Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Kronikken: Stop angsten for Dansk Folkeparti

Eyvind Vesselbo: Angsten for, at Dansk Folkepartis forslag skulle have politisk opbakning i befolkningen gør, at der ofte opstår et politisk ønske om at følge DF et stykke vej. Det er et skråplan. Det er på tide, at vi trækker en streg i sandet og ikke længere lader os Drive rundt i manegen af alle mulige og umulige forslag fra partiet, der aldrig kan få nok.

Danmark er på vej ud på et skråplan. Det politiske system og store dele af medierne er nærmest lammet af angst for Dansk Folkeparti. Gang på gang kommer Dansk Folkeparti med forslag, som ligger langt ud over, hvad et samfund som det danske burde beskæftige sig med. Trods dette er alt for mange politikere og mange medier enige om, at der helt sikkert er stor opbakning i befolkningen til en række af de forslag, som Dansk Folkeparti fremkommer med. Dette til trods for, at Dansk Folkeparti kun har opbakning fra mellem 12 og 14 pct. af befolkningen ved valgene og i meningsmålingerne. Sagen er jo, at størstedelen af befolkningen godt kan gennemskue, at en meget stor del af det, som Dansk Folkeparti kommer med, er ren og skær retorik. Det er bare en masse ord. Det bliver aldrig til noget. Derfor snakker SF og Socialdemokraterne da også bare Dansk Folkeparti efter munden.

Trods dette er virkeligheden den, at Dansk Folkepartis forslag og retorikken omkring dem beklageligvis er med til at rykke debatten. Hvad værre er, de er også med til at rykke de politiske beslutninger i Folketinget. Et helt aktuelt eksempel er de kommende finanslovsforhandlinger. Skal regeringen have en finanslov igennem, så må man levere noget på frihedens alter. Det drejer sig f.eks. om forslag om stramninger på rets - og udlændingepolitikken, øgede straframmer og flere forbud. Måske dukker der også en sag op på udlændingeområdet i starten af november, som lige skal klares, inden Dansk Folkeparti vil afslutte forhandlingerne. Det er ikke holdbart, selv om det ofte ender med en aftale om nogle ting, som kun har signalværdi.

Dansk Folkepartis retorik er stort set kun centreret omkring begreber som at stramme, at regulere, at forbyde, om sanktioner, om minimumsstraffe mv. Store dele af den politiske debat følger trop. Det er simpelthen et skråplan, vi er på vej ud på. Vi bør stoppe op og tænke over, om det er et sådant samfund, vi vil have. Vi må tænke over, hvor vi er på vej hen, og hvor denne udvikling skal ende. Som liberal politiker er det mig så inderligt meget imod, at vi fortsætter ad denne politiske vej. Vi har efterhånden helt glemt, at det er begreber som frihed, frisind og kreativitet, som burde være de grundlæggende elementer i vort samfund ikke mindst med en borgerlig-liberal regering ved roret.

Vi skal passe på, at vi ikke laver love, som langt hen ad vejen er symbolpolitik eller i værste fald rammer de forkerte. Vi skal undlade at stille forslag, som ikke kan gennemføres, fordi de er i strid med grundloven eller internationale konventioner. Der bliver råbt på hårdere straffe, og love bliver strammet, medens det gang på gang må konstateres, at det ikke er de optimale løsninger, vi har fundet frem til med dette som eneste grundlag. Alligevel fortsætter Dansk Folkeparti med at stramme skruen. Råbene fortsætter – hårdere straffe. De, der ikke er enige, bliver karakteriseret som bløde og svage.

Råbene på hårdere straffe, strammere lovgivning, om øget regulering og om flere forbud fortsætter, selv om lovgivningen har flyttet sig et stykke vej i denne retning. Problemet er nemlig, at Dansk Folkeparti aldrig kan få nok. De stopper aldrig. Hvis de gjorde, ville hele deres eksistens være truet. Sagen er jo, at det ikke er det parlamentariske resultat af råbene, som er det interessante for Dansk Folkeparti. Det er ikke nødvendigvis en ændring af lovene i Folketinget, der er det vigtigste. Det er derimod retorikken. Det er alene signalet ud til befolkningen, der er af betydning. Det er grundlæggende ikke et ønske om at få løst nogle problemer i det danske samfund, der er baggrunden for den voldsomme retorik. Det er alene et spørgsmål om hele tiden at overskride de retoriske grænser med de forslag, der bliver stillet. Det er et spørgsmål om hele tiden at gå længere ud til kanten end alle andre. Hvis de ikke gjorde det, ville de ikke være interessante. Derfor er det urealistisk at forsøge at konkurrere med Dansk Folkeparti i denne disciplin. Det er forklaringen på, at Dansk Folkeparti derfor heller ikke har problemer med, at nogle af de forslag, de stiller, aldrig bliver til noget. De er helt klar over, at en stor del af det, de foreslår, aldrig bliver til noget, bl.a. fordi det ofte er helt urealistiske forslag, der bliver stillet. Det vigtigste for Dansk Folkeparti er, at de har fået sendt et signal til befolkningen i en bestemt sag.

Problemet er, at dette signal meget ofte bliver sendt videre af medierne med en vurdering af, at store dele af befolkningen bakker op om forslaget, selv om det måske ikke bedømmes som særligt sympatisk. Det er en meget uheldig måde at opfatte danskernes holdninger på. Skulle flertallet af danskere virkelig støtte en stor del af de grænseoverskridende forslag fra Dansk Folkeparti? Det er helt utænkeligt. Problemet er bare, at mediernes opfattelse af den danske befolknings holdninger får en selvforstærkende effekt, der gør, at det politiske system gang på gang går i selvsving og bliver bange for folkets dom. Angsten for, at Dansk Folkepartis forslag skulle have politisk opbakning i befolkningen gør, at der ofte opstår et politisk ønske om at følge Dansk Folkeparti et stykke vej. Det er et skråplan. Det er på tide, at vi trækker en streg i sandet og siger hertil og ikke længere. Nu skal det danske samfund ikke længere ud. Vi skal ikke længere lade os drive rundt i manegen af alle mulige og umulige forslag fra Dansk Folkeparti. Når der fremover kommer et forslag fra Dansk Folkeparti, som man er uenig i, så bør der argumenteres imod det også fra regeringspartiernes side. Vi kan ikke have en politisk debat, hvor alt for mange gemmer sig, fordi de er bange for, at ledelsen i Dansk Folkeparti skal blive sure og mopsede. Hans Engell sagde forleden i TV2, at grunden til, at regeringstoppen ikke går ud og tager afstand fra Dansk Folkeparti i en række sager, er, at man ikke vil gøre Dansk Folkeparti sure lige før finanslovsforhandlingerne.

Denne vurdering er ganske givet rigtig, men ledelsen i Dansk Folkeparti må finde sig i at blive sagt imod. De må forstå, at vi lever i et demokratisk samfund, og at i et demokratisk samfund kan man blive modsagt, også af dem, man er støtteparti for. De må også forstå, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Vi har ikke brug for et Vogternes Råd, ligesom i Iran, til at styre meningsdannelsen og den politiske debat. Dansk Folkeparti er regeringens parlamentariske flertal. Det betyder dog ikke, at de af den grund skal forsøge at styre meningsdannelsen og ytringsfriheden gennem denne magtposition. I stedet skulle partiet arbejde for en fri debat. Også omkring de forslag de selv stiller. Derfor er det også et problem, hvis man gennem sit politiske virke forsøger at påvirke indholdet i vores elektroniske medier. Sidder man f.eks. i DRs bestyrelse, så sidder man der ikke med det formål at begrænse medarbejdernes ytringsfrihed. Man sidder der derimod for at forsvare ytringsfriheden og medarbejdernes uafhængighed af politisk påvirkning. Det er en vigtig ting at holde sig for øje.

Der er ingen tvivl om, at regeringen og Dansk Folkeparti kan fortsætte sit samarbejde i mange år fremover. Vi skal bare lige stoppe op et øjeblik og tænke os om. Siden regeringen trådte til i 2001 har det på en række områder været nødvendigt med nogle stramninger. Det gælder bl.a. i rets- og udlændingepolitikken, hvor det var alt for slapt op gennem 1990erne. Det er bare vigtigt, at de ting, vi gør, nu også har den tilsigtede virkning. At det hele ikke bare bliver symbolpolitik med det formål at tilfredsstille nogle politiske markeringer fra Dansk Folkeparti. Derudover må Dansk Folkeparti lære at forstå, at selv om de sidder med nøglerne til ministerbilerne, så skal disse nøgler ikke bruges til at låse ytringsfriheden inde. Vi har brug for, at alle, også ministre og politiske ordførere i regeringspartierne, i højere grad end nu åbner munden og siger deres mening om Dansk Folkepartis mange forslag, uden at ledelsen i Dansk Folkeparti bliver sure og mopsede. Heller ikke i denne situation er der brug for forbud og straffe. Derfor skal angsten for Dansk Folkeparti stoppes, og i stedet skal friheden have mere plads.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.