Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mennesket har brug for institutioner

Institutioner, tak. Når gamle hierarkier brydes ned, opstår der ikke et magtfrit rum. Hierarkier bliver derimod mere uigennemskuelige, og karismatiske ledere vil hurtigt sætte sig på magten. Mennesket er ondt.

Tegning: peter lautrop
Tegning: peter lautrop

68’er-oprøret, der har 40-års jubilæum i disse dage, betød en frisættelse af mennesket. Men mennesket er et risikabelt væsen, et »ondt« væsen. Derfor må man modsat 68’erne reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så man kan få noget godt ud af det.
Var individets frigørelse fra det gamle samfund med dets faste normer af det gode eller af det onde? Svaret afhænger af, om man opfatter mennesket som netop godt eller ondt.

Den franske oplysningsfilosof Rousseau var på mange måder 68’er-oprørets egentlige guru. Ifølge Rousseau er mennesket fundamentalt godt af naturen, men fordærvet af sociale omstændigheder, der gør det ondt. Hvis vi som 68’erne følger Rousseaus opfattelse, er frigørelsen af det gode. For al elendighed skyldes samfundets undertrykkende normer og institutioner, og selv det fredeligste menneske kan blive krigerisk af at blive undertrykt.
Denne idealistiske idé om en harmonisk naturtilstand strider dog mod oparbejdet biologisk og historisk viden. Rousseaus menneskesyn er imidlertid ikke kun forkert. Det er også kritisabelt. For det undskylder og bortforklarer menneskets onde handlinger med henvisning til dårlige sociale forhold. Dermed banes der vej for socialterapi: ondskaben skal udryddes én gang for alle, og mennesket skal under behandling, så det kan blive et godt menneske.
Det indebærer, at man antaster menneskers ret til at være i fred, og at man sygeliggør mennesker med en anden livsform. De stemples som »reaktionære«, »nationalister«, »chauvinister«, ja, fortsæt selv listen. Der var meget af dens slags moralisme og formynderi 68’er-oprøret. Dertil kom virkelighedsfornægtelsen. 68’erne ville ikke indse, at f.eks. aggression er nedfældet dybt i menneskets natur.
68’erne havde ret i enkelte dele af deres kritik, men tog fejl i det store på grund af det underliggende menneskesyn. Mennesket er ikke godt, men »ondt« af natur. Det vil sige risikabelt og ufuldkomment. Det onde benævner således det illusionsløse forhold, at mennesker må leve med risici. Mennesker har nemlig friheden til at ødelægge sig selv og hinanden, som den tyske filosof Rüdiger Safranski har skrevet.
At mennesket er ondt skyldes også, at det er drevet af ønsket om magt. Dem, der skyr magtkampen, overvinder ikke deres magtvilje. Skal man være grov, kan man sige, at de blot lyver sig bedre, end de er af naturen. Et »fredeligt« samfund, som var 68’ernes utopi, ville derfor blive præget af det totale hykleri.
Tanken om, at ondskaben udspringer af noget elementært ved menneskets natur står også i modsætning til en anden arv fra 1968. Nemlig en opfattelse, der kaldes »humanistisk«, men i virkeligheden ikke er det.

Målet må være at udvikle bolværk mod de revolutionære udskridelser som dem, der fandt sted i 1968. Midlet kan være en dannelsesidé om forfinelsen af menneskets karakter og et forsvar for det alment dannende, »borgerlige« universitet og andre etablerede lærdomsinstitutioner.
Det indebærer også en stram justits og et værn om ordensstaten. For det kræver stærke sociale normer at tæmme menneskets vilde natur, der slumrer under den civiliserede anden natur, under fornuftens dyder og den borgerlige anstændighed. Det kræver også stærke institutioner, der kan sikre staten og dens borgere, der altid er udsatte for trusler. Staten skal tillige sikre, at borgerne ikke forgriber sig på hinanden i en alles kamp mod alle.
Så det positive alternativ til 68’er-ideologien er det, jeg vil kalde en institutionskonservatisme. I historiens løb har stat, kirke, familie, skole, nation, frivillige foreninger og sågar venskaber fungeret som institutioner, der kultiverer menneskets naturlige ressourcer, som – ukultiverede – er en trussel mod samfundets orden.
Statslige institutioner har i kraft af et magtmonopol beføjelser til at sikre ro, orden og overholdelse af lovene samt midler til at regulere menneskers indbyrdes forhold; skolen forsøger ved hjælp af dannelse at kultivere menneskets kreativitet til noget frugtbart; nationen skaber tillid på tværs af sociale skel; familien indlærer gennem opdragelse barnet sociale normer; og kirken sørger med moralske påbud og forbud for at binde og forpligte individet, så det bidrager til fællesskabet.
Religionen giver også aflastning i form af tilgivelse og tilbyder i det hele taget måder at leve med det farlige potentiale i mennesket. De forskellige udslag af menneskets kultiveringsbestræbelser – politik, religion og kultur – er simpelthen redskaber til at domesticere den latente ondskab.

Ifølge denne opfattelse er ondskaben ikke en selvstændig drift i mennesket, men ligger derimod i kapitalismen, imperialismen, fundamentalismen, nationalismen eller i andre overordnede kategorier. Men det er en anti-humanistisk konstruktion, der uddriver det enkelte menneskes vilje og dermed også ansvar og skyld. Og selve det onde er i denne konstruktion blevet opløst i et samspil af en uendelig række sociale faktorer.
Det er derfor nødvendigt at minde om, at frihed, skyld og ansvar er uløseligt forbundet. Man kan, som Safranski engang har sagt, ikke hylde det kreative i friheden og erklære friheden ukrænkelig for dernæst at forklare den væk, når man møder konsekvenser af den, man ikke bryder sig om. Så fratager man mennesket dets myndighed og værdighed, og gør det til et offer for omstændighederne. Og man udviser i øvrigt manglende konsekvens i synet på kriminalitet og andre sociale patologier. Hvem kan benægte, at det også er en arv fra 1968?
Eftersom menneskets natur ikke uden videre kan forandres og forbedres, kan konflikter og sociale misforhold heller ikke sådan fjernes. Denne realistiske erkendelse indebærer, at man må besinde sig på menneskets begrænsning. Det enkelte menneske ved ikke altid, hvad der er bedst for sig selv, og handler derfor heller ikke altid rationelt, hensigtsmæssigt, medmenneskeligt og forudsigeligt.
Man skal derfor være varsom med at nedbryde skrankerne for menneskets livsudfoldelse. Læren fra 1968 er netop, at frigørelsen fra de snævre moralske normer og etablerede institutioner kan slå om i en ny undertrykkelse. Ikke blot i en totalitarisme som den, mange unge revolutionære dyrkede. Men også i anarkisme, forfald og almindelig forfladigelse. For slet ikke at tale om vold og terror – fra Blekingegadebanden til de autonome i dag.
Man må altså besinde sig på, at mennesket må lære at leve med risici, eftersom man ikke kan udrydde det onde, der netop følger friheden som dens skygge. Man må i stedet forsøge at begrænse de risikable forhold på bedst mulig vis.

Kulturkritikere har ofte peget på, at normopløsning – tabet af den gamle pligtkultur – medfører et større spillerum for menneskets onde tilbøjeligheder. Når gamle hierarkier brydes ned, opstår der ikke et magtfrit rum. Hierarkier bliver derimod mere uigennemskuelige, og karismatiske ledere vil hurtigt sætte sig på magten. Præcis som det skete efter oprøret i 1968. Ungdomsoprørerne blev hurtigt systemets forvaltere og forkyndte med stor selvretfærdighed den rette, marxistiske ortodoksi.
Opgaven er derfor at søge at genskabe en moralsk orden i samfundet. Hertil tjener de traditionelle institutioner, hvis værdi er blevet bekræftet af deres historiske levedygtighed. De inkarnerer normer og omgangsformer, der er blevet forfinede og justerede over tid. Heri ligger også betydningen af autoritet, pligt og ansvar for fællesskabet, som er indholdet i den etik, der er knyttet til institutioner.
Denne etik lærer, at den enkeltes projekter bliver knyttet til en større fælles målsætning ved at indgå i institutioner.
For mennesker vokser sammen med andre ved at få betroet nogle fælles opgaver og ved at efterleve de handlingsappeller, der udgår fra institutionen. Ikke mindst kan institutioner kanalisere menneskets kreativitet og dermed potentielle destruktivitet ind i opbyggelige former.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.