Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Kronik: Den ansvarlige

Claes Kastholm: Den store danske forfatter Martin A. Hansen, der døde i 1955 og blev født i dag for 100 år siden, var en fastholder. Og han var for fastholdere. Hans enestående position i offentligheden hang sammen med dette, at han pligttro, ansvarsbevidst, samvittighedsfuldt, med etos, altid talte om noget større end sig selv, og altid vidste, hvad han talte om.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Da Anders Fogh Rasmussen som statsminister ved 60-året for samarbejdspolitikkens sammenbrud tog afstand fra den, rejste der sig et brøl af forargelse fra de talrige historikere og intellektuelle, der mente at have udtaget patent på tolkningen af tiden under den tyske besættelse. Så sent som i sidste uge i radioprogrammet »Krause på tværs« repeterede Georg Metz, kommentator på dagbladet Information, denne melodi.

De forargede så stort på, at Anders Fogh Rasmussens synspunkt ikke var nyopfundet. Hvis han havde anlagt et synspunkt på de politiske forhold under besættelsen, som ikke forekom, dengang begivenhederne fandt sted, kunne man med rette have kritiseret ham for at efterrationalisere. Men virkeligheden under krigen var jo, at langtfra alle var enige i den linie, som regeringen førte over for den tyske besættelsesmagt. En af dem var forfatteren Martin A. Hansen.

Martin A. Hansen var husmandssøn fra Stevns, den del af Østsjælland syd for Køge, der ligger mellem Tryggevælde Å og havet. Omridset af Stevns går igen i den ø, Sandø, som han tegnede til romanen »Løgneren«, den mest læste, hyppigst studerede roman i dansk litteraturs tusindårige historie. Hans mor har – en halv snes år efter sønnens tidlige død i juni 1955 – fortalt Ole Wivel, der i 1967-69 udgav et meget omfattende og værdifuldt tobindsværk om vennen: »Da drengen blev født den 20. august (1909) mellem kl. 18,30 og 19,00, slog atten storke sig ned på gårdens tage. Jordemoderen kom ind til mig og sagde, at nu var der sat vagt om gården. Folkene ovre på mejeriet kunne se storkene, så da familien fik at vide, at drengen var født, sagde børnene, at det vidste de i forvejen, de havde jo set storkene! De fløj igen kl. 4 om morgenen«.

Martin A. Hansen blev den første bogligt uddannede person i sin slægt, lærer fra Haslev Seminarium 1931. Først fra 1945 kunne han, der allerede stod som den vægtigste danske digter, slippe lærergerningen og koncentrere sig om sit forfatterskab. De sidste fem år af sit frygteligt korte liv – han døde i juni 1955 af en nyresygdom – boede han på Allerslev Gamle Præstegård ved Lejre, og ved Allerslev Kirke, under tagdryppet, står der en stor granitsten over hans og hans kone Veras grave. Mange mennesker valfarter stadig til den sten.

I 1935 debuterede han som forfatter med romanen »Nu opgiver han«, og i 1937 kom fortsættelsen »Kolonien«. Med disse to bøger, skrevet i tidens socialrealistiske stil, gennemspillede han socialismens udfordring, det store kollektiv-eksperiment, og afviste det, ligesom han siden i det filosofiske værk »Leviathan«, 1950, trækker tæppet væk under marxismen.

Det er en vedtagen sag, der gerne beskrives som en naturlov, at kunstnere altid er venstreorienterede. Påstanden ville ikke få noget langt liv, hvis man i stedet for at bekræfte hinanden i dens rigtighed, afprøvede den på virkeligheden. Det 20. århundredes største forfattere har næsten uden undtagelser stået på et udogmatisk borgerligt eller borgerligt-aristokratisk standpunkt. Det gælder Danmark, som det gælder resten af Europa. Og havde vi i Danmark ikke haft det uheld, at efterkrigstidens mest betydningsfulde og af befolkningen højt respekterede forfattere var døde, da Klaus Rifbjerg og hans generation af modernister under megen selvpromoverende støj kom frem og overtog en tom scene, ville debatten i Danmark have stillet større krav til kunstnerne, og vi havde måske undgået den golde kulturkløft, der ikke på nogen måde har beriget dette samfund. De tre store – Martin A. Hansen, H.C. Branner, Karen Blixen – foragtede ikke befolkningen, og befolkningen højagtede dem. De, der fulgte efter, gjorde en dyd ud af ikke at tage ansvaret for noget som helst. Jeg er ikke for fastholdere, proklamerede Rifbjerg.

Martin A. Hansen skrev i alt fem romaner. I den fabulerende varmt humoristiske samtidssatire »Jonatans Rejse«, 1941, fanger smeden Den Onde selv i en flaske. I »Lykkelige Kristoffer«, 1945, hans mest fuldbårne romankunstværk, drager Kristoffer ud for at bekæmpe det onde, og i »Løgneren«, som man enten forføres af eller får kvalme ved, samles de store tidstemaer, lige så aktuelle nu, som da bogen kom, først som radioroman. Det er udviklingstroen, forholdet mellem natur og menneske, traditionens betydning, identitetsskabelsen, lovmennesket over for lykkemennesket, hvilket vil sige konflikten mellem den egoistiske søgen efter egen lykke og dette at afstemme sine behov i forhold til en større helhed. Centrale temaer, som han udvikler i de essays (især »Tanker i en skorsten«), kulturhistoriske værker (især kæmpeværket »Orm og Tyr«) og noveller, som er hans største varige indsats. Er man ukendt med Martin A. Hansens forfatterskab og vil begynde et sted, så læs »Offer«, »Høstgildet« og »Martsnat«, alle i novellesamlingen »Agerhønen«, så ved man, hvad stor litteratur på dansk er.

Da Hitlers tropper besatte Danmark den 9. april 1940, sad Martin A. Hansen og en kammerat ved radioen hele dagen og ventede på indkaldelsesordren. I sin dagbog den 27. april 1940 konstaterede han de tyske hæres overvældende fremgang og skrev: »Alligevel, vi burde have forsvaret os 9. april – og vi ville«. På to-års dagen for besættelsen klippede han en række ledere ud af aviserne og konstaterede, at sådan klæder man sig i løgnens narredragt, sådan roser man hinanden for sammenhold og fællesskab, mens man træder dybere og dybere ned i indbildningens dynd. Og senere samme år noterer han: »Sørgeligst og mest nedtrykkende er det nu at se, hvor lidt vi danske forstår af det hele, hvordan vi står på bugens, mavens og kroppens parti, og ikke virkeligt har lært noget (…) over for nordmændenes stolte lidelse står vi som små benhårde farisæere, dværge med store kloge hoveder på tynde halse ...«.

Samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 kom som en befrielse for ham, og i den senere del af krigen var han en meget aktiv medarbejder ved det illegale blad »Folk og Frihed«, hvis målgruppe var de opinionsdannende kredse. Det blev ham, der påtog sig at skrive den tekst, der skulle give folkets, Danmarks moralske opbakning til de mord, som modstandsbevægelsen anså det for nødvendigt at begå, dvs. stikkerlikvideringerne. Han gjorde det under svære overvejelser. Det blev til »Dialog om Drab og Ansvar«, den måske mest skæbnesvangre og menneskeligt mest krævende tekst, en dansk forfatter nogensinde har skrevet. Kernen i argumentationen er, at den, der foretager mordet, handler på det danske folks vegne, og at det danske folk vil stå ved hans side efter krigen og tage ansvaret sammen med ham ved, at hver eneste sag bliver efterprøvet ved domstolene. Inden Martin A. Hansen skrev dette, havde han sikret sig en garanti fra modstandsbevægelsen om, at dette ville ske.

Men likvideringerne blev ikke efterprøvet ved domstolene. Dette og så det forhold, at hans tekst havde været udslaggivende for flere, der efterfølgende gik ind i likvideringsarbejdet, tog andres liv, selv mistede livet – det erfarede han kort efter krigen ved højtideligheden i Mindelunden – bestemte pulsslaget i hans forfatterskab efter krigen. Han kunne ikke slippe sit eget ansvar for det, der var sket. Og han ønskede det ikke. Martin A. Hansen var en fastholder. Og han var for fastholdere. Hans enestående position i offentligheden hang sammen med dette, at han pligttro, ansvarsbevidst, samvittighedsfuldt, med etos, altid talte om noget større end sig selv, og altid vidste, hvad han talte om.

Den typiske danske forfatter i vores tid taler altid om sig selv, og taler forfatteren endelig om noget større, ved han ikke, hvad han taler om. Se, det er forskellen, og derfor spiller vores litteratur nu ingen som helst anden rolle end underholdningens og den søde selvspejlings. I et brevudkast fra 1948 skriver Martin A. Hansen: »Jeg føler mig som værnepligtig. Jeg bekender en måske for ugrundet tro på, at det først og fremmest er min opgave at være fortæller, vidne om de egentlige ting, digterens hverv. At jeg dernæst – ikke fordi jeg tror anskuelser i og for sig er det primære for digteren – må bestræbe mig for kritisk at betragte gængse grundforestillinger«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.