Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Kronik: Radikale må få styr på værdierne

Det Radikale Venstre har brug for at nytænke sin udlændingepolitik, så den bliver i overensstemmelse med de principper, som partiet blev dannet på for mere end 100 år siden. Den nuværende radikale linje er udtryk for positiv diskrimination af det muslimske mindretal – en slags omvendt Dansk Folkeparti.

Tegning: Jens Hage
Tegning: Jens Hage

Med EF-Domstolens klare markering af, at dansk udlændingepolitik ikke må blokere for arbejdskraftens frie bevægelighed, har sommeren stået i udlændingepolitikkens tegn. Efteråret vil blive præget af fortvivlede forsøg på at finde en løsning, men også sagen om religiøse symboler i danske retssale vender tilbage på dagsordenen. Mens de øvrige partier nærmer sig hinanden, har Det Radikale Venstre stadig svært ved at finde sine egne ben.

Lad mig lægge ud med den aktuelle debat om de danske familiesammenføringsregler. Her har Det Radikale Venstre i årevis stået som garant for princippet om, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle og børn. Det forhindrer 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det var stålsatheden imod disse to regler, der gav Det Radikale Venstre en historisk valgsejr ved folketingsvalget i 2005. Og det var forræderiet mod denne principfasthed, som var en af hovedårsagerne til den voldsomme tilbagegang ved efterårets folketingsvalg. Resultatet var det næststørste mandattab i hele partiets levetid.

Det Radikale Venstre har brug for at nytænke sin udlændingepolitik, så den bliver i overensstemmelse med de principper, som partiet blev dannet på for mere end 100 år siden. Den radikale politik må tage udgangspunkt i den moderne tanke, hvor myndige borgere i vid udstrækning bestemmer over eget liv. I Danmark er myndighedsalderen 18 år. Dér får man fuld økonomisk selvbestemmelse, stemmeret og ret til at indgå ægteskab. Det må være et radikalt synspunkt at holde fast i disse rettigheder, og det er det, der er kernen i modstanden imod 24-årsreglen og tilknytningskravet.

I dag er Det Radikale Venstre atter stålsat i sin modstand imod regeringens politik på familiesammenføringsområdet. Men man må være opmærksom på, at kritikken af SF for at give efter over for Socialdemokraterne på netop dette punkt klinger hult, når man tænker på, at Det Radikale Venstre for mindre end et år siden havde nøjagtig samme position i dette spørgsmål, som SF har i dag. Men måske var tanken om ministerbiler for lokkende i de dage i november, da principperne for nogen tid blev gemt af vejen.

I foråret rasede diskussionen om religiøse symboler i danske retssale. Baggrunden var, at Domstolsstyrelsen havde valgt at blåstemple, at kvindelige dommere kunne bære det muslimske hovedtørklæde, mens de forestår en retssag.

Jeg havde allerede diskuteret sagen med nogle gruppefæller i sommeren 2007, og det gav mig grund til bekymring. I første omgang slog jeg det hen og valgte i foråret at tone rent flag. I Jyllands-Posten slog jeg til lyd for, at en retssag ikke alene skal være neutral – den skal også fremstå neutral. Og det kan ikke lade sig gøre, hvis man lader dommeren reklamere for sine personlige religiøse eller politiske sympatier.

De udtalelser vakte ikke den store opsigt, og synspunktet var jo også i ganske god forlængelse af den radikale tradition. Men så skete det, der ofte sker i dansk politik. Dansk Folkeparti satte trumf på. Partiet indrykkede store annoncer i aviserne med dommere afbilledet i burka. Frygtpropaganda af værste skuffe. Den radikale gruppeledelse hoppede i med samlede ben. På et gruppemøde skulle der tages en hurtig beslutning, og til min store ærgrelse mundede det ud i, at Det Radikale Venstre gjorde sig til fortaler for, at kvindelige muslimske dommere godt må bære tørklæde under en retssag. Hvilket så må betyde, at mandlige jødiske dommere må bære kalot, og at kristne dommere af begge køn kan bære tydelige kors. Vorherre bevares, fristes man til at sige.

Det Radikale Venstre bør efter min mening stå fast på ønsket om en sekulær stat, hvor religion og stat er adskilt, og hvor borgernes oplevelse af en retssag vægtes højere end religiøse særhensyn. Misforstå mig ikke. Jeg vil kæmpe til min dødsdag for religionsfriheden. Men en domstol i et demokratisk land må og skal være neutral og fremstå som sådan. Hele pointen med uafhængige dommere er netop, at de skal være upartiske. I modsætning til folketingsmedlemmer, som bliver valgt, fordi vi er partiske. Derfor er der god logik i at tillade Asmaa Abdol-Hamid at bære tørklæde på Folketingets talerstol – men samtidig forbyde kvindelige dommere samme udtryksform. Folk, der stemmer på Asmaa, har jo selv valgt – men man kan ikke vælge en anden dommer, hvis man er utilfreds med dommerens religiøse demonstration. Der skal være fuld frihed til at vælge, men nogle valg har konsekvenser. En skuespiller, der insisterer på at bære tørklæde eller et synligt kors, kommer næppe til at spille ateist eller jøde. Er det så også uretfærdigt eller et indgreb i religionsfriheden? Selvfølgelig er det ikke det!

Jeg ser overordnet to store problemer i hele diskussionen om religiøse symboler i danske retssale. For det første lod man Dansk Folkeparti bestemme, at det blev en debat for eller imod islam. Det har det aldrig været for mig. For det andet lod Det Radikale Venstre det gode være det bedstes værste fjende. Det Radikale Venstre ville så gerne hjælpe de stakkels muslimske kvinder efter princippet: hvis de ikke vil smide det tørklæde under retssagen, så lad dem dog! Men vi risikerer at undergrave det frie samfund på lidt længere sigt, hvis vi ikke holder fast i vores principper, når de bliver udfordret. Som politikere har vi en meget stor opgave med at få folk til at leve sammen på fornuftig vis. Jeg tror, at den bedste måde er, at vi skaber en religionsneutral stat, hvor folk har frie udfoldelsesmuligheder, men hvor vi samtidig afviser religiøse særhensyn og altid lader det verdslige jordeliv komme før ønsker af mere hinsides karakter.

I virkeligheden er den radikale linie udtryk for diskrimination. Partiet laver en slags omvendt Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti tillægger det muslimske mindretal en masse negative egenskaber og konkluderer, at alle verdens problemer skyldes muslimer. Det Radikale Venstre har en tendens til at overtage en række af disse fordomme: Muslimer er mere nærtagende, de har ikke nær så meget humor, de forstår ikke nuancer osv. Det er selvfølgelig noget fordrukkent sludder. Muslimer er lige så forskellige som alle andre mennesker, men det glemmer Det Radikale Venstre, når partiet bøjer sine principper og taler på andre måder end ellers.

Det er en mere positiv form for diskrimination og stempling – men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om. Det Radikale Venstre sætter et stort fedt stempel på alle muslimer, hvor der står »Synd for«. Men det er ikke synd for alle muslimer i Danmark. Langt de fleste står op hver eneste dag og passer deres arbejde eller uddannelse. Dem er det ikke synd for. Dem er det godt for. Og de bør ikke fastholdes i en falsk offerrolle.

Udlændingepolitikken har stået centralt i dansk politik de seneste 10-15 år. Den skabte problemer i SR-samarbejdet, den var medvirkende til Nyrups fald, den har været motivationsfaktor for radikale græsrødder, og den har været en af hovedårsagerne til, at Det Radikale Venstre har måttet foretrække Socialdemokraterne frem for de borgerlige.

Men med Socialdemokraternes og SFs kraftige tilnærmelser til regeringen og Dansk Folkeparti i disse sager er spørgsmålet, om udlændingepolitikken stadig kan bruges som figenblad for at vælge S frem for VK. Som jeg ser det, er afstanden efterhånden lige stor, og hvad i alverden skulle dog gøre, at det skulle være nemmere at påvirke S end VK? Med Ny Alliances forsvinden fra den politiske scene er der atter plads til et borgerligt midterparti, der kan trække VK i den rigtige retning. Tør Det Radikale Venstre blive dette parti? Partiledelsen turde i valgkampen ikke engang følge folketingsgruppens og hovedbestyrelsens beslutning om at se mulighederne i et politisk samarbejde med VK, hvis der ikke blev flertal for en SR-regering. Spørgsmålet er derfor, om vi har modet til at gribe chancen, eller om Det Radikale Venstre efter seks år uden for indflydelse fortsat vil sidde med foldede hænder og vente på, at de gode gamle dage vender tilbage...

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.