Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Kronik: Fra ligeret til minoritetskultur

Bjørn Hvidt-Pedersen: I dag handler homoseksuelles ligestilling ikke længere om retspolitik, men om kulturpolitik. Det er ikke længere individets retsstilling, men en minoritetsgruppes »fælles kultur«, der står på dagsordenen. Alle vi almindelige bøsser og lesbiske kan kun se forundrede til.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann

Med World Outgames i København lidt på afstand, kan det være lærerigt at se tilbage på, hvad det egentlig var, der fyldte de københavnske medier dagligt i en hel uge. Det er min påstand, at vi med World Outgames har været vidner til kulminationen af en radikal omdefinering af den homopolitiske dagsorden inden for 10-15 år og afskeden med den moderne homoseksuelle ligerets- og ligestillingsbevægelses historie fra slutningen af 1960erne til 2000.

Det er min opfattelse, at en så radikal forandring i en minoritetsgruppes selvforståelse og politiske dagsorden, som World Outgames iscenesatte, kun har kunnet ske, fordi der i det omgivende samfund samtidig har været en dybereliggende medspillende og understøttende forandring af det sociale og politiske landskab.

En analyse af de sidste 40 års homohistorie vil derfor være relevant for alle og ikke kun for de direkte berørte i minoritetsgruppen af homoseksuelle selv.

Jeg husker klart, da jeg selv sprang ud i september 1972 til en international sex-festival i Studenterhuset på Århus Universitet arrangeret af den lokale studenterforening, som var overtaget af en gruppe bøsseaktivister. Der var rød rockmusik i Stakladen, homo live shows på scenen og filmforevisninger og debatarrangementer i kaffestuerne. De udenlandske deltagere kom fra hele Europa – især Tyskland – men der var også enkelte fra Australien og USA. Her blandedes alle mulige køns- og seksualpolitiske dagsordener mellem homoer og venstrefløj, og man markerede sig med forskellige politiske mærkesager og symboler. Der var endnu ikke enighed om sprogbrugen: skulle man kalde sig »homofile«, »bøsser og lesbiske« eller noget helt tredje, og hvilke af kombinationsmulighederne af mande- og kvindetegn skulle man benytte som sit symbol?

Men allerede efter få år tog det homoseksuelle miljø nogle af det danske sprogs værste skældsord på sig i stedet for 1950ernes og 60ernes politisk mere korrekte kunstord »homofil« som en offensiv strategi for at nedslide ordenes negative betydning så de blev positive – vi var stolte af at være »bøsser« og »lesbiske«. Og samtidig knyttede den danske homobevægelse entydigt an til den tyske homoligeretsbevægelse »die Lesben- und Schwulenbewegung« (schwul: bøsse). Og det i så høj en grad, at Bøssernes Befrielsesfront (BBF) i både København og Århus, Lesbisk Bevægelse (LB) og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) overtog dens strategier og dens symbol, »den lyserøde trekant«.

Den moderne tyske homoligeretsbevægelse opstod som en social bevægelse som en del af ungdomsoprøret med det formål at få afskaffet den nazistiske stramning i 1935 af den tyske straffelovs § 175. Paragraffen kriminaliserede seksuelle handlinger mellem to mænd, og symbolet var »den lyserøde trekant« – Rosa Winkel – det koncentrationslejrmærke, som alle bøsser skulle bære i KZ, i lighed med jødernes to gule trekanter lagt over hinanden som en stjerne, de politiske fangers røde trekant, de asociale fangers sorte trekant og almindelige kriminelles grønne trekant osv. osv.

Paragraffen blev først ophævet i 1994 i forbindelse med den tyske genforening, og nazismens homoseksuelle ofre fik først deres eget officielle mindesmærke sidste år i Berlin.

Den politiske arbejdsdeling mellem organisationerne i Danmark blev, at BBF indgik enten i det anarkistiske miljø på Christiania i København eller som ligeværdige aktivister i Fagkritisk Fronts hus, Fronthuset i Mejlgade i Århus. LB udfoldede sig i relation til kvindebevægelsen på kvindefestivaler, i kvindehusene rundt om i landet og på Kvindehøjskolen. Og LBL påtog sig på den ene side ansvaret for det retspolitiske i forhold til Folketinget og på den anden side opgaven med at sikre muligheder for sociale sammenhænge, hvor homoer kunne mødes på egne præmisser gennem etablering af en række halvkommercielle diskoteker og værtshuse rundt om i landet, PAN-klubberne – en konsekvens af, at det var ulovligt for to mænd at danse med hinanden offentligt indtil 1973.

I opposition hertil stiftedes der i 70erne og 80erne rundt om i provinsen en række »frie« og selvstændige klubber med et erklæret lokalt, socialt og upolitisk formål, som nedladende blev kaldt »palisander-klubberne« af det homopolitiske miljø.

Men med importen af »Regnbuen« som nyt symbol fra USA til Danmark (og Europa) omkring 2000 sker der en radikal ændring af det homopolitiske landskab: vi får en kommercialisering, kulturalisering og biologisering af homopolitikken afskåret fra de europæiske (tyske) historiske rødder.

Den amerikanske regnbue, som World Outgames markedsførte som symbol, var oprindeligt en diskret kommerciel markering i detailhandel, restaurationsbranchen og på diskoteker af, at man var »gay friendly« eller tilhørte »the gay community«, så man som homo trygt kunne handle og udfolde sig på disse lokaliteter. I det amerikanske samfund med dets mange parallel- og subkulturer blev regnbuen en markør i opbygningen af ghettoer i de store byer for homo-, bi- og transseksuelle (LGBT: Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender) – en fraktionering af samfundet, som ikke kendtes fra Europa, hvor den politiske strategi hele tiden har heddet assimilation af homoseksuelle i et ligeretssamfund.

I dag handler homoseksuelles ligestilling ikke længere om retspolitik, men om kulturpolitik. Det er ikke længere individets retsstilling, men en minoritetsgruppes »fælles kultur«, der står på dagsordenen. LGBT-kulturen kræver positiv særbehandling i form af kulturstøtte som f.eks. World Outgames sports- og kulturprogram og kommunal markedsføring af en Sunny Beach-uge for homoer i Indre By i København.

Når medlemmer af LGBT-kulturen bliver ofre for vold, stilles der krav om særlovgivning for det amerikanske begreb »hate crime«. Næste politiske krav bliver indskrænkning af ytringsfriheden, når det handler om verbale overgreb »hate speech« over for minoritetsgruppen. LGBT-ideologien er dermed under forvandling til en religion, der skal omtales med respekt, og hvis troende ikke må udsættes for hån, spot eller latterliggørelse.

Endelig har man med konstruktionen af samlebegrebet LGBT flyttet fokus fra de sociale forhold mellem mennesker til de biologiske, hvor seksuel orientering og kønsidentitet bliver til ét. Kampen kommer nu til at stå om retten til selv at bestemme sit biologiske køn, hvis man har »ondt i kønnet«. Den politiske dagsorden handler om lettere adgang til flere kønsskifteoperationer. Ja, biologiseringen af politikken drives endda så langt ud, at ens politiske modstandere sygeliggøres med begrebet »homofobi«.

Kønnet er til konstant forhandling i LGBT-ideologien. Med biologiseringen af ligestillingskampen forsvinder individets og bevægelsens historie og identitet til fordel for identitets-shopperi, hvori også heteroseksuelle kan tage del, når de for en kort stund vil flashe mod og grænseoverskridende adfærd. Det vrimlede med applauderende »grænsehomoer« fra den »kreative klasse« fra medier, kultur og politik under World Outgames!

Alle vi almindelige bøsser og lesbiske kan kun se forundrede til:

Hvad var det lige der skete, mens vi koncentrerede os om at redde vores sociale netværk og foreninger under AIDS-epidemien i 80erne og 90erne? Hvorfor smider det toneangivende LGBT-segment af bøsser og lesbiske, der er sprunget ud inden for de seneste 10-15 år, alle den sociale frigørelsesbevægelses erfaringer på historiens mødding kun for at danse og drikke natten lang?

Og hvordan lever det store flertal af de homoseksuelle, der bliver ekskluderet af LGBT-kulturen? Hvad foregår der i deres hverdag rundt om i Danmark – nedenunder og uden for den elitære »kreative klasses« liv i København?

Det er der ingen, der ved noget kvalificeret om.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.