Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kronik tirsdag Når døren smækkes i

Trods FNs retningslinjer og klare anbefalinger yder de nordiske landes myndigheder ikke tilstrækkelig beskyttelse til mennesker, der flygter fra vold og væbnede konflikter. Asylansøgere har i årevis været efterladt i et meningsløst og usikkert tomrum, mens de venter på, at myndighederne skal afgøre deres skæbne.

Adskillige tusinde asylansøgere, som er flygtet fra borgerkrig og lignende væbnede konflikter i deres hjemlande, opholder sig i skrivende stund på asylcentre i de nordiske lande. For en stor del af disse menneskers vedkommende er håbet om asyl og et fredeligt liv blevet afløst af en ofte langstrakt venten på myndighedernes afgørelse og en lurende trussel om at blive afvist. I værste fald leder ventetiden til udsendelse – ofte ved tvang – tilbage til voldelige opgør og menneskerettighedskrænkelser i de lande, de er flygtet fra.

Sådanne situationer er ikke blot inhumane og nedværdigende, men ofte tillige i strid med international og europæisk lovgivning. Derfor er humanitære organisationer i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige gået sammen i en kampagne, der opfordrer de nordiske landes myndigheder til at sikre mennesker på flugt fra væbnede konflikter den beskyttelse, de er berettigede til.

Netop denne type asylansøgere har ofte vanskeligt ved at blive anerkendt som flygtninge i de nordiske lande. At være flygtet fra sit land »blot« på grund af udbredt eller såkaldt »generaliseret« vold vil sjældent lede til beskyttelse og asyl i vores del af verden. Herved melder det spørgsmål sig, om denne praksis kan forsvares med, at disse personer umiddelbart adskiller sig fra det »klassiske« billede af, hvad en flygtning egentlig er for en størrelse: dissidenten, der på grund af illegale politiske aktiviteter er kommet i myndighedernes søgelys i hjemlandet og nu søger tilflugt i et andet land. Og svaret ligger lige for: Nej, asylretligt set er der intet belæg for, at personer, der søger at undgå overgreb som led i væbnede konflikter i hjemlandet, skulle være afskåret fra at kunne opnå beskyttelse som anerkendte flygtninge.

Ifølge FNs Flygtningekonvention er en »flygtning« enhver person, der er flygtet fra sit oprindelsesland som følge af en »velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser«. De nordiske landes asylmyndigheder har gennem de senere år anvendt en snæver – for ikke at sige fejlagtig – fortolkning af definitionen af flygtningebegrebet ved at insistere på, at asylansøgere skal kunne påvise, at de er individuelt i fare, for at de kan anerkendes som flygtninge. Det betyder, at hvis en person, som flygter fra konflikt og udbredte menneskerettighedskrænkelser, ikke i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre, at den pågældende i hjemlandet skulle være særligt eksponeret for overgreb, vil vedkommende blive nægtet opholdstilladelse som flygtning.

De fleste væbnede konflikter udspringer af forhold, som klart og entydigt relaterer sig til en eller flere af Flygtningekonventionens grunde til at søge beskyttelse, dvs. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. En retmæssig fortolkning af flygtningedefinitionen ville derfor umiddelbart indebære, at de fleste mennesker, der flygter fra udbredt vold, ville modtage den beskyttelse, de er berettigede til. Fuldstændig som den politiske dissident.

Selv når FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR, hvis hovedformål er at sikre flygtninges rettigheder, påpeger, at disse mennesker har behov for beskyttelse og på ingen måde må tvinges tilbage – på grund af manglende sikkerhed eller andre forhold – yder de nordiske lande ikke den fornødne effektive beskyttelse. Dette er udtryk for en manglende human og anstændig behandling af mennesker, der har et reelt behov for omsorg og bistand.

I Danmark bliver to ud af tre afviste asylansøgere – størstedelen irakere – efterladt i et juridisk tomrum, hvor de på den ene side nægtes asyl, mens de på den anden side ikke kan tilbagesendes på grund af situationen i deres oprindelseslande. De tilbringer dage, måneder og år i total usikkerhed præget af frygt for deres videre skæbne og uden mulighed for at planlægge deres egen og deres børns fremtid. Således har omkring 560 afviste irakere i strid med henstillinger fra UNHCR siddet i de danske asylcentre i ca. 5-6 år uden ret til at arbejde og til at forsørge sig selv og deres børn – og med alvorlige konsekvenser for deres psykiske helbredstilstand til følge. De danske asylmyndigheder opererer nemlig generelt med et krav om, at hver enkelt ansøger skal være »konkret og individuelt forfulgt”. Også selv om UNHCR ved flere lejligheder har tilkendegivet, at et sådant krav ikke uden videre kan accepteres som retligt holdbart.

Efter en omfattende »amnesti« til navnlig irakiske statsborgere bliver asylansøgere fra Syd- og Central­irak nu også afvist i Sverige og risikerer tilbagesendelse på trods af UNHCRs anbefalinger om beskyttelse. Ifølge Sveriges Migrationsverket (svarer til det danske Udlændingeservice) og Migrationsdomstolen (svarer til det danske Flygtningenævn) kan situationen i Irak ikke beskrives som en »væbnet konflikt«, og disse asylansøgere kan derfor ikke accepteres som flygtninge på grund af deres manglende evne til at bevise en individuel risiko for forfølgelse. I modstrid med UNHCRs anbefalinger bliver asylansøgere ligeledes truet med udsendelse tilbage til Eritrea, et land raseret af vold og grove menneskerettighedskrænkelser.

I Finland har den stringente anvendelse af den såkaldte Dublin-forordning betydet, at mere end én ud af tre asylansøgere, der flygter fra udbredt vold, er blevet sendt tilbage til det første europæiske modtagerland. Mens størstedelen af asylansøgere simpelt hen forsvinder, er der rapporteret om mangel på omsorg og beskyttelse, dårlige modtagelsesforhold samt tvungne hjemsendelser. For Finland er Dublin-forordningen blevet et middel til at omgå landets internationale beskyttelsespligt.

I Norge er tvangshjemsendelser til den sydlige og centrale del af Somalia stoppet efter stærk kritik fra navnlig FN. Men mange af de somaliske asylansøgere har ingen udsigt til en varig løsning, da det er blevet kutyme at forlænge deres midlertidige opholdstilladelser med kun ét år ad gangen. De norske myndigheder er nødt til at forbedre disse fremgangsmåder for at undgå lignende kriser, der kan ramme irakiske asylansøgere. Mange irakere i Norge, som ikke kan vende tilbage til deres oprindelsesland på grund af sikkerhedssituationen, har ventet på en løsning på deres situation i op til otte år – og mange venter stadig.

Vi erkender, at problemet med de titusindvis af flygtninge i Mellemøsten og Afrika, der ligeledes er flygtet fra væbnede konflikter i deres respektive hjemlande, er af langt større omfang end det, vi konfronteres med i Norden, og at løsningen på dette problem forudsætter en massiv koordineret indsats fra det internationale samfunds side. Det ændrer efter vores opfattelse imidlertid ikke ved, at de asylansøgere, der på den ene eller anden måde nu engang er havnet i Norden, bør få den beskyttelse, de har krav på her.

Ifølge international lovgivning hersker der en pligt til at yde beskyttelse til personer på flugt. Denne forpligtelse udspringer af FNs Flygtningekonvention, FNs Torturkonvention samt den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er i disse konventioner bestemt, at stater ikke må udsende mennesker til lande, hvor de risikerer forfølgelse, tortur eller andre former for grove overgreb.

Det er i strid med al menneskelig anstændighed at tvinge mennesker til at rejse tilbage til lande, hvor deres liv vil være i fare. Sverige, Danmark, Island, Finland og Norge bør i stedet optræde som rollemodeller ved at gå forrest for retten til asyl med fokus på menneskers behov for beskyttelse og ved at udvise forståelse for flygtningenes særligt sårbare og udsatte situation. De nordiske lande er vigtige bidragydere til UNHCR, men ansvaret bør ikke ende der. I stedet burde Norden være den region i verden, der ændrer tendensen fra at underminere retten til asyl til at give asylretten værdi og substans.

Vi opfordrer derfor de nordiske regeringer til at påtage sig et ansvar og vise solidaritet med mennesker, der er tvunget på flugt. Ved fælles indsats skal de forpligte sig til at sikre, at retten til effektiv beskyttelse ikke undermineres. Vi anmoder endvidere vores regeringer om at påvirke andre europæiske regeringer til at beskytte mennesker, der flygter fra udbredt vold. Og endelig henstiller vi til de nordiske landes myndigheder, at de i højere grad rådfører sig med UNHCR og – som et minimum – respekterer de anbefalinger og retningslinjer, der bliver udstukket af organisationen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.