Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kronik: Hvorfor siger vi ikke bare ugh!?

Loránd-Levente Pálfi: Det danske sprog er ramt af en dobbelt katastrofe: de unge i folkeskolerne og gymnasierne taler og skriver et stadigt dårligere dansk, og forskningen i dansk sprog lukkes ned. Og Dansk Sprognævn, som burde stå vagt om sproget, lader ikke bare stå til, men ophæver forfaldet til lov. Er en ’B-filmskuespiller’ en skuespiller i en dårlig film, eller en dårlig filmskuespiller?

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Ugh! Sådan sagde den køllesvingende hulemand i tidernes morgen. Han skrev ikke nogen doktordisputats om Kants kategoriske imperativ eller en videnskabelig artikel om morfosyntaktisk integrerede referencemarkører i leksikografiske mediostrukturer. Han og hans stammefæller skrev heller ikke hovedværker som Vesterlandets undergang, de skrev faktisk overhovedet intet som helst. De sagde bare: ugh!

I dag siger vi ikke »ugh!« længere. To tredjedele af verdens sprog er i mellemtiden blevet skriftsat, og de fleste af dem har efterhånden et så righoldigt, mangfoldigt og sofistikeret ordforråd, at end ikke alverdens ordbøger kan holde styr på det mere. Vi har haft litteratur og videnskab i årtusinder nu. Vi er blevet civiliserede, kultiverede, siger man. Vi siger ikke »ugh!« og slår hinanden oven i hovedet med en kølle bagefter. Vi taler sammen og diskuterer. Ved hjælp af sproget. Vi handler med hinanden og forhandler os frem til forskellige ting. Ved hjælp af sproget. Vi bygger skyskrabere, tunneler, undervandsbåde, atombomber, skibe, flyvemaskiner, rumfartøjer. Ved hjælp af sproget. Tanken bor i sproget, og det er tanken, der ændrer verden. Hver eneste dag.

Alligevel synes sproget at være noget af det mindst værdsatte i vor tid. Det, som gør, at vi overhovedet kan kaldes mennesker og ikke dyr, nemlig sproget, er i dagens Danmark genstand for en fantastisk utaknemmelighed og ligegyldighed. Undervisning i dansk grammatik for danske modersmålstalende kan man efterhånden læse om i historiebøgerne. Sprogkundskab, kunsten at tale og skrive pænt og korrekt, er en by i Rusland. Og Dansk Sprognævn, som man ellers kunne tro ville gøre en indsats for sprogpolitik, sprognormering og sprogrigtighed, bærer blot ved til bålet.

Sprognævnet er tidligere og ofte blevet kritiseret af mere magtfulde og fremtrædende skikkelser end undertegnede. Således har f.eks. professor Henning Bergenholtz gentagne gange været ude med riven: Han mener ganske enkelt ikke, Sprognævnet gør sit arbejde ordentligt. En anden professor, Sven Tarp, har i det anerkendte forskningstidsskrift LexicoNordica i 2002 skrevet en nærmest lemlæstende kritik af Sprognævnets flagskib – Retskrivningsordbogen.

Sprognævnet lader sig imidlertid ikke forstyrre i sin gode gerning og arbejder ufortrødent videre. Som det seneste bidrag til (afviklingen af) dansk kultur og åndsliv har Nævnet besluttet at gennemføre tre retskrivningsændringer gældende fra og med 2011. Dette er netop blevet offentliggjort i en artikel i det seneste bind af den biennalt udgivne konferencerapport Nordiske Studier i Leksikografi (NSL), som udkom for nogle dage siden. Den første ændring drejer sig om forbindelser af adverbium (biord) og præposition (forholdsord), f.eks. »inden for« vs. »indenfor«, den anden om brugen af bindestreger i sammensætninger som »e-post-adresse« og »S-togs-station« og den sidste om »-ium«-former i ord som »territorium« og »ministerium«. Her skal vi se på de to førstnævnte af de kommende ændringer.

Reglen om, at man på dansk skriver forbindelser af biord og forholdsord i to ord, når forholdsordet har en styrelse, f.eks. »inden for«, »uden for« osv., og ellers i ét ord, f.eks. »indenfor«, »udenfor« osv., blev kodificeret i 1880 med andenudgaven af Svend Grundtvigs retskrivningsordbog Dansk Haandordbog. I praksis har reglen formentlig været i brug længe før, men den har ikke haft nogen officiel eller halv-officiel status før 1880.

Således hedder det i dag på korrekt dansk »Vejen gik stejlt op ad bakke«, men »Vejen gik stejlt opad«, og »Neden under gulvet vrimlede det med mus«, men »Nedenunder vrimlede det med mus«.

Nu har Sprognævnet imidlertid vedtaget, at man fra 2011 skal skrive forbindelser med biord og forholdsord i ét ord uanset om sidstnævnte har en styrelse eller ej, f.eks. »Nedenunder gulvet vrimlede det med mus« – en sand fryd for øjet.

Hvorfor ikke bare skrive »Nedenundergulvetvrimlededetmedmus«? Sådan gjorde man for omtrent to tusinde år siden i det antikke Rom, hvor man hverken kendte til mellemrum eller tegnsætning. Eller rettere: »NEDENUNDERGULVETVRIMLEDEDETMEDMUS«, for de gamle romere kendte heller ikke til små bogstaver.

Der er dog ingen grund til bekymring, hedder det i den nævnte artikel i NSL, for der går ikke den mindste information tabt. Men hvis ikke Dansk Sprognævn er klar over, at sproget er andet og mere end information, hvem skal så være det?

Til gengæld går der rigeligt med information tabt som følge af den anden kommende retskrivningsregel:

Når den ene bindestreg i sammensætninger som »e-post-adresse« og »S-togs-station« fjernes, bliver det ikke alene uklart, hvad der hører til hvad, altså hvorvidt f.eks. »-adresse« hører til »post« eller til »e-post«, men man vil heller ikke længere kunne skelne mellem f.eks. »B-film-skuespiller« (‘skuespiller i en B-film’) og »B-filmskuespiller« (‘dårlig skuespiller’). Dette er Sprognævnet selv godt klar over.

Sprogbevidstheden i dagens Danmark lader meget tilbage at ønske. Skal man sætte navn på de mulige ansvarlige, ved man nærmest ikke, hvor man skal begynde. Dansk Sprognævn gør en dyd ud af ikke at minde om f.eks. Académie française.

De eneste, der i dag reelt bliver skrevet danske grammatikker for, er udlændinge eller elever i folkeskolens yngste klasser. Niveauet inden for sprogundervisning i folkeskolens ældre klasser og ungdomsuddannelserne er så lavt, at en gymnasielærer fra Sorø efter at have meddelt sine elever, at han synes, de er for passive, måtte opleve, at en dreng rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvad betyder »passiv«?

Traditionen for grammatikskrivning er i Danmark forbløffende fattig. Den bedste grammatik fra nyere tid eller måske i dansk grammatikskrivnings historie i det hele taget – der tænkes her på det 628 sider omfattende værk Danish: A Comprehensive Grammar (Routledge 1995) – er skrevet af engelske forskere i London! Sproghistorie forsømmes voldsomt på universiteterne.

Det er stort set umuligt i dagens Danmark at blive cand.mag. i dansk eller nordisk filologi med sproghistorie som ekspertiseområde, og samtlige toneangivende forskere fra Det Arnamagnæanske Institut (dem, der forsker i nordisk middelalderlitteratur) er i løbet af den seneste tid enten blevet fyret eller har selv valgt at gå.

Talrige forskningsprojekter med en sproghistorisk dimension er gået i stå pga. manglende kompetence; således f.eks. ordbogsværket Sydslesvigs Stednavne, der gik i stå allerede i 1993 (foruden praktisk såvel som teoretisk indsigt i leksikografi kræver arbejdet nemlig beherskelse af bl.a. rigsdansk, nyhøjtysk, angelbomål, fjoldemål, plattysk, frisisk og desuden engelsk – sidstnævnte med henblik på at kunne følge med i den internationale forskningslitteratur inden for dialektologi). Antallet af runologer i Danmark er skræmmende lille. Det varer ikke længe, før danskerne må købe sig til viden om deres egne runer i udlandet.

På sprogparnasset bedyrer man, at der ikke er grund til bekymring. Men når videnskabsminister Helge Sander ønsker at afskaffe dansk som undervisningssprog på universiteterne, er der grund til bekymring.

Når danske naturvidenskabsfolk indrømmer, at det falder dem meget svært at skrive faglitteratur på dansk (det var et alvorligt problem under arbejdet på Den Store Danske Encyklopædi i 1990’erne), er der grund til bekymring.

Når en sprogprofessor (Jens Normann Jørgensen) kræver forståelse for »selvstændig ortografi« og ikke kan forstå, hvorfor unge i dag skal bruge tid på at lære at skrive korrekt dansk, er der grund til bekymring.

Og når Dansk Sprognævn atter en gang får afskaffet et stykke dansk grammatik, ja, så er der grund til bekymring.

Hvorfor overhovedet have et Dansk Sprognævn? Hvorfor have Det Danske Sprog- og Litteraturselskab? Hvorfor siger vi ikke bare »ugh«?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.