – og svarede så: »Fordi det er der, pengene er.«

Iznogood vil være kalif, fordi jobbet som kalif nu engang er der, og fordi kaliffen har mere magt, end han har.

Og hvad har det med Gordon Brown at gøre?

Jeg var i en fjern fortid korrespondent i Storbritannien, og allerede dengang – i 1998 og 1999 – lod finansminister Gordon Brown forstå, at han ikke var tilfreds med at være finansminister; han ville være premierminister, og helst lige nu og her. Hans spindoktor, en ubehagelig fyr som jeg heldigvis har glemt navnet på, rundsendte historier om, at Tony Blair havde lovet ham jobbet, og at de havde en hemmelig aftale om, at Blair på et tidspunkt skulle gå af og gøre plads for Brown.

Det virkede alt sammen en smule utålmodigt. Blair var kun lige blevet valgt som premierminister – i 1997 – og han var en dygtig premierminister, så vidt jeg kunne vurdere.

Men det var naturligvis en fejlvurdering, ikke at han var dygtig, for Tony Blair var og forblev dygtig, men at dygtighed havde noget som helst med noget som helst at gøre.

Hvis man er Iznogood, så vil man bare være kalif uanset den siddende kalifs evner eller mangel på evner og uanset ens egne evner eller mangel på evner.

Nu er Gordon Brown så blevet premierminister – og hvordan mon han selv synes, det går?

Han har netop lidt det værste valgnederlag for Labour siden 1968, hans parti har tabt overborgmesterposten i London, og han ser så gammel og slidt ud – hans poser under øjnene er så store, at de ville koste 2,50 kroner i Netto – at en interviewer på BBC i sidste uge lød helt bekymret for premierministerens helbred.

»Er De sikker på, at De har fysikken til at være premierminister,« spurgte han. Ja, stønnede Gordon Brown, og bagefter fortsatte han i samtalesofaen med at bedyre, at, jo, han havde skam almindelige venner, og han forstod almindelige mennesker, og han interesserede sig også for almindelige emner.

Ifølge flere britiske aviser er Labour-medlemmer af parlamentet begyndt at pønse på en paladsrevolution, et par ministre står klar til at føre kniven, og det rejser alt sammen et pikant spørgsmål:

Hvorfor – hvorfor i alverden – havde Gordon Brown så travlt med at blive premierminister, når han tydeligvis ikke er skåret for jobbet?

Nu er det ikke for at være særlig hård ved Gordon Brown, for han er kun det seneste, ikke det eneste, eksempel.

Vi har et tilsvarende eksempel på denne side af Atlanten. Nye målinger viser, at præsident Bush er den mest upopulære præsident i meningsmålingernes historie. Ifølge en CNN-undersøgelse er 71 procent af amerikanerne utilfredse med hans embedsførelse, og »det er første gang, at en amerikansk præsident går over 70 procents utilfredshed,« oplyser målingsdirektør Keating Holland. Kun 27 procent af amerikanerne er tilfredse med hans embedsførelse, både Harry Truman og Richard Nixon havde med 22 procent begge lavere tilfredshedstal, men deres utilfredshedstal var aldrig højere end 67 procent.

»Eller sagt med andre ord: Præsident Bush er mere upopulær end Richard Nixon, umiddelbart før Nixon gik af i 1974,« siger chefanalytiker Bill Schneider.

I sidste måned kårede en meningsmåling blandt historikere også præsident Bush til den værste præsident i amerikansk historie.

Man kan spørge med ham, som vi spørger med Gordon Brown: Hvorfor – hvorfor i alverden – ville han være præsident, når han tydeligvis ikke var skåret for jobbet?

Gordon Brown var en god finansminister, og han ville være blevet husket som en god finansminister; George W. Bush var – efter Texas-standard – en god guvernør i Texas, og han ville være blevet husket som en god guvernør.

Andre eksempler?

Masser.

Hvorfor ville Gerhard Schröder være forbundskansler? Hvorfor ville Jacques Chirac være præsident? Hvorfor ville Anker Jørgensen være statsminister?

De var i bedste fald statholdere for status quo, i værste fald boldhentere og stensamlere, inkompetente og visionsløse, og alligevel blev de ved.

Hvorfor? Eller spurgt på en anden måde:

Hvad er det for et ulyksaligt gen, hvad er det for nogle DNA-tråde, som fortæller disse mennesker, at de skal stræbe højere og højere uden at have noget at have deres stræben i?

Jeg ved ikke, om forskere har fundet sådan et gen, så lad os blot i denne sammenhæng kalde det kalif-genet.

Vi kender det også fra arbejdspladser, hvor nogle mennesker vil være chefer for blot at være chefer, ikke for andet, og jeg fandt netop en god forklaring på fænomentet på en business-blog. Bloggeren lød, som om han selv havde befundet sig et halvt liv i overhalingsbanen, og han forsøgte at besvare spørgsmålet om, hvorfor de topledere, han havde mødt, var blevet topledere. Han inddelte dem i fire grupper: 1) De blev topledere ved en tilfældighed. 2) De blev topledere for pengenes skyld. 3) De blev topledere, fordi de elskede at have magt. 4) De blev topledere, fordi de ville gøre en forskel.

De første tre grupper af chefer havde alle vist sig at være svage og inkompetente, dovne og selvforelskede, hvorimod den fjerde gruppe – den sjældne, fjerde gruppe – var the right stuff.

Det er ikke svært at overføre denne inddeling til politik, og det er ikke svært at se, hvordan folk som Brown, Bush, Schröder, Chirac og Jørgensen passer ind i de første tre kategorier, og det giver også et godt fingerpeg om, hvordan man ved et valg – for eksempel ved et amerikansk primærvalg – finder the right stuff.

Find den kandidat, som tydeligvis vil gøre en forskel, og som kan gøre en forskel, og styr langt uden om den kandidat, som bare vil være kalif i stedet for kaliffen.

Det er ikke så svært.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.